0

Statens gæld runder skarpt hjørne

Den danske statsgæld vokser med stor hast. Den svarer nu til 90.000 kr. pr. dansker.

Finansminister Bjarne Corydon må se i øjnene, at den danske vækstmotor fortsat halter i et omfang, så Danmark ikke er i stand til at holde gælden under 500 mia. kr. Foto: Jens Dresling

For anden gang siden den økonomiske krises begyndelse skylder den danske stat nu mere end 500 mia. kr. væk.

En ny opgørelse fra Nationalbanken viser, at statsgælden i juli steg med 32 mia. kr. til 503,9 mia. kr.

Den nye udvikling er ifølge Nykredits chefanalytiker Tore Stramer et klart bevis på, at vækstmotoren i dansk økonom fortsat hoster.

"Det vidner desværre om, at dansk økonomi har været igennem en historisk hård krise, hvor de offentlige udgifter til arbejdsløsunderstøttelse med videre er steget støt, mens skatteindtægterne er faldet," skriver han i en kommentar.

Ikke alarmerende

Selvom statsgælden nu svarer til omtrent 90.000 kr. pr. dansker, så er der ingen grund til at lade alarmerne runge, mener man i Nykredit.

Her hæfter man dig ved, at den såkaldte ØMU-gæld ligger på ca. 45 pct., hvilket er væsentligt under EU-kravene i stabilitets- og vækstpagten, hvor man siger, at gælden ikke må krydse grænsen på 60 pct.

Sikker havn

Samtidig er det værd at bemærke, at Danmark aktuelt kan præstere et rekordoverskud på betalingsbalancen samt en valutareserve på ca. 460 mia. kr., ligesom man har et indestående i Nationalbanken på 200 mia. kr. De penge kan eksempelvis komme i spil, hvis finansmarkederne skulle fryse til is.

Den slags er med til at sikre Danmark økonomiske topkarakterer og status af "sikker havn".

"Dansk økonomi står dermed også godt rustet til at imødegå de finanspolitiske udfordringer, der venter over de kommende år. Det er naturligvis positivt og giver en stor stjerne på de globale finansmarkeder," skriver Tore Stramer.

Da den danske statsgæld var lavest i nyere tid, var i november 2008, da gælden "blot" lød på 186 mia. kr.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også