Næste finanskrise kan komme fra hackere

Banker og virksomheder skal have mere fokus på it-sikkerhed, mener bestyrelsesformand for Internationel Organisation of Securities Commisions (Iosco).

Foto: AP/Martin Zakora

Den næste store finansielle krise kan være forårsaget af hackere. Det mener Greg Medcraft, bestyrelsesformand for Iosco, skriver Financial Times.

Han opfordrer til, at den finansielle sektor og virksomheder skal sætte mere fokus på it-sikkerhed, hvor han ikke mener, at man gør nok i dag.

"Problemet med it-sikkerhed er, at folks tilgang til det er for passiv. Man er nødt til at være proaktiv omkring it-sikkerhed for at sikre, at risikostyringen er robust. It-kriminalitet kan potentielt have store konsekvenser på markederne.

Bjørn Borre, der er chefkonsulent hos IT-Branchen, mener også, at man skal være mere opmærksom på it-sikkerheden i erhvervslivet.

Han mener dog ikke, at den finansielle sektor i Danmark gør for lidt i forhold til it-sikkerhed. De små og mellemstore virksomheder kan derimod gøre meget mere for at beskytte sig mod hackere.

"Der er mange regler og meget kontrol af den finansielle sektors it-sikkerhed i Danmark. Så jeg ser ikke umiddelbart et problem der. Hos de mere almindelige internetbutikker kunne man dog sagtens gøre mere for it-sikkerheden," siger Bjørn Borre.

En undersøgelse fra februar lavet af IT-Branchen og Dansk Erhverv viser, at 12 pct. af de danske virksomheder har været udsat for it-kriminalitet inden for det seneste år. På trods af det har kun 38 pct. af firmaerne øget indsatsen for at styrke it-sikkerheden det seneste år.

Bjørn Borre mener, at firmaerne bør sætte sig ned og kigge på, hvor deres forretning er sårbar over for it-kriminalitet. Det gælder både økonomisk og ikke mindst, hvis man har med personfølsomme data at gøre.

"Man skal kigge på, hvad har det af konsekvenser for virksomheden, hvis man bliver ramt af it-kriminalitet på de sårbare områder. Der skal man gennemgå sin sikkerhed og få lavet de investeringer, som det kræver," siger Bjørn Borre.

Hvorvidt hackere kan forårsage en ny finanskrise, er Bjørn Borre i tvivl om. Han er dog ikke i tvivl om, at der findes hackere, som er meget professionelle og ved, hvad de laver. Derfor skal man tænke flere scenarier igennem.

"I et samfund, hvor alt er digitalt, kan det være meget alvorligt, hvis et angreb sætter bærende systemer ud af spillet. Det er vigtigt have en plan b for, hvad gør man, hvis nogle af de systemer, vi er vant til at bruge, er nede i kort eller lang tid," siger Bjørn Borre.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også