Bladt Industries i britisk joint venture: Bygger ny fabrik

Tyske EEW og danske Bladt Industries har indgået et nyt joint venture og vil sammen bygge en stor fundamentfabrik i Storbritannien.

Blandt Industries sagde tidligere i dag farvel til 160 medarbejdere på Lindø Industripark, fordi man mangler noget at rive i, men helt stille står det ikke, for selskabet har netop annonceret, at man bygger en ny fabrik i Storbritannien.

Fabrikken bliver et joint venture imellem Bladt Industries og selskabets tyske konkurrent, EEW Special Pipe Constructions, og dermed har industrien lyttet til de britiske politikere.

Premierminister David Cameron, hvis vælgere betaler for landets dyre havmølleplaner, annoncerede selskabernes planer tidligere på dagen, som Bladt Industries nu bekræfter i en meddelelse. Cameron kan glæde sig over 100 nye jobs, som kan vokse helt op til 350, hvis der for alvor kommer fut i markedet.

Det dansk-tyske joint venture i Storbritannien får navnet Offshore Structures (Britain) Limited.

Parterne anlægger fabrikken på et site i det nordøstlige England ved floden Tees, som selskabet TAG Energy Solutions tidligere har ejet.

Det nye anlæg bliver på 17 hektar, hvoraf 13.000 kvadratmeter bliver udpeget til produktion af monopæle, topstykker etc., som både Bladt og EEW har specialiseret sig i. Herudover bliver der 2.000 kvadratmeter overdækket arbejdsplads indendørs til malearbejde.

Behov for industrialisering

Siemens' tidligere vindchef, Jan Kjærsgaard, overtog rorpinden hos Bladt Industries for få måneder siden, og han vil have selskabets erfaring i spil i Storbritannien.

"Bladt Industries vil give et væsentligt bidrag på baggrund af den omfattende erfaring, vi har med offshore vind gennem mere end 10 år i industrien og gennem vores track record på mere end 1.300 offshorefundamenter og 14 offshore substations. Ved at tage det her skridt, bringer vi vores unikke erfaring til Storbritannien, og vi skaber en stærk platform for vores fortsatte vækst på det britiske marked," siger Kjærsgaard.

Jan Kjærsgaards tidligere arbejdsgiver, Siemens Wind Power, har nærmest skreget på, at produktionen af fundamenter skal industrialiseres, fordi prisen på fundamenter er gået op i stedet for ned.

"Henrik er ekspert i at slå hvide elefanter ihjel"

EEW har leveret monopæle og topstykker til mere end 25 offshoreprojekter i Europa og USA, og ifølge selskabet selv kan man netop bidrage med et industrielt mindset til det nye joint venture.

"Vi vil bidrage med vores enestående erfaring med serieproduktion," siger Karl Kloes-Hein, adm. direktør for EEW SPC.

Prisen for anlægget ventes at lande på 25-30 mio. pund, men størrelsen og timingen af investeringen afhænger af "væksten på det britiske offshoremarked," skriver selskaberne, der følger i fodsporene af Siemens Wind Power og MHI Vestas Offshore Wind. De to mølleproducenter har også annonceret britiske fabriksplaner.

Dong Energy, den største kunde offshore, har da også gjort det klart, at der skal skabes britiske arbejdspladser, hvis man vil i betragtning til Dongs projekter i kongeriet.

EnergiWatch arbejder på at få et interview med Jan Kjærsgaard.

Bladt sender 160 ansatte hjem

MHI Vestas: Omkostningerne skal ned i alle led

Bladt nævnt blandt næste danske milliardsalg

Bladt-ejer: Rindebæk pegede selv på afløser fra Siemens

Læs også
Top job