0

Grøn elafgift kommer til at gøre ondt

PSO-regningen for en typisk husstand styrer i 2014 mod rekordhøje 1.350 kr., viser nye tal fra statsejede Energinet.dk.

Private elkunder kan forvente en stigning i den grønne elafgift på 24 pct. i forhold til 2013. Foto: Colourbox

Dermed står private elkunder overfor en stigning i den grønne elafgift på 24 pct. i forhold til 2013, der vel at mærke bød på den hidtidige PSO-rekord.

PSO-afgiftens himmelflugt forklares af Energinet.dk med markant mere vindstrøm i elnettet end hidtil forventet.

"Stigningen skyldes primært, at produktionen fra specielt vindmøller forventes højere i 4. kvartal end i 3. kvartal," fremgår det af Energinet.dk’s seneste prognose over udviklingen i årets PSO-afgift, der bruges på at støtte produktion af grøn strøm fra især vindmøller.

Dyrt 4. kvartal

Især 4. kvartal tegner til at blive et dyrt bekendtskab for virksomheder og elkunder, idet PSO-afgiften her ventes at runde 23,2 øre pr. forbrugt kilowatt-time (kWh), hvilket er historisk rekord.

Alligevel vil det kun betyde en PSO-regning til elkunderne på 1.970 mio. kr., mens 1. kvartal kostede elkunderne 2.317 mio. kr. som en direkte konsekvens af, at de tilskudskrævende vindmøller snurrede på livet løs, samtidig med at markedsprisen på strøm var lav.

Eftersom vindmølleejere er sikret et fast tilskud eller for havmølleparkernes vedkommende en fast mindstepris for strømmen, er blæsevejr og lave elpriser nemlig en giftig cocktail for danske elkunder.

Ingen politisk hjælp

Selv om 2014 tegner til at blive det hidtil dyreste år for husholdninger, når det gælder betaling af PSO-afgift, er der ikke udsigt til hjælp fra politisk hold.

Allerede i februar afviste klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), at han agtede at komme private elkunder til hjælp som følge af PSO-afgiftens himmelflugt.

»Hvis du spørger, om folks elregning vil blive mindre, så er svaret nej,« lød det dengang fra Rasmus Helveg Petersen.

Husholdningerne må betale

Efterfølgende har regeringen løftet sløret for en vækstpakke, der lemper 7,9 mia. kr. på PSO-regningen til erhvervslivet. Til gengæld er der ingen rabat til husholdningerne.

At PSO-afgiften har udviklet sig til en bekostelig affære for forbrugere og virksomheder, understreges af, at den gennemsnitlige PSO-afgift i 2012 var på 15,5 øre pr. kilowatt-time, mens den i 2011 var på 7,7 øre.

I kroner og øre betyder det, at PSO-regningen fra 2011 til 2014 er vokset fra 478 kr. til 1.350 kr. for en husstand med et typisk elforbrug.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også