Økonomi
0

Hvem tjener på dollarens himmelflugt?

Dyrere at holde ferie i USA, men ellers er høj dollarkurs kun gode nyheder.

Det er blevet markant dyrere at være turist i New York og resten af USA. Forklaringen er dollarens himmelflugt. Foto: Kathy Willens/AP

Danske forbrugere og virksomheder kommer til at mærke dollarens himmelflugt. Siden maj er kursen på dollar steget 10 pct. i forhold til euroen og dermed også kronen. En dollar koster i dag næsten 5,90 kr.

Sandsynligheden for, at kursen stiger endnu mere er stor. Nordea vurderer således, at kursen vil ligge omkring 6 kr. ved slutningen af året. Det får store konsekvenser for danskerne på flere måder.

Hvorfor stiger dollaren?

Der er kommet gang i den økonomiske vækst i USA, ikke i Europa. Udsigten til, at den amerikanske centralbank, FED, begynder at hæve renterne i 2015, er blevet større på grund af væksten. Samtidig er FED begyndt at aftrappe opkøbet af statspapirer. I Europa er der lange udsigter til højere rente. Økonomien er mere eller mindre gået i stå. Det betyder, at investorer i stigende grad vil købe amerikanske obligationer, fordi de der kan få en højere rente. Og det presser dollaren yderligere opad.

Amerikanerne har meget sjældent forholdt sig til valutaspørgsmålet. Det skyldes, at den amerikanske økonomi er mere hjemmemarkeds- og mindre eksportorienteret, og derfor vil en styrkelse af dollaren ramme USA mindre end det vil gavne i Europa. Europæerne bekymrer sig simpelthen mere om og beskæftiger sig med valutaspørgsmålet.

Hvad er forskellen på amerikansk og europæisk økonomi?

Forskellen er enorm. Det er gået meget stærkt på alle parametre i USA. Der er økonomisk vækst, og der bliver skabt mange job. Den amerikanske forbruger har det også godt. Mange har fået høvlet gæld af i stor stil, og lysten til at bruge penge er stor. Mange har oplevet store kapitalgevinster ikke mindst på aktiemarkederne. Den amerikanske forbrugere er derudover begunstiget af lav oliepris og lav inflation. Dette kompenserer i høj grad for det eneste lille minus, nemlig at lønningerne ikke stiger så meget.

I Europa er situationen næsten omvendt. Ingen økonomisk vækst, og forbrugerne tør ikke bruge penge. Gældsbyrden er stadig høj. Den historisk lave rente har derfor ikke sat gang i forbruget, fordi folk ikke har lyst til at låne endnu flere penge.

Hvor meget kan dollaren stige?

Nordea regner med en dollarkurs omkring 6 kr. henimod slutningen af året. Det vil på ingen måde være usandsynligt, at dollaren kan stige endnu mere. Det kan ikke udelukkes, at den stiger til samme niveau som euroen - altså 7,45 kr. Da euroen blev født i 1999, skete det til en kurs på 1,17 i forhold til dollaren. Året efter var den faldet til en kurs omkring 0,82. I dansk regning svarer det til, at en dollar koster 9,05 kr. Dollaren nåede bunden i september 2008, da Lehman Brothers kollapsede. Dengang kostede en dollar blot 4,65 kr.

Hvem kommer den høje dollarkurs til gode?

Virksomheder, der eksporterer til USA, kommer til at tjene flere penge, fordi de får mere for deres varer. Men en høj dollarkurs gavner også på mange andre områder.

For aktieinvestorerne giver en stigende dollar medvind. En global og balanceret dansk eller europæisk investor vil naturligt have en meget stor del af sine aktiver anbragt enten i dollar-aktiver eller valutaer som følger dollaren. Derfor giver en stigende dollar i sig selv afkastmedvind til europæerne. Ud over de stigende aktiekurser, som i fire ud af de seneste fem år har belønnet risikovillige investorer, kan investorerne glæde sig over at de med en stigende dollar får en ekstra kursgevinst.

For obligationsmarkederne er den høje dollar også godt nyt. Kineserne har store beholdninger af amerikanske statsobligationer. En  styrkelse kommer belejligt for kineserne, fordi det giver dem en positiv lejlighed til at sprede deres risiko til investering i andre valutaer.

Hvem rammer det?

En dyr dollar rammer de virksomheder, der importerer fra USA. De skal betale mere for de varer, de køber. Det kan man som virksomhed dog gardere sig delvist imod ved at afdække sine valutarisici. Men turisterne får en ekstraregning. Hvis man i 2008 nød en middag for to til 100 dollars, ville den kun koste 465. kr. Bestiller man den samme middag i dag, og koster den det samme, er udgiften steget til 586 kr. Det er en stigning på 26 pct.

Hvad kan stoppe himmelflugten?

Alt tyder på, at dollaren fortsætter opad. ECB har flere formål med at sænke renten. Dels sætter det gang i væksten, dels vil en svækket euro forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Men meget er indregnet ind i den høje dollarkurs i øjeblikket. Euroen er svækket, fordi der er økonomisk nedtur i Europa, men også på grund af den geopolitiske uro, blandt andet krisen i Ukraine. Hvis nu den krise bliver løst på fredelig vis hurtigere end ventet, kan det give et comeback til euroen. For det vil forbedre erhvervstilliden i Europa markant.

Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen og valutastrateg i Nordea, Niels Christensen har bidraget til denne artikel.

BRANCHENYT
Læs også