Adam Price og Søren Gade går til kamp mod spaghetti med kødsovs
Danskernes madvaner skal have en rystetur, mener fødevareminister Dan Jørgensen.
Danskerne skal have ny inspiration i køkkenet, mener fødevareminister Dan Jørgensen (S).
Derfor har han nedsat en "måltids-tænketank" med en række prominente skikkelser inden for gastronomien herhjemme, heriblandt Adam Price og Christian Bitz, der skal få folk til at spise mere og bedre sammen.
Direktør for Landbrug og Fødevarer Søren Gade bliver formand for tænketanken, der skal ændre danskernes madvaner.
Resten af medlemmerne er:
Adam Price, manuskriptforfatter, dramatiker, madanmelder og restauratør
Anne-Birgitte Agger, direktør for Københavns Madhus
Arne Astrup, professor i ernæring, Københavns Universitet
Bjarne Hastrup, formand for Ældresagen
Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, forfatter og kommunikatør
Christian Bitz, foredragsholder, forskningschef og TV-vært
Claus Egeris Nielsen, sekretariatschef for Måltidspartnerskabet
Claus Meyer, kogebogsforfatter, iværksætter og foredragsholder
Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet
Helle Brønnum Carlsen, lektor Zahles Seminarium og madanmelder
Jacob Grønlykke, bestyrelsesformand for Løgismose A/S
Jesper Uggerhøj, administrerende direktør for Irma
Jørgen Dirksen, administrerende direktør for Rynkeby Foods A/S
Lotte Holm, professor i madsociologi, Københavns Universitet
Ole G. Mouritzen, professor i fysik, Syddansk Universitet – Leder af Smag for livet
Ole Wehlast, formand for fødevareforbundet - NNF
Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening
Søren Ejlersen, kok og medstifter af Aarstiderne og Haver til Maver
Torben Hansen, professor i forbrugeradfærd, Copenhagen Business School
Kilde: Fødevareministeriet
'”Vi har så rig en madkultur i Danmark, men samtidig er spaghetti med kødsovs den ret, der oftest står på de danske middagsborde, og for mange har et meget lille repertoire at spille på, når de går i køkkenet. Det kan godt blive bedre, og derfor har jeg nedsat den her tænketank, der skal komme med ny inspiration til de madglade danskere,” skriver fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.
Søren Gade i spidsen
Fødevareministeren har allieret sig med en kollega fra den anden ende af det politiske spektrum, da det er Søren Gade, der skal stå i spidsen for tænketanken.
Den tidligere Venstreminister og nuværende direktør for interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, Søren Gade, skal sammen med 19 andre medlemmer hjælpe fødevareministeren med at få opfyldt de følgende målsætninger:
o Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
o Vi er flere der kan lave mad.
o Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
o Vi laver oftere vores egen mad.
o ”Kvalitet” spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.
Langsomme forandringer
Og den nyslåede formand mener, at der er grund til at sætte fokus på de danske madvaner.
"Danmark er et land med ufatteligt mange gode råvarer og en god måltidskultur, men alligevel er der langsomt ved at ske forandringer i den måde, vi spiser på. Det er helt naturligt, når et samfund udvikler sig, men derfor er det ofte en god ide at gøre sig forandringerne bevidst," skriver Søren Gade i en pressemeddelelse og fortsætter:
"For hvordan vil vi gerne have, vores måltidskultur skal være? Hvad er vigtigt for at skabe den største madglade og folkesundhed hos danskerne? Det er det vi skal forsøge at sætte fokus på."
Det er planen, at tænketanken allerede til foråret 2015 skal komme med en række anbefalinger til fødevareministeren.