Briefing
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er de ni vigtigste nyheder fra Finans fredag morgen

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
 

Op til 10 pct. af hele Danske Banks overskud kom fra Estland. I flere år stod Danske Banks skandaliserede estiske filial for en stor del af koncernens overskud - således toppede det i 2011 med at være 10,7 pct. af det samlede overskud i banken, der kom fra Estland. Det skriger til himlen, at banken ikke havde fokus på det markante estiske overskud, mener hvidvask-ekspert.

Og at der var advarselslamper, som blinkede - også fra ekstern side - bliver overodentlig tydeligt, når man nærlæser bankens egen interne undersøgelse. Således advarede bl.a. den russiske centralbank og en whistleblower om mulige problemer. Læs vores store gennemgang her. 

Danske Advokater erklærer krig mod Karnov. Prisstigninger på flere hundrede procent og en tæt binding til en bestemt leverandør har skabt krig mellem landets advokater og jurister på den ene side og det privatejede Karnov på den anden.

Særligt to store kontrakter udgør kernen i bagmandspolitiets anklager om, at Hesalight-stifteren Lars Nørholt skulle have vildledt professionelle investorer til at skyde 562 mio. kr. i den konkursramte lampevirksomhed. Det står klart efter tredje retsdag i sagen.  

De amerikanske aktier steg igen torsdag, og for både S&P 500-indekset og Dow Jones blev det til rekordlukninger. Den gode stemning var udløst af fokus på den stærke amerikanske økonomi.

Retorikken var benhård efter EU-topmøde, hvor eventuelle skår ellers skulle klinkes mellem Storbritannien og resten af EU forud for Brexit. Men sådan gik det slet ikke. Formanden for det Europæiske Råd, Donald Tusk, sagde, at Storbritanniens Brexit-forslag ikke fungerer i sin nuværende form, og Frankrigs præsident Maron mente, Brexit-projektet var blevet solgt af løgnere. (CNN)

Danmarks mest vindende håndboldklub KIF Kolding er reddet. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger var spillere, trænere og administrerende medarbejdere onsdag aften til møde med klubbens investorer, som garanterede dem, at den økonomisk pressede håndboldklub undgår en konkurs. (Jyllands-Posten)

Hackere stjal kryptovaluta for 400 mio. kr. på to timer. Hackere er brudt ind i den japanske kryptobørs Zaif og har på to timer lænset den for bitcoins og andre kryptovalutaer til en samlet værdi af knap 400 mio. kr. Ifølge Bloomberg er det femte gang i år, at hackere har begået store røverier mod kryptobørserne. (Reuters/Bloomberg)

Amerikansk storbank vil skære dybt i de ansatte. Den amerikanske storbank Wells Fargo planlægger at reducere sin medarbejderstab med 5 til 10 pct. over de kommende tre år, meddelte selskabet torsdag. Dermed er der lagt op til, at et sted mellem 13.250 og 26.500 nuværende ansatte må sige farvel til deres arbejdsplads. (Ritzau Finans) 
 

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

Læs også
Top job