Våbenhvile-melding løfter humøret på børsen

Ukraines melding om våbenhvile med Rusland smitter af på især Carlsberg. Putin har efterfølgende dementeret meldingen.

Ukraines annoncering af en planlagt våbenhvile mellem Rusland og Ukraine har onsdag formiddag løftet humøret på de finansielle markeder i Europa markant, herunder det danske aktiemarked, der har taget yderligere et pænt spring opad.

- Efter en lidt stille start er der kommet mere fart over feltet efter annonceringen af en våbenhvile mellem Rusland og Ukraine, siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans.

Helt i front for jublen er Carlsberg, der er tungt eksponeret mod Østeuropa, hvor mere end 20 pct. af bryggeriets omsætning kommer fra. Generelt er de cykliske aktier dog i højt humør efter meldingen, mens de mere defensive papirer indtager bunden.

- Vi ser også nogle af de danske aktier trække op, herunder i særdeleshed Carlsberg. Det er især de aktier, som er eksponeret mod Rusland, men det smitter selvfølgelig af hele vejen rundt, tilføjer Ole Kjær Jensen.

Carlsberg-aktien stiger med 3,2 pct. til 534 kr., mens også de cykliske papirer hos Vestas og FLSmidth følger godt med. Samlet stiger C20 Cap-indekset med 0,7 pct. til 803,26.

BRANCHENYT
Læs også