Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kommer du att vara chef för Peak Performance bör du läsa detta

Et af de højeste ønsker til ny direktør for Peak Performance handlede ikke om kvalifikationer.

Det var vigtigt for IC Companys adm. direktør at tøjmærket Peak Performance fik ny direktør med svensk tilknytning.

Peak Performances nye direktør Nicolas Warchalowskis svenske nationalitet har spillet en væsentlig rolle, da IC Companys administrerende direktør, Mads Ryder, skulle vælge ny chef til tøjmærket, hvor den hidtidige direktør, Anders Cleemann, forlader sin stilling.

Tøjmærket har nemlig hovedsæde i Stockholm, og det har ifølge den administrerende direktør været et væsentligt hensyn.

- Jeg har arbejdet med Anders om at lave en ny strategi for Peak Perforamnce over de seneste tre måneder, og i den proces er det blevet klart for mig, at jeg skal have en, der enten bor i Sverige eller allerhelst er svensker, siger Mads Ryder til Ritzau Finans og fortsætter:

- Peak Performance er lige så svensk, som Royal Copenhagen og Lego er dansk. Jeg har haft en snak med Anders, og han er ikke villig til at flytte til Sverige permanent, men var mest interesseret i at rejse frem og tilbage. Det er vigtigt at være på stedet og kende kulturen.

Mads Ryder understreger dog over for Ritzau Finans, at det ikke er et ultimativt krav i Peak Performance, at man enten skal være svensk eller bo på den anden side af Øresund for at være direktør.

- Det er ikke et krav, men det er altid bedre, at man bor der, hvor ens primære arbejdsplads er. Det er vigtigt, at man er der om morgenen, om aftenen og hele dagen. Det er også vigtigt, at man læser den lokale avis, og at man følger med i den lokale nyhedsstrøm, samt at man bliver en del af det miljø som ens medarbejdere er i.

IC Companys regnskab for det forskudte regnskabsår 2013/2014, der blev udsendt i august, viste, at Peak Performance har en stagnerende omsætning i forhold til IC Companys andre divisioner. Det har dog ikke noget at gøre med direktørrokaden, siger Mads Ryder.

- Peak Performance fortsætter samme strategi som hidtil, men det er klart, at det er bedre at have en direktør, der er her mere. For jo mere tid direktøren bruger i flyet, desto sværere bliver det.

- I sådan nogle sammenhænge, hvor det ikke fungerer, sætter man sig ned. Jeg siger, at jeg gerne vil have, at han skal flytte til Sverige, mens han siger, at det kan og vil han ikke, og så er den sådan set ikke længere end det, siger Mads Ryder.

Mads Ryger understreger, at Anders Cleemann er meget professionel, og at de to har afsluttet samarbejdet på god fod.

Anders Cleemanns afløser, Nicolas Warchalowski, minder på mange måder om sin forgænger.

- Han er stille og rolig og er meget svensk på den måde, at han er god strategisk og går meget op i at få sit team med sig.

- Den største forskel på de to, er at Nicolas kan hoppe op på sin cykel og være på arbejde i løbet af 15 minutter, mens Anders Cleemann var afhængig af fly.

Nicolas Warchalowski kommer fra en stilling som administrerende direktør i det svenske outdoor-mærke Haglöfs, hvor han har været i fem år. Han har også arbejdet for Red Bull og Procter & Gamble.

Han tiltræder sin nye stilling som direktør for Peak Performance per dags dato.

BRANCHENYT
Læs også