Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans mandag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Tidligere Falck-bosser i stort comeback: Tager kontrollen i familieejet velfærdsfirma. De blev hældt ud efter skandaler i redningskoncernen Falck, men nu er de to tidligere chefer Allan Søgaard Larsen og Morten R. Pedersen klar til et nyt velfærdseventyr. Familie afgiver kontrol med livsværk: »Hvis vores ambition bare havde været at cashe ind, så havde vi valgt en kapitalfond«.
Pensionsselskab fanget i en løgn: Opfandt fiktivt gebyr for at holde på kunden. AP Pension indrømmer, at selskabet har advaret om gebyrer, som ikke findes. AP Pension: »Vi anerkender, at det er sket. Vi beklager det meget«.
Ny finanslov lover flere hænder til Bagmandspolitiets hvidvaskindsats. Som en del af finansloven for næste år, som regeringen og Dansk Folkeparti har forhandlet på plads fredag eftermiddag, vil der blive overført ressourcer fra politiet og anklagemyndigheden til Bagmandspolitiets særlige afdeling for hvidvask.
Hummel dropper sponsorat efter anklager om seksuelt misbrug. Det afghanske fodboldforbund er anklaget for at misbruge kvindelige spillere både mentalt, fysisk og seksuelt. Det har fået Hummel til at trække stikket som hovedsponsor.
Fin EM-lodtrækning for herrelandsholdet. Det danske herrelandshold i fodbold skal i jagten på EM i 2020 forbi Schweiz, Irland (jep, igen-igen), Georgien og Gibraltar. Det stod klart efter lodtrækningen søndag til de 10 puljer, der bl.a. også parrede Holland og Tyskland samt Sverige og Norge. (Flere medier, bl.a. JP)
G20 i Argentina nr. 1: En ny aftale er (vist nok) bedre end ingen aftale. Verdens 20 største økonomier er blevet enige om en aftale, hvor ingen – især ikke USA og Kina – bliver trådt over tæerne. Faren var, at der ikke blev en aftale, men det lykkedes til sidst – også at kigge WTO-reglerne igennem. (Wall Street Journal)
G20 i Argentina nr. 2: Uafgjort mellem USA og Kina. Handelskonflikten mellem de to lande endte i weekenden i en våbenhvile, hvor den nuværende situation fastlåses med henblik på videre forhandlinger. Dermed er der stadigt øget amerikansk told på kinesiske varer for 250 mia. dollars, men nye tiltag for 200 mia. dollars er udskudt 90 dage, med mindre parterne bliver enige om ny aftale. (Flere medier, bl.a. Reuters).
Paris i flammer. Store demonstrationer mod den franske regering og præsident Macron løb i weekenden ud af kontrol i Paris. Søndag var der 133 sårede, over 400 anholdte, adskillige afbrændte biler og et større antal sårede. Jyllands-Postens korrespondent i byen har lavet denne reportage. (Jyllands-Posten – betaling.)
Lavere vækst er den nye normal. Et par topøkonomer fastslår nu, at danskere skal vænne sig en lavere vækst i fremtiden, end vi har været vant til. Årsagen er store ændringer i vores samfund og økonomi. (Berlingske – betaling)
Boligpriserne falder i London. For første gang i den tid, Bloomberg har opgjort salgspriserne i London, er medianpriserne faldet, når man sammenligner med samme tidspunkt året før. 30. november var boligmarkedet nede med 0,3 pct. I flere af de dyre områder som Kensington og Westminister var faldet på 6,2 og 8,2 pct. (Bloomberg)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.
Finans Redaktionen