Investorerne i Asien har fundet ja-hatten frem

Efter fredagens store nedtur er de asiatiske aktiemarkeder anderledes positive mandag morgen. Investorerne har fundet ja-hatten frem, og så godt som samtlige markeder ligger i positivt terræn.

En styrket dollar og nye forhåbninger om yderligere lempelser til støtte for væksten i Kina efter et sæt skuffende PMI-data fra fremstillingsvirksomhederne trækker op.

Det toneangivende regionale benchmark-indeks - Morgan Stanley Asia-Pacific - ligger med et plus på 0,2 pct. først på eftermiddagen i den centralasiatiske tidszone.

- Markedet synes at behandle dårlige nyheder som en god nyhed. Kina vurderes at komme til at gennemføre flere stimuli, når nu den økonomiske vækst svækkes. Hvad situationen i Ukraine angår, er det uheldigt, men de skader som påføres den globale økonomi vil sandsynligvis være minimale, siger Nader Naeimi, der er chef for aktivallokering hos AMP Capital Investors til Bloomberg News.

I Tokyo er der som altid fokus på udviklingen i yenkursen over for dollar. Og med en styrket dollar står investorerne tilbage med et sæt fortsat optimistiske PMI-data fra virksomhederne, selv om optimismen ikke helt kunne leve op til de foreløbige data for august.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, stiger 0,2 pct., mens det bredere Topix-indeks øger 0,3 pct.

I Kina viste morgenens PMI-data fra fremstillingssektoren en opbremsning. Det officielle PMI-indeks viste et fald til 51,1 i august fra sidste måneds jubel-aflæsning på 51,7. Samtidig viste den endelige opgørelse fra HSBC og Markit Economics et fald til 50,2 fra den foreløbige opgørelses 51,7.

PMI-opgørelserne peger i retning af falden økonomiske vækst i tredje kvartal, og det kan føre til nye lempelser til støtte for væksten, som myndighederne har målsat til 7,5 pct.

Shanghai Composite stiger 0,6 pct., og CSI 300-indekset ligger med et plus på 0,4 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks handles med en stigning på 0,3 pct.

Blandt de øvrige børser er der fald Singapores Straits Times og Kospi-indekset i Sydkorea på henholdsvis 0,3 pct. og 0,1 pct., mens Taiex-indekset i Taipei stiger 0,7 pct., og Sydneys ASX 200-indeks øger med 0,1 pct.

De amerikanske aktiefutures ligger med små udsving om nul i Asien.

BRANCHENYT
Læs også