Her er de ni vigtigste nyheder fra Finans torsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Jim Hagemann Snabe: »Vi skal sætte mennesket i centrum.«
Protester mod globaliseringen og den voksende ulighed tager til på verdensplan. Det er bekymrende, og der må gøres noget, mener Jim Hagemann Snabe, der er medlem af bestyrelsen for World Economic Forum og formand for både Siemens AG og A.P. Møller – Mærsk.
»Vi må erkende, at globalisering simpelthen har fået en forkert smag, og derfor skal nogle af de institutioner og måder, som vi hidtil har samarbejdet på, udtænkes på ny,« siger han til Finans forud for årsmødet i World Economic Forum, der begynder på mandag.
Theresa May overlevede mistillidsafstemning i Underhuset. Mistillidsvotummet var fremsat af oppositionsleder Jeremy Corbyn, efter at May tirsdag aften havde lidt et enormt nederlag i den afgørende Brexitaftale-afstemning. Men hovedpersonen overlevede med 19 stemmers margin og opfordrer nu sine politiske modstandere til at samarbejde.
Sådan kan et ’no deal’-brexit sende rystelser gennem den britiske økonomi. Risikoen for et ’hårdt’ brexit uden nogen aftale er fortsat til stede og kan påvirke mange dele af det britiske samfund. Her er et bud på, hvad der meget vel kan komme til at ske. (Reuters)
DSV slår til igen - og forventningerne er tårnhøje. DSV er blevet så stor, at de færreste opkøb for alvor skaber værdi. Derfor er rivalen Panalpina en enestående mulighed, lyder det fra investorer og analytikere. Her er alle forhindringerne for DSV's drømmehandel.
Nyt jobboom i roboteventyr. Robotterne sender rekordmange job til Fyn, der nærmest er blevet kendt for sin succesfulde robotklynge. Om to år er der ansat yderligere 1.300 medarbejdere, lyder forventningen fra virksomhederne.
Medie: Salling køber store dele af Fætter BR. Salling Group, der står bag Føtex og Bilka, køber resterne af det konkursramte Fætter BR, siger kilder til Børsen. Imens forbereder Lønmodtagernes Garantifond sig på, at konkursen i Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys'R'Us i Norden, bliver den dyreste i årtier.
Huawei efterforskes for industrispionage i USA. Granskningen af det kinesiske tele- og teknologiselskab Huawei er nu formelt indledt, fordi selskabet mistænkes for at have stjålet hemmelig viden fra amerikanske samarbejdspartnere. (Wall Street Journal)
Medier: Konkurstruet varehuskæde overlever. Den amerikanske kæde Sears undgår en total nedlukning, efter at kædens ejer og formand, Eddie Lampert, har fået lov til at købe Sears for 5 mia. dollars. Det kan bevare cirka 400 butikker og 50.000 job. (Reuters/Wall Street Journal)
Det er ikke bare i København: Nu vender boligpriserne i verdens storbyer. En lejlighed i byer som London, New York og Hong Kong har længe været set som en sikker investering. Men nu begynder priserne at falde. (Bloomberg)
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.
Finans Redaktionen