Frygt for ny boble på kontormarkedet
Risiko for milliardtab på kontorejendomme. Ejendomsdirektør advarer om, at der bygges med hovedet under armen.
Direktøren for Danmarks største børsnoterede ejendomskoncern, Per Hallgren, frygter, at vi står over for uddelingen af solide økonomiske lussinger til ejerne af en lang række hel- og halvtomme kontorejendomme.
For siden starten af kriseåret 2008 er antallet af ledige kontorkvadratmeter i hovedstadsområdet tredoblet. Alligevel fortsætter byggekranerne med at levere nye kontorbygninger. Dermed vil den samlede størrelse af de ledige kontorer såvel som den totale mængde af kontorer sætte nye historiske rekorder i de kommende år.
Alene ATP Ejendomme, NCC, Nordea Ejendomme, PFA Ejendomme, Skanska og MT Højgaard har tilsammen planer for opførelse og investering i mere end 500.000 kvadratmeter nye kontorbyggerier, der forventes at blive til virkelighed i hovedstadsområdet i løbet af de kommende år.
Uforståeligt byggeri
»Med udgangspunkt i den nuværende situation har vi 1,3 mio. kontorkvadratmeter stående tomme i hovedstadsområdet. Hvis vi anslår værdien som et gennemsnit på 15.000 kr. per kvadratmeter er det altså en formue på 19,5 mia. kr.,« siger adm. dir. Per Hallgren fra Jeudan.
Regnestykket er enkelt. Bygningerne skal vedligeholdes, og ejendomsskatterne betales. Og på toppen af det hele kommer renteudgifterne, der sender den samlede årlige regning op i flere milliarder kroner.
»Det er ret uforståeligt, at nogen i den situation er interesseret i at smide milliarder i at bygge endnu flere kontorkvadratmeter.«
For Jeudan-direktøren er der tale om en sørgelig gentagelse af situationen fra firserne, hvor der blev bygget trods overskud af tomme lokaler. Forskellen fra dengang er ifølge Hallgren, at der i dag ikke er udsigt til nogen stor stigning i efterspørgslen.
Gamle ejere taber
Hos selskaberne bag de mange nye kontorbyggerier er der en erkendelse af, at behovet for kontorer ikke nødvendigvis står foran nogen vækst. Men ifølge folkene bag projekterne skal de stadig større tab placeres hos ejerne af den gamle kontormasse.
»Lejerene kigger på, at de i vores nybyggeri får meget mere effektivitet og fleksibilitet per kvadratmeter. Samtidig er indeklimaet og energieffektiviteten langt bedre i det end i en stor del af det ældre kontorbyggeri. I den sammenhæng vil der være områder med ikke-tidssvarende byggeri, der forventelig kommer til at tabe,« siger adm. direktør Marius Møller fra NCC Property Dev.
Ifølge ejendomsadvokaten Christian Gangsted-Rasmussen er vi på vej ind i en situation, hvor en række udlejere uden det store kapitalberedskab risikerer økonomisk at knække nakken.