FinansWatch
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

»Ingen tør manipulere med renten«

Det er ingen overraskelse, at CIBOR-undersøgelsen ikke tildeler nogen skyld, lyder det fra seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet.

Foto: Thomas Priskorn

Finanstilsynet har i dag offentliggjort den længe ventede CIBOR-undersøgelse, og tilsynet har ikke kunnet finde grundlag for overtrædelser af konkurrence- eller straffeloven i forbindelse med fastsættelsen af den omstridte rente.

Der er altså ifølge Finanstilsynet ikke bevidst blevet manipuleret med CIBOR-renten, der har været bestemmende for lån for tusindvis af milliarder kroner.

Finanstilsynet: Intet ulovligt i CIBOR-fastsættelse 

Og undersøgelsens konklusioner overrasker ikke banksekspert Lars Krull fra Aalborg Universitet.

"Jeg har altid været sikker på, at der ikke var samordnet praksis med at manipulere med renten – for det tør man simpelthen ikke. Selvfølgelig manipulerer man ikke med renten, for det er potentielt et enormt erstatningsansvar, man udsætter sig for," siger Lars Krull til FinansWatch.

Du siger, at man ikke ville have turdet at manipulere med renten, men det gjorde de nu alligevel i  Storbritannien med LIBOR-renten?

"Jamen, det forstår jeg heller ikke, at de turde. Man skal passe på med at tro, man kan gå på vandet, for ham der rent faktisk kunne, blev vist nok klynget op," siger Lars Krull.

Tidslinje: Se bankernes Cibor-fejde med Nationalbanken 

Misforstået opfattelse

Selvom der altså ikke er blevet manipuleret bevidst med CIBOR-renten, er Lars Krull sikker på, at der har været en udbredt misforståelse blandt parterne, der har fastsat CIBOR-renten, om hvordan man har skullet gå til opgaven.

"Undersøgelsen bekræfter i virkeligheden Finansrådets redegørelse og afslører alene en usikkerhed og en uenighed om, hvordan man vurderer renteniveauet. Men det er ikke godtgjort, at man har gjort noget for sin egen vindings skyld," siger han og fortsætter:

"Jeg synes faktisk, det er en rigtig god rapport, for den er meget tydelig. Det fremgår klart, at CIBOR-fastsættelsen ikke har været hensigtsmæssig, men det er jo ikke det samme som, at det har været ulovligt."

Udmeldelse burde have skabt debat

Hvis der er en ting, Lars Krull skal sætte fingeren på, i hele forløbet om CIBOR-renten, er det Nationalbankens relativt stilfærdige udmeldelse af CIBOR-samarbejdet i 2011.

"Man kan undre sig over, at det ikke rigtig bliver taget ad notam, at Nationalbanken melder sig ud i 2011. Det burde nok have skabt væsentligt mere debat om, hvorvidt man havde at gøre med et hensigtsmæssigt system," siger han.

Var det overhovet realistisk at forestille sig, at der ville blive tildelt skyld i forbindelse med undersøgelsen?

"Det er meget svært at efterforske historien, men det er til gengæld noget nemmere at lave nogle regler, der fremadrettet løser opgaven bedre, og det mener jeg, at der er gjort" siger Lars Krull.

Omstridt rentes afløser flopper 

Denne artikel er leveret af
Læs også
Top job