Nu kommer skovgrisen med posten

Bornholmsk kødfirma, der bl.a. lever skovsvin til hippe restaruranter,  indgår aftale med Post Danmark om leverancer til forbrugerne landet over.

Satsningen på special- og såkaldte eventgris, der er en god forbrugerhistorie, tager mere og mere fart herhjemme.

Irma lancerede for nylig en juleskovgris, hvor kunden kan akkompagnere slagteren under udskæringen, og nu lancerer bornholmske Vasagaard en bryggergris - og fremover kan alle danskere få en bornholmsk skovgris sendt med posten.

”Jeg har netop skrevet en forretningsaftale under med Post Danmark,” siger landmand og medejer af Vasagaard, Thomas Pedersen, til FødevareWatch:

”Jeg regner stadig med, at vi selv kører ud på Bornholm Det er en aftal om, at de distribuerer alt vores kød til resten af Danmark,” tilføjer han.

Hippe restauranter

Netop skovgrisen, der boltrer sig i skoven ved siden af gården, er den mærkevare, der har sikret ham ad hoc leverancer til bl.a. fornemme københavnske insteder som Restaurationen, Søren K, Formel B eller Uformel. Vasagaard producerer dog også økologiske grise, og derudover vil Thomas Pedersens samarbejdspartner og medejer af Vasagaard, svineproducent Karsten Westh, lancere en bryggergris.

Bryggergrisen

Den er fodret med bl.a. mask fra Svaneke Bryghus og ostevalle fra det lokale mejeri og skulle efter sigende have en snert af øl i smagen.

”Bryggergrisen er en traditionel gris, men det foder den får, er historien, og vi kan sætte hoved på ham, der producerer den,” pointerer Thomas Pedersen.

Karsten Westh opkøbte for nylig det gamle kyllingeslagteri i Hasle, Bornpoultry, der nu skal forarbejde og pakke de tre typer griser, når de er slagtet hos Danish Crown.

Flest øko-grise

Partnerskabet kommer til at producere 1100 øko-grise, 400 skovgrise og i forhold til bryggergrisen har man en kapacitet til at slagte 5.000 grise.

”Vi pakker kødet i flamingokasser, så det kan holde sig i 24 timer, og så lover Postdanmark at have leveret det på adresserne. Planen er, at det skal sendes fersk ud – vakuumpakkede kødpakker med is ned over. Men hvis nogle, lige nu, vil have pølser og leverpostej og andet med fra min gårdbutik, bliver det på frost,” siger han.

Postdanmark kan i princippet sende kødpakker ud nu, men det store salg forventes først, når parterne kommer rigtig i gang med et tilkøbt slagteri i december. Samtidig har firmaet også fået en ny web-butik, hvor man kan købe grisekød, Og web-butikken prøvekøres nu.

Med den nye aftale kan Vasagaard også være mere leveringssikker, når det gælder leverancer til de københavnske restauranter. Og håbet er, at nogle af dem måske også vil en traditionel produceret gris med en historie, bryggergrisen, på menukortene.

”Jeg leverer til en håndfuld restauranter i København, og jeg vil nu kunne være mere leveringssikker og kunne levere hver uge. Det er primært de private kunder, vi sigter efter. Men restauranterne er jo god reklame for os,” siger Thomas Pedersen.

Klar trend

Afdelingschef Maria Bast fra Danish Crowns datterselskab Friland, der leverer ”velfærdsgrisen” og juleskovgrisen til Irma kunne for nylig over for FødevareWatch berette om øget interesse både hos forbrugere og detailleddet for det, de kalder specialgrise eller eventgrise.

"Det er en sæsongrise, som vi laver tre-fire gange om året. Vi har jo ”frilandsgrisen” til hverdag, og de her grise er født som frilandsgrise. Og skovgrisen er for os også markedsføring, branding, af den almindelige "frilandsgris", siger hun.

Generelt set kan Friland ifølge afdelingschefen mærke en stigende efterspørgsel efter frilandskød. Der er i dag tre faste detailkæder, der har "frilandsgrisen" fra Friland: Superbest, Irma og Kvickly.

Posten sætter sig på handlen

Aftalen med Post Danmark understreger det faktum, at posten er i færd med at sætte sig solidt på markedet for online-handel.

Post Danmark står for godt en tredjedel af leveringen af de danske netbutikkers salg af dagligvarer. Dermed er postvæsenet kun overgået af nemlig.com, der sidder på cirka halvdelen af det hastigt voksende marked.

Det danske postvæsen leverer varer for Irma.dk og SuperBest Online, som er de største konkurrenter til nemlig.com. Derudover har man aftaler med en række mindre aktører.

Svineproducent køber kyllingeslagteri 

Nyt partnerskab vil have flere "drømmegrise" på menukortet

Kjøvenhavnerne vil have skovgrise

Post Danmark sidder tungt på onlinehandel 

Læs også
Top job