Gennembrud for nyt boliglån

Succes for nyt og indviklet boliglån strider mod realkreditinstitutternes rådgivningsbudskab.

Et af realkredittens mest komplicerede låneprodukter har på få måneder rundet en milepæl.

Siden Realkredit Danmark introducerede det nye FlexKort-lån den 23. september, er der udbetalt lån for over 20 mia. kr.

Til sammenligning har Realkredit Danmark udbetalt for cirka 23,5 mia. kr. i det meget omtalte 30-årige fastforrentede lån med afdrag, som blev åbnet i sommeren 2012, og små 8,7 mia. kroner i varianten uden afdrag.

Billigere end F1

FlexKort er billigere end F1-lånet, men er også et mere rentefølsomt lån. Obligationen bag refinansieres kun hvert tredje år, til gengæld får lånerne en ny rente hvert halve år. Renten baseres på den såkaldte Cita-rente. Og den lavere rente har altså stor betydning for kundernes lånevalg.

Nye boliglån
Det populære F1-lån har fået en afløser. Hos Realkredit Danmark, hedder det "FlexKort" hos Nordea Kredit "Kort Rente-lån."
  • Lånet er baseret på en tre-årig obligation, men renten fastsættes to gange om året – 1. januar og 1. juli.
  • Rentefastsættelsen sker automatisk.
  • Der kan vælges afdragsfrihed fra kvartal til kvartal.
  • Lånet refinansieres første gang den 1. juli 2016.
  • Foreløbig kan lånet fås hos Realkredit Danmark og Nordea Kredit.

"Der er ingen tvivl om, at låntagerne har taget rigtig godt imod FlexKort, og lånet har i stigende grad fundet sin plads som det "nye" F1-lån i vores lånevifte. Efterspørger låntagere en helt kort variabel rente, så ender langt hovedparten af vores låntagere med at vælge FlexKort frem for F1," siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, til epn.dk.

Prisen er afgørende

Samme erfaring har man i Nordea Kredit, der med KortRente-lånet har et tilsvarende produkt. Det kom dog på markedet senere og har ikke været markedsført specielt heftigt. Nordea har udbetalt lån for ca 4,8 mia. kr., og det nye lån udgør dermed ca. 8 pct. af de nye lån. Dermed har det slået F1-lånet af banen.

Så prisen spiller en stor rolle.

"Der er ikke tvivl om, at prisen her og nu spiller en vigtig rolle for de boligejere, der ellers traditionelt ville have sværget til F1-lån. FlexKort er et billigere produkt end F1 i vores lånevifte - både grundet effekten fra kursskæring og en 6-måneders rente frem for en 1-årig rente. Optager man eksempelvis et lån på 1 mio. kr. i dag, så koster et afdragsfrit FlexKort cirka 790 kr. om måneden efter skat, mens F1-lån koster godt 970 kr. - altså en forskel på 180 kr. om måneden efter skat."

Institutterne indførte de nye lån for at minimere risikoen ved at udstede korte boliglån. Der er langt større sikkerhed for gode kurser, når man kun udsteder obligationer hvert tredje år, og for boligejerne indebærer det i sig selv besparelser.

Trods den stigende udbredelse af FlexKort anbefaler institutterne fortsat låntagerne at sikre renten i en længere periode end et halvt eller et helt år.

Skal binde renten

"Vores overvejende rådgivningsbudskab er fortsat, at låntagerne bør overveje at binde renten for en længere periode enten via F3, F5 eller fastforrentede lån. De historisk lave renter sikrer således en billig forsikring mod rentestigninger i fremtiden," siger Christian Hilligsøe Heinig.

Samme holdning har man i Nordea Kredit.

"Blandt de korte og variabelt forrentede lån er det dog klart F3-lånet, som flest boligejere hælder til. Med tanke på, hvor lav F3-renten med 0,45 pct. er på nuværende tidspunkt, er der ikke noget at sige til det valg. Samtidigt er ydelsen kun ca. 50 kr. højere om måneden efter skat for et lån på 1 mio. kr., hvis man vælger F3-lånet frem for et KortRente-lån," siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, til epn.dk.

BRANCHENYT
Læs også