25 tons gulerødder røg i skraldespanden - hvad gør vi?

Flere hundredtusind tons grøntsager bliver årligt smidt ud, fordi de ikke er pæne nok.

Tusindvis af tons gulerødder ryger årligt i skraldespanden, fordi de ikke er flotte nok. Foto: AgroTech

25 tons gulerødder bliver dagligt kasseret. Fra ét enkelt gartneri.

Fakta

Så meget grønt ryger årligt ud:

  • Det samlede spild af frugt, grønt og kartofler er i Danmark ca. 368.000 tons om året.
  • Alene primær produktionen, altså hos eksempelvis gartnerier, frugtplantager osv. bliver 193.000 tons kasseret eller ca. 52 pct. af det samlede spild.
  • Ud af det samlede totale madspil udgør frugt, grønt og kartofler ca. en tredjedel.

Kilde: AgroTech

Danmark og mange andre lande oplever et enormt madspild, fordi frugt og grøntsager skal leve op til en række kvalitetskrav, som detailbranchen og grossisterne stiller til varene.

Det gør de, fordi forbrugerne ikke vil købe grimt grønt. Derfor ryger flere hundredtusind tons årligt i skraldespanden.

”Det er skræmmende. Det er et kæmpestort samfundsproblem, at vi ikke udnytter de ressourcer, som vi har. Noget spild vil der altid være, men rigtig meget af det kunne have været anvendt eksempelvis hos kantiner eller til færdigretter,” siger Anne Hørby Bendtsen, innovationskonsulent ved institut for jordbrugs- og fødevareinnovation, AgroTech.

Studerende giver nye ideer

For at komme problemet til livs skal en gruppe studerende nu komme med nye ideer til, hvordan de grimme grøntsager kan bruges, som en del af en konkurrence afholdt af AgroTech. 

Og det er ikke så let, som det lyder, fortæller Anne Hørby Bendtsen, for det kan være problematisk at få en produktion til at køre glat, når gulerødderne er skæve.

”Detailbutikkerne har prøvet i flere omgang at få forbrugerne til at købe de 'grimme' grøntsager, men det er ikke altid lige let. I en færdiglavet tærte derimod ser man ikke, at grøntsagerne er 'grimme'. Det er sådan nogle ideer, vi vil arbejde videre med for at komme madspildet til livs,” siger hun.

Ikke kun det grimme ryger ud

Spildet i frugt- og grøntbranchen udgør i alt ca. en tredjedel af det samlede madspild herhjemme.

I alt smides ca. 368.000 tons frugt, grønt og kartofler ud om året. Over halvdelen kasseres i primærproduktionen, hos blandt andet gartnerier og frugtplantager.

Det er ikke kun æstetik, der indgår i branchens krav til frugten og grøntsagerne. Der er også krav om smag og sprødhed, og så skal posen se lækker ud, hvilket betyder, at indholdet skal have ca. samme størrelse. Det hele handler om at gøre tingene så ensartet som muligt, for vi må ikke se alt det grimme, uddyber Anne Hørby Bendtsen.

Læs også
Top job