0

Lange køer til brugte iPhones

Kunder står på venteliste for at købe brugte reparerede iPhones. Nye virksomheder omsætter for millioner.

Har du ødelagt din telefon, er den stadig penge værd.  Foto: Finn Frandsen

En smadret iPhone er for de fleste lig med skraldespanden. De senere år er flere virksomheder begyndt at købe defekte og brugte iPhones, som omsætter millioner af kroner på at reparere og sælge videre.

Ifølge en opgørelse, som Spar Nord og Den Blå Avis lavede i oktober 2013, blev der i de første 10 måneder af 2013 sat iPhones til salg for næsten 200 mio. kr. alene på Den Blå Avis.

Phonetrade er en af de virksomheder, som får dollartegn i øjnene, når de får en defekt iPhone ind ad døren. Phonetrade solgte første gang et elektronisk apparat i slutningen af 2013. I juli rundede omsætningen 1 mio. kr., og det går kun én vej.

"Den første tid er gået over al forventning. Vi skal allerede nu finde nye lokaler. Vi fordobler vores lokaleplads, og vi ansætter flere medarbejdere. I juli rundede vi 1 mio. kr. i omsætning. Det går lige nu så stærkt, at vi alene i august kommer til at omsætte for over 1 mio. kr," siger Morten Zachariasen, som er salgsansvarlig hos Phonetrade.

Mangel på iPhones bremser salget

Virksomheden BrugteiPhones.dk køber også brugte og defekte iPhones, hvorefter de reparerer dem og sælger dem videre. BrugteiPhones.dk blev etableret i december i 2013. Siden januar 2014 er omsætningen steget med 891 pct.

Nino Friis, der er medstifter af BrugteiPhones.dk, fortæller, at de kunne sælge endnu flere iPhones, hvis flere solgte deres gamle Apple telefoner til dem.

"Vi har lige nu en venteliste på mellem 20 og 30 personer til hver af de populære iPhonemodeller. Hvis blot vi havde flere iPhones, så ville vores omsætning også være endnu større," siger Nino Friis.

Garanti er nøglen til succes

Nino Friis tror, at grunden til, at virksomheder som sin egen har fået stor succes med at reparere iPhones og sælge dem igen, er, at de giver køberne en sikkerhed, de ikke får, når de køber af en privatperson.

"Når vi reparerer en brugt eller defekt telefon, giver vi 24 måneders garanti. Det betyder, at køberne ikke skal være bange for, at deres nye brugte telefon går i stykker. Den sikkerhed får man ikke, når man køber en brugt telefon fra en privat sælger på f.eks. dba.dk," siger Nino Friis.

BrugteiPhones.dk har siden åbningen af sin første butik forrige december åbnet to nye butikker. Virksomheden sælger 30-40 telefoner hver dag via deres hjemmeside. Alene i juli omsatte den unge virksomhed for knap 900.000 kr.

BRANCHENYT
Læs også