Her er de ni vigtigste nyheder fra Finans fredag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Biotekselskabet Symphogen kan blive tvunget til at give afkald på sit mest lovende lægemiddel. Børsnoteringen af Symphogen glippede lige før jul, og nu mangler biotekselskabet kapital. Hvis ikke der kommer penge i kassen inden for kort tid, kan selskabet være tvunget til at sælge sin potentielle blockbuster.
»Hvis man ikke kan tiltrække kapitalen, må man tage konsekvensen af det. Så kan det være, at det (Sym004, red.) skal videreføres af nogle andre,« siger adm. direktør Martin Olin.
Kan topcheferne gøre det bedre i 2019? Det må vi håbe. 2018 stod i skandalernes tegn, og det skærper kravene til direktørerne i 2019. Ordentlighed og tillid skal tilbage på dagsordenen - undgå kriser og skandaler, lyder det fra en række ledelseseksperter.
»Danske Bank skal opføre sig ordentligt og have sine danske værdier på plads.«
Sådan lød det fra Ane Uggla, bestyrelsesformand i A.P. Møller Holding, da der var indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Danske Bank for at få bl.a. formand Ole Andersen udskiftet. Professor og ledelsesekspert Steen Hildebrandt mener, at den sætning vil blive husket i mange år.
»Et komplet drømmescenarium«. Der har været fart på hos Falcon.io – og det munder nu ud i et salg til den amerikanske koncern Cision for et beløb, der nærmer sig en milliard kroner.
Fra nul til 18 måneders ventetid på betonelementer. Toppen af det glohede betonelementmarked med lange ventetider hele vejen rundt hos producenterne er nået. Flere aktører melder om et mere normalt marked, men samtidig er fremtiden blevet mere usikker.
Ny prognose: København har smidt førertrøjen på boligmarkedet. Selv om huspriserne på landsplan fortsat kan se frem til pæne stigninger i både 2019 og 2020, tegner der sig et andet og mere negativt billede i København, lyder det fra Danske Bank.
Google kanaliserede milliardbeløb fra Holland til skattely. Internetgiganten Google sendte 149 mia. kr. fra Holland til Bermuda i 2017.
Pelosi er tilbage som formand for Repræsentanternes Hus. Nancy Pelosi er en af de få politikere i USA's historie, der er valgt for anden gang til en magtfuld toppost. Denne gang midt under den nedlukning, som i to uger har lammet dele af statsapparatet.
Kinesisk kaffekæde med massivt vokseværk udfordrer Starbucks. Det tog Starbuck 20 år at bygge sin forretning op i Kina. Nu vil en kinesisk nykombling vælte Starbucks af pinden på bare et år. (Reuters)
Tilliden er væk: Kontrol med banker skal styrkes. 71 pct. af danskerne har ikke tillid til, at myndighederne gør nok for at kontrollere og overvåge de danske banker. Regeringsudspil er lige på trapperne. (Børsen)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.
Finans Redaktionen