Dong-selskab til salg

Interesserede skal være mere end velkomne til at byde på havmølleinstallatøren A2Sea, siger Dong-direktør til Børsen.

Arkivfoto: Finn Frandsen/Polfoto

Dong Energy mere end klar til at afhænde deres ejerskab i A2Sea, som er et førende selskab inden for installation af havmøller.

"A2Sea er et godt selskab, det tjener penge. Siger nogen, at de kan skabe flere værdier i dette selskab, end vi kan, så er de velkomne. Hvorfor skulle vi ikke diskutere det," siger vind-CEO Samuel Leupold til Børsen.

I forbindelse med søsættelsen af en omfattende frasalgsplan i starten af 2013 blev netop A2Sea bragt i spil som et salgsemne. Selskabet blev opkøbt i 2009, fordi Dong ville sikre sig adgang til kranskibe i et marked truet af flaskehalse. I dag er flaskehalsene borte, siger Leupold, og derfor har A2Sea ikke den samme strategiske vigtighed som tidligere. En decideret salgsproces er dog ikke i gang endnu, oplyser han.

Forretningen buldrer i vejret

Dong-partneren Siemens købte sig i 2010 ind i selskabet, hvor de tog en 49 pct. andel. Siden er det gået over stok og sten for det Fredericia-baserede selskab, som har set omsætning, bundlinje og egenkapital springe i vejret.

I 2010 havde selskabet en omsætning på 586 mio. kr., en egenkapital på 758 mio. kr. og en bundlinje på 86 mio. kr.

Det seneste årsregnskab viste en omsætning på 1,2 mia. kr., en egenkapital på 2,3 mia. kr. og en bundlinje på 276 mio. kr. - stærke stigninger over hele linjen, hvilket formentlig gør investeringen i A2Sea til en særdeles rentabel en af slagsen.

Stærke skibe

En yderligere fjer i hatten er, at det går godt for A2Sea-datterselskabet CT Offshore, som er specialister i at lægge de mange kilometer kabler til vindmølleparker. A2Sea overtog i januar i år kontrollen over selskabet, hvilket medvirker til de struttende nøgletal.

A2Sea modtog i marts i år fartøjet Sea Challenger, som er i stand til at løfte op til 900 ton og kan arbejde på 60 meters vand. Netop det fartøj gør danskerne, der må formodes at have lukreret på ejerkredsen i ordrekampen, til indehaver af det kraftigste installationsskib i branchen.

BRANCHENYT
Læs også