Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Sparerunde på vej i Grundfos

Bjerringbro-koncernen tjener for få penge. Spareprogram på vej.

Grundfos har offentliggjort  regnskabstal for første halvår. Foto: Ernst van Norde

Pumpevirksomheden Grundfos med hovedsæde i Bjerringbro satte indtjeningstempoet markant ned i første halvår 2014.

Det viser tal fra selskabets halvårsrapport.

Grundfos leverede efter årets første seks måneder et resultat før skat på 301 mio. kr. Det er en tilbagegang på 140 mio. kr. fra de 441 mio. kr., der var afkastet i samme periode i fjor, og mere end en halvering af resultatet efter første halvår 2012, da man tjente 779 mio. kr.

Jeg er overbevist om, at Grundfos har et stort potentiale, trods de udfordringer vi møder på markedet.

Mads Nipper, koncerndirektør, Grundfos

Nedgangen kommer på trods af, at det lykkedes at øge omsætningen med 2 pct. til 11,1 mia. kr.

Derfor bebuder den nytiltrådte koncerndirektør Mads Nipper, der er kommet til Grundfos efter 23 år hos Lego, nu en sparerunde, der skal øge indtjeningen i selskabet.

"Vi oplever et pres på vores indtjening. Det skyldes kombinationen af flere ting - bl.a. prispres, produktmiks og geografiske forskelle. Det er vi absolut ikke tilfredse med, så vi skal sikre en nedbringelse af omkostningerne samtidig med et øget kundefokus i hele organisationen," sagde Mads Nipper i forbindelse med et pressemøde mandag formiddag.

Grundfos har iværksat et større analysearbejde for at udarbejde en revideret udgave af koncernens strategi, og målet er ganske klart at skabe mere vækst og højere indtjening.

Arbejdet ventes færdiggjort ved årsskiftet, og derfor vil ledelsen ikke allerede i dag sætte ord på, hvordan koncernen skal tilrettes. Afskedigelser kan dog ikke på forhånd udelukkes.

"Jeg kan ikke afvise, at der kommer medarbejderreduktioner, uden at jeg kan konkretisere det nu. Men vi er nødt til at kigge på hele omkostningsstrukturen," sagde Mads Nipper.

Det hører med til historien, at udviklingen i en række centrale valutaer har skubbet Grundfos-indtjeningen i negativ retning sammenlignet med samme periode i 2013. Renser man salget for valutaudsving, så er der tale om en vækst 8 pct. og ikke kun 2 pct.

"Samlet set er vi ikke tilfredse med resultatet. Først og fremmest er vores indtjening ikke god nok," sagde Mads Nipper.

Udsigten til en sparerunde skal dog ikke forstås sådan, at selskabet er økonomisk trængt, lod han forstå.

"Der er ingen grund til panik, da Grundfos har en soliditet på 69 pct. og er en finansiel stærk virksomhed, men det er alligevel meget vigtigt, at vores indtjening bliver bedre."

Pumpevirksomhedens ledelse kan dog glæde sig over fremgang i både Kina (18 pct.) og Nordamerika (12 pct.), mens salget står stille visse steder i Europa, hvor især den politiske krise i Ukraine og Rusland påvirker resultatet.

Grundfos forventer resten af året en beskeden salgsvækst og et samlet resultat lige under 2013, da man tjente 1,5 mia. kr.

Nøgletal for Grundfos 1. halvår 2014-2012

(mio. kr.) 1. halvår 2014 1. halvår 2013 1. halvår 2012
Omsætning 11.137 10.950 10.639
Res. før skat 301 441 779
Res. før skat i pct. 2,7 4,02 7,3
BRANCHENYT
Læs også