Mecom-aktie skyder i vejret efter Berlingske-salg

Mecom-aktien i London stiger over 30 procent efter nyhed om frasalg af Berlingske Media og hollandsk mediehus.

Foto: Thomas Borberg

Britiske Mecoms salg af Berlingske Media og det hollandske mediehus Wegener for godt 1,8 milliarder kroner modtages med glæde på børsen i London, hvor Mecom-aktierne mandag morgen er steget med 32 procent.

Mecom har solgt de to mediehuse til den belgiske familieejede mediekoncern De Persgroep, som sidste år havde en omsætning på 6,7 milliarder kroner og et driftsresultat på cirka 974 millioner kroner.

Med salget af Berlingske Media er der sat punktum i den proces, som blev skudt i gang i sommeren 2012, da Mecom bekendtgjorde, at der skulle sælges ud af de danske aktiviteter.

Af en fondsbørsmeddelelse fra Mecom fremgår det, at De Persgroep i maj bød 220 millioner euro, svarende til 1,64 milliarder kroner, alene for hollandske Wegener.

Hvis det bud står til troende i den endelige handel, tyder det på, at Berlingske Media er blevet solgt for i underkanten af 200 millioner kroner.

I dag omfatter Berlingske Media blandt andet Berlingske, der blev grundlagt i 1749 og dermed er Danmarks ældste avis, BT, Weekendavisen, Århus Stiftstidende, sporten.dk og business.dk samt Berlingske Nyhedsbureau, Radio24syv, aok.dk og Randers Amtsavis.

BRANCHENYT
Læs også