Aktier/middag: Vestas flyvende efter store ordrer

Vestas agerer trækhest for C20-aktierne med en stor stigning takket være en pæn ordrehøst i weekenden. I den anden ende dropper Genmab efter et floppet fase 3-studie, og uden for eliteaktierne tilfalder samme skæbne Lundbeck.

Alt i alt ligger C20 Cap 0,4 pct. højere ved 11.30-tiden og rammer indeks 810,78. Dermed er der lagt op til tredje handelsdag i træk med stigninger til de danske topaktier.

Vestas-bosserne har haft travlt med fyldepennene i weekenden, hvor der blev underskrevet kontrakter for i alt 574 megawatt (MW) i USA fra storkunderne RES Americas og EDF Renewable. De bestillinger kom oven i en ordre fredag eftermiddag på 88 MW til Frankrig, og Vestas har nu meldt ordrer ud for i alt 2538 MW i første halvår af 2014.

Ordrerne er vidne om et stærkt marked i USA, bemærker analytiker Klaus Kehl fra Nykredit, og Vestas-aktien starter ugen med en fremgang på 5,1 pct. til 280,60 kr.

Genmab falder derimod 2,8 pct. til 230,2 kr. Selskabet har i et fase 3-studie med Arzerra i indikationen leukæmi, nærmere betegnet bulky fludarabin-refraktært CLL, ikke nået sine primære endemål. Udviklingen af Arzerrra mod denne indikationen stoppes.

- Det er et meget meget lille område inden for sygdommen. Men det er selvfølgelig skuffende, fordi vi er inden for det område, hvor Arzerra ellers har vist sit værd, nemlig CLL (kronisk lymfatisk leukæmi, red.), Jyske Banks analytiker Frank Hørning Andersen til Ritzau Finans.

Endnu værre reagerer aktiemarkedet på den nyhed, Lundbeck slap ud til markedet fredag eftermiddag. Et fase 3-studie med Desmoteplase, et potentielt middel mod slagtilfælde, er gået i vasken. Lundbeck vil nu evaluere midlets fremtid. Desmoteplase var ellers vurderet at kunne blive en blockbuster for Lundbeck, og en nedlukning af midlet vil i sig selv koste en nedskrivning på 330 mio. kr.

Som reaktion har Nordea har mandag morgen sænket sit kursmål på aktierne i Lundbeck til 118 kr. fra tidligere 125 kr. per aktie, mens aktiemarkedet sender medicinalaktien 7,3 pct. lavere i 136,7 kr.

Der er endvidere fokus på William Demant og GN Store Nord, efter at det fredag kom frem, at Amplifon har udtrykt interesse i at købe Audika. GN stiger 0,9 pct. til 156,3, og William Demant ligger 0,4 pct. lavere i 492,90 kr.

Blandt de mindre aktier får Bioporto investorernes støtte, efter at selskabet har lovet at kæmpe videre for sit patent på selskabets NGAL-test. I april kendte de europæiske patentmyndigheder patentet ugyldigt, men Bioporto varsler en afdelt ansøgning. Aktien stiger 3,1 pct. til 2,33 kr.

BRANCHENYT
Læs også