Lorry henter ny direktør fra TV 2

Marketingchef på TV 2 bliver ny direktør for TV 2 Lorry.

Opdateret kl. 09.50 med kommentar fra bestyrelsesformand Frede Jørgensen og kl. 10.05 med kommentar fra Morten Kjær Petersen.

Det bliver marketingchef for TV 2, Morten Kjær Petersen, der skal afløse Dan Tschernia i direktør-stolen på TV 2 Lorry, erfarer MediaWatch.

Morten Kjær Petersen har været på TV 2 i godt halvandet år, hvor han kom til fra en stilling som kommunikations- og fundraisingchef i Red Barnet.

Han har derudover en længere karriere bag sig i DR – blandt andet som eventchef og redaktionschef på P3, chefredaktør på P3, P4, der rummer DR's regionale redaktioner, samt Radioavisen og kommer altså med erfaring fra både den redaktionelle og kommercielle del af et mediehus.

Brænder for regionaljournalistik

"Morten har i ansættelsesprocessen præsenteret os for store visioner omkring de mange muligheder, han ser i TV2/Lorry. Morten insisterer på, at god regional journalistik er vigtigere end nogensinde, nu hvor globalisering og polaritet er stigende. Vi får en direktør, hvis hjerte banker for den regionale journalistik, og som vil kæmpe for at TV2/Lorry forbliver vigtig for borgerne i hovedstadsregionen, og så får vi en direktør, der udover store ambitioner for produktet, også står for nogle gode ledelsesprincipper", udtaler bestyrelsesformand, Frede Jørgensen, i en pressemeddelelse.

Morten Kjær Petersen havde selv søgt stillingen hos Lorry, og han peger også selv tilbage på sin fortid som chefredaktør for DR's regioner.

”Nu har jeg haft en afstikker nogle år med marketing, men derudover har jeg blandt andet også en fortid med DR’s regioner, så regionaljournalistikken og dens muligheder har altid ligget meget på sinde,” siger Morten Kjær Petersen til MediaWatch.

Sparerunde venter

Morten Kjær Petersen tager på TV 2 over fra direktør Dan Tschernia, efter TV 2 Lorry i slutningen af august meldte ud, at Dan Tschernia stopper efter 25 år på Lorry. Omkring 50 søgte stillingen.

Den nye direktør skal bl.a eksekvere de besparelser på Lorry, der skal skære 3,6 mio. kr. af budgettet fra næste år. Pengene skal bl.a. findes ved at lukke to programmer og at omlægge arbejdsfordelingen på redaktionen.

Sparerunden er en konsekvens af medieaftalen for de kommende fire år, der blev indgået på Christiansborg før sommerferien af samtlige partier.

Den indeholder et krav om 2 pct. besparelser for de statsejede og finansierede mediehuse, DR og TV 2 regionalerne, mens bevillingen til Radio24syv fastholdes.

Direktørskiftet sker efter et år, hvor TV 2 Lorry har været i modvind, efter det kom frem i fagbladet Journalisten, at regionalstationen har trukket på licensmidlerne, 177.000 kr., for at dække et underskud i medlemsklubben Club Lorry.

Et notat fra kulturministeriet fastslog senere, at medlemklubben var ulovlig og Club Lorry blev nedlagt 1. september.

Læs også
Top job