Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans tirsdag morgen
Godmorgen. Få her et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Danmark sakker bagud i 5G-kapløbet efter auktionstumult. Danmark halter efter vores nabolande i kapløbet om at udrulle fremtidens lynhurtige mobilnetværk, 5G. I vores nabolande har man allerede afholdt frekvensauktion på den vigtige 700 mhz-frekvens, men herhjemme har Energiministeriet på tredje måned udskudt de vigtige 5G-auktioner. Branchen undrer sig.
Politikere kræver indgreb overfor lange betalingsfrister. For mange små virksomheder bliver presset til at bruge deres dyre kassekredit - hvis de har en - fordi de store virksomheder kræver, at de accepterer lange betalingsfrister. Nu kræver S og DF handling fra Jarlov og Pape.
Danmark halter bagud, når det gælder ligestilling. De nordiske lande er verdens bedste til ligestilling. Undtagen Danmark, der som en anden grim ælling ligger nede på en 13. plads under lande som Nicaragua, Rwanda og Namibia. Det viser den netop offentliggjorte Global Gender Gap Report 2018. Globalt er verden nu oppe på 68 pct. ligestilling - med det nuværende tempo vil vi først nå 100 pct. om 108 år.
Her er bagmandspolitiets hårdeste skud mod Lars Nørholt. Med et krav om mindst otte års ubetinget fængsel forsøger bagmandspolitiets anklagere at få tildelt Hesalight-stifteren Lars Nørholt en rekordhøj straf inden for kategorien af svindelsager. Det er mere, end Stein Bagger fik for svindlen i IT Factory. Men hvad er det, anklageren mener, der er foregået? Journalist Jakob Martini lyttede med i Retten i Roskilde i går.
Kapitalfond køber dansk tøjperle. Kapitalfonden Silverfleet har købt Praxis, der sælger tøj til læge- og tandlægeklinikker i hele Norden. Efter 20 år er Praxis fortsat en mindre forretning, men en højst profitabel en af slagsen. Bruttoresultatet voksede med omkring en tredjedel i 2017/2018, hvor stort set hele fremgangen blev vekslet til indtjening. Silverfleet ejer nu tre danske selskaber, men Phase One, der laver nogle af verdens mest avancerede kameraer, kan være på vej ud.
Der bliver kamp om havet i fremtiden. Hvis nogen betvivlede, at olieselskabernes indtog i havvind ville ændre hele industrien, så er den tvivl nu lagt død. Sådan lyder reaktionen, efter at olieindustriens sværvægtere igen har udkæmpet en indædt kamp om at leje sig ind i havet ud for Massachusetts. Et område, der er ideelt til opførelsen af en havmøllepark. (Energiwatch)
Anders Holch tabte milliarder på børsnedtur. Én af Danmarks rigeste, Anders Holch Poulsen, måtte mandag se sin aktiebeholdning i den britiske netbutik Asos falde drastisk i værdi. Aktien dykkede næsten 40 pct. pga. skuffende salgstal og det kostede rigmanden over 4 mia. kr.
Oracle hiver Amazon i retten for at få fingrene i Pentagons milliarder. Det amerikanske forsvarsministerium beskyldes af Oracle for at favorisere Amazon i en kontrakt til 10 mia. dollars.
Saxo Bank gør klar til flere opkøb. Saxo Bank har afgivet købstilbud på hollandsk konkurrent. Kapital og "unik teknologi" er ifølge topchef Kim Fournais Saxos mulighed for at vokse via opkøb. (Børsen)
De Konservative vil uddele skattelettelser i bund og top. I et nyt udspil foreslår De Konservative massive lettelser på både topskat, bolig, biler og arbejde. Det skriver avisen Danmark, ifølge Ritzau.
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.
Finans Redaktionen