0

Flyboss: Brug valutaen som våben, ECB

Den europæiske centralbank opfordres til at gribe ind over for den vedværende stærke euro.

Foto: AP/Michael Probst

Det skyldes, at den ifølge ledere i europæisk industri skader virksomhedernes konkurrenceevne.

Den administrerende direktør i flyproducenten Airbus, Fabrice Brégier, opfordrer ECB til at nedbringe eurokursen overfor dollar med 10 pct. Det skriver Financial Times.

- Europa bør ikke være den eneste økonomiske zone i verden, der ikke betragter valuta som et våben og som vigtigt aktiv i at fremme økonomien, udtaler Fabrice Brégier til Financial Times. Industrien presses af en stærk euro, da de færdige produkterne oftest sælges i dollar, men omkostningerne regnes i euroen.

Udtalelserne falder sammen med opfordringer fra både IMF og en række europæiske lande, herunder Frankrig, til ECB om at overveje kvantitative lempelser for at gribe ind overfor den lave inflation, lave vækst og stærke euro.

Medlem af bestyrelsen i ECB, Benoît Coeuré, har tidligere afvist, at banken eksplicit skulle fokusere på valutakursen og afviste ved samme lejlighed behovet for yderligere kvantitative lempelser. Han betragter de nuværende tiltag som tilstrækkelige til at øge inflationen.

Tyskland vil formentlig modsætte sig ethvert forsøg på at svække eurokursen, da landet længe har været fortaler for en stabil valuta som ramme for konkurrenceevnen, og ikke betragter valutamanipulationen som den rette vej til høj konkurrenceevne.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også