Våbenhvile løfter internationale aktiebørser

De internationale aktiebørser stiger over en bred kam onsdag efter nyheden om, at Rusland og Ukraine har indgået våbenhvile

- En gensidig forståelse er nået om de skridt, som vil gøre det muligt at etablere fred, oplyser den ukrainske præsidents kontor ifølge nyhedsbureauet dpa.

På de europæiske aktiebørser er stigninger tiltaget i styrke, og de ledende indeks i London, Paris og Frankfurt ligger ved 10.40-tiden til stigninger på mellem 0,9 og 1,3 pct.

De amerikanske aktiefutures indikerer endvidere stigninger, når markedet åbner i eftermiddag. Det brede S&P 500-indeks indikeres åbne 0,5 pct. højere.

Den våbenhvile som Rusland og Ukraine har indgået, gælder Donbass-regionen i det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister fører krig mod den ukrainske hær.

Kurserne på de russiske aktier er også skudt i vejret, og rublen styrket, efter nyheden. Der går onsdag formiddag 48,50 rubler på en euro mod 49,00 rubler tidligere på dagen.

Det toneangivende russiske aktieindeks ligger til en stigning på 2,8 pct.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) håber, at våbenhvilen denne gang er alvor.

- Jeg har netop modtaget nyheden om en våbenhvile. Jeg håber selvfølgelig inderligt, at det denne gang er alvor. Men jeg vil nu studere nærmere, hvad der ligger i meldingerne, siger udenrigsministeren til Ritzau.

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

BRANCHENYT
Læs også