Bryggerier fjerner farvestoffer efter kritik
Danske sodavandsdrikkere vil om kort tid slippe for de seks udskældte farvestoffer, som britiske forskere fastslår kan ændre børns adfærd og gøre dem hyperaktive og urolige.
Bryggeriforeningens medlemmer har efter kritik fra bl.a. Forbrugerrådet netop besluttet hurtigt at udfase brugen af de fem azofarvestoffer E102, E110, E122, E124 og E129 samt farvestoffet E104 i sodavand.
Det betyder ifølge Bryggeriforeningens direktør Niels Hald, at forbrugerne allerede her fra efteråret kan glæde sig over, at de udskældte farvestoffer forsvinder fra nogle typer sodavand, og at foreningen regner med, at de sidste farvestoffer forsvinder fra produktionen i første halvdel af næste år.
Udskældt farvestof i sportssodavand
Bryggerierne har de seneste ti år været i færd med at fjerne de fem azofarvestoffer fra sodavand, således at kun to procent af de danske sodavand indeholder farvestofferne. Men som fpn.dk i dag kunne afsløre, anvendes det sjette farvestof E104 flittigt i en række sportssodavand, som henvender sig til børn og unge, blandt andet Faxe Kondi, Coca Colas Onside Sport og Harboes Super Topform.
Også dette farvestof har Bryggeriforeningens medlemmer efter kritikken i dag besluttet helt at fjerne fra sodavandsproduktionen.
Forbrugere skal føle sig sikre
" Vi har igennem flere år arbejdet for at erstatte azofarvestoffer fra læskedrikke. Vi er næsten helt i mål. Nu vi har givet hinanden håndslag på, at fjerne azofarvestofferne fra de sidste røde, gule og grønne sodavand. Samtidig fjerner vi farvestoffet E104. Myndighederne tillader stadig brugen af azofarvestoffer. Som producenter ønsker vi at producere de varer, som forbrugerne efterspørger og føler sig sikre ved. Derfor imødekommer vi nu et voksende forbrugerønske,” forklarer Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen.
Aktion mod farvestoffer
Hos Forbrugerrådet er fødevarepolitisk medarbejder Sofie Krogh Holm meget glad for beslutningen.
"Det er rigtig positivt, at Bryggeriforeningen vælger at fjerne azofarvestofferne ogE104. Det er godt, at de går ud som frontløbere, og vi håber på, at detailhandlen og slikproducenterne følger efter. Det er allerede sket i en række detailkæder i England. Derfor er det på tide, at de danske slikproducenter og detailhandlen også kommer på banen," Sofie Krogh Holm.
Forbrugerrådet opfordrer forbrugerne til en forbrugeraktion mod farvestofferne.
Også Aktive Forbrugere er tilfredse med læskedrikproducenternes initiativ.
”Læskedrikproducenterne har tidligere fjernet en del azofarvestoffer fra produkterne. Vi er meget glade for, at de nu går hele vejen og samtidig fjerner E104,” siger Klaus Melvin Jensen, kampagneleder i Aktive Forbrugere.
Læs mere om farvestofferne hos Forbrugerrådet - www.fbr.dk - Aktive Forbrugere - http://ecoprice.dk - og Bryggeriforeningen - www.bryggeriforeningen.dk