Artikler til Escenic (fra NG)
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Færre kontorarealer er "arbejdsløse"

En ny markedsstatistik viser, at der var fald i både økonomisk og arealmæssig tomgang i det seneste kvartal.

Der vil altid være en naturlig tomgang i forbindelse med ind- og udflytninger, men på det seneste er der blevet færre ledige lokaler.

Det begynder så småt at gå i den rigtige retning for investeringsejendomsmarkedet i Danmark.

Ejendomsforeningen Danmarks markedsstatistik fra april 2016 viser et fald i både økonomisk og arealmæssig tomgang i det seneste kvartal med data trukket den 31. marts. Den økonomiske tomgang faldt således med 0,1 procentpoint i forhold til forrige kvartal (data trukket 31/12) og lander på 9,7 procent, mens den arealmæssige tomgang falder med 0,3 procentpoint og lander på 10,8 procent.

Selv om fremgangen ikke er prangende, er der dog stadig grobund for optimisme, mener Morten Marott Larsen, cheføkonom i Ejendomsforeningen Danmark.

»Vi kan helt overordnet sige, at knap 10 pct. af ejendommene stadig mangler aktivitet, men at der heldigvis er et lille fald på 0,1 procentpoint i den økonomiske tomgang. Så det går i den rigtige retning,« siger han og peger på, at tomgangen skal længere ned i de kommende kvartaler.

Den arealmæssige tomgang er på sit laveste siden april 2014, og i forhold til sidste kvartal er der fald inden for de fire sektorer, som er kontor, butik, industri og bolig. Hverken økonomisk eller arealmæssig tomgang kan dog undgås helt, påpeger Morten Marott Larsen.

»Der vil altid være en naturlig tomgang i forbindelse med ind- og udflytninger og mindre investeringer,« forklarer han.

Arbejdsløse kvadratmeter

Ifølge Morten Marott Larsen hænger tomgangen sammen med væksten i resten af samfundet.

Markedsstatistikken fungerer derfor også som en temperaturmåling på, hvordan det går overordnet set.

»Hver tom kvadratmeter er ikke kun ærgerlig for ejeren af ejendommen, men også for samfundet. Det svarer til en slags ledighed for ejendomme – en slags arbejdsløse kvadratmeter,« siger Morten Marott Larsen og understreger, at den bedste måde at få tomgangen ned på er at få mere aktivitet i samfundet med mere produktion og beskæftigelse.

Stig P. Kjeldsen, analysechef i Nybolig, beskriver tomgangsstatistikken som en vigtig indikation for den økonomiske udvikling i samfund.

»Kontormarkedet er direkte afhængigt af den økonomiske udvikling. Det er antallet af arbejdspladser, der driver tomgangsudviklingen, hvorimod det er demografien, der styrer boligudviklingen,« forklarer han.

Ifølge Morten Marott Larsen er forhåbningen i branchen, at det vil skride endnu mere fremad det næste stykke tid.

»Lige nu står det godt til, hvis man ser på beskæftigelsestallene, men det går knap så godt med den økonomiske vækst. Vi forventer dog, at tomgangstallene vil falde i de kommende kvartaler – især i forhold til kontor, industri og butik, da boligtallene i forvejen er lave,« siger han og hentyder til boligområdets tomgang, som lå på kun 3 pct. i dette kvartal.

På vej til en ny balance

Stig P. Kjeldsen udtrykker på samme måde en forventning om voksende vækst og faldende tomgang, og han håber, at markedet vil blive mere balanceret.

»Det er glædeligt for ejendomsbranchen, at den løbende drift for kontorsegmentet er i bedring. Det har man ventet på i branchen siden finanskrisen. De senere år har kontormarkedet været i lejernes favør, men det er ved at tippe imod et mere balanceret udgangspunkt,« siger han.

Konkurrencen på udlejerens side har været stor, så lejere har i mange tilfælde kunnet komme igennem med at få nogle attraktive lejekontrakter, uddyber han.

»Inden for 12-18 måneder forventer vi, at vi får en mere ligelig fordeling og et mere balanceret styrkeforhold mellem lejer og udlejer, og det vil komme til udtryk i de kontrakter, der indgås,« siger Stig P. Kjeldsen.

En forklaring på tomgangsfaldet er ifølge Henrik Lyngskjold, adm. direktør og seniorpartner i ejendomsrådgiverfirmaet Newsec Egeskov & Lindquist, at der har været større efterspørgsel på bl.a. at flytte til lokaler i Københavns centrum.

»I 1. kvartal 2016 var virksomhederne mere tilbageholdende med deres investeringer i bl.a. flytning af lokaler. Det var som følge af den internationale usikkerhed og uro på aktiemarkederne. Så sammenlignet med begyndelsen af året har vi mærket i de seneste uger, at efterspørgslen igen er steget efter kontorlokaler,« siger han.

Bordene bliver mindre

Set i et fremtidsperspektiv tror Henrik Lyngskjold dog ikke nødvendigvis på, at tomgangen overordnet i Danmark vil falde, da han ikke forventer et øget behov for arealmæssigt flere kontorlokaler.

»Vi tror ikke, at der bliver større kontorefterspørgsel, da vi ser et stort skifte i, hvordan virksomhederne arbejder. Skrivebordene bliver mindre, og hvor der tidligere stod to skriveborde, står der nu tre,« fortæller han og understreger, at behovet for kvadratmeter bliver mindre, da kontorpladsen i stigende grad bliver mere effektivt udnyttet.

»Samtidig bliver flere og flere arbejdspladser omdannet til fleksible arbejdspladser, hvor flere deler den samme kontorplads,« siger Henrik Lyngskjold.

BRANCHENYT
Læs også