Briefing
0

Her er de ni vigtigste nyheder fra Finans mandag morgen

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
 

Region advarede Falck-bestyrelse om mulig chikane mod Bios.
Mens Falck satte store ressourcer ind på at underminere konkurrenten Bios, fik Falcks bestyrelse i sommeren 2015 en meget direkte advarsel om, hvad der foregik.
Advarslen:
Falcks bestyrelsesformand Peter Schütze modtog et brev fra Region Syddanmark fyldt med forlydender om benspænd mod konkurrenten Bios, der få måneder senere skulle overtage ambulancekørslen i regionen. Tonen fra den mangeårige samarbejdspartner var hård, og Peter Schütze fandt situationen dybt ubehagelig.
Reaktionen: Peter Schütze konfronterede efterfølgende Falcks topchef Allan Søgaard Larsen, som afviste beskyldningerne. »Han overbeviste mig om, at der ikke var noget om det. Han var daglig ledelse, og jeg var bestyrelsesformand og havde tiltro til ham. Jeg måtte tro på det, han fortalte på det tidspunkt,« siger Peter Schütze til Finans tre et halvt år senere.
Hovedpersonerne: Schütze, Søgaard, Goll, Lose, Smed. Har du mistet overblikket over Falck-skandalens mange aktører? Finans giver dig her overblikket over personerne midt i skandalen.

Udskældt mæglerfirma sendes til tælling: Bredt politisk flertal vil stoppe indtjeningsfinte.
Efter Finans' afsløringer af dobbeltroller i pensionsmæglerfirmaet Söderberg & Partners står både røde og blå partier klar til at stramme loven. Söderberg-koncernen tjener nemlig stort på, at man har fået danske pensionskunder til skyde 2,9 mia. kr. i pensionsfonden Tryghed 75, som mæglerfirmaet selv ejer.
Politisk reaktion: Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V): »Hvis man kan slippe afsted med det i dag, så er vi nødt til at stramme op på loven.« Erhvervsordfører Thomas Jensen (S): »Vi skal se meget alvorligt på denne sag, og vi vil være klar til at lave de lovændringer, der skal til for at få rettet op på det.«
Responsen: »Ændres lovgivningen, vil Söderberg & Partners naturligvis følge, hvad det måtte indebære,« siger adm. direktør i Söderberg i Danmark, Torben Spuur Jensen, som insisterer på, at Söderberg hidtil har overholdt alle regler.
Næste skridt: Pensionsselskabernes brancheorganisation vil ligeledes have lukket smuthullerne i loven og har udarbejdet et konkret forslag til, hvordan paragraf 16 i Lov om forsikringsformidling skal ændres for at sikre, at pensionsmæglere ikke kan bære flere kasketter på samme tid. Forslaget er sendt til Finanstilsynet.

Fire partier danner et bredt flertal for at stoppe en dobbeltrolle og omstridt indtjeningsfinte hos landets næststørste pensionsmæglerfirma. Fra venstre er det erhvervsordførerne Thomas Jensen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Torsten Schack Pedersen (V) og Hans Kristian Skibby (DF).

Paris sagsøger Airbnb for ulovlige reklamer. 1.000 reklamer kan koste Airbnb dyrt, da Paris hiver udlejningstjenesten i retten. Bøden pr. overtrædelse lyder på 12.500 euro, og dermed kan den samlede økonomiske lussing lande på 12,5 mio. euro - svarende til omkring 93 mio. kroner. (Reuters)

Socialdemokratiet vil sende flere penge fra rige til fattige kommuner. Der skal udlignes endnu mere end i dag mellem kommunerne, da flere sjællandske kommuner kæmper med økonomien. Det mener kommunal- og landdistriktsordfører Magnus Heunicke (S), som opfordrer til en udligningsreform efter næste folketingsvalg. (Ritzau)

Amerikansk Tesla-afdeling hårdt ramt i fyringsrunde. Det kan være et dårligt tegn for Teslas investorer, at over halvdelen af medarbejderne i en afdeling, som servicerer de amerikanske forbrugere med Tesla Model 3, er blevet fyret. Det tyder på, at efterspørgslen i den grad er løjet af, efter at den grønne skatterabat i USA blev reduceret. (Reuters)

Ny pengetank på 100 mia. kr. Nye ferieregler giver teknisk set fem ugers ekstra ferie til de fleste lønmodtagere, men pengene bliver indefrosset, til den enkelte lønmodtager stopper på arbejdsmarkedet. Dermed kan pengene blive indefrosset i op til 50 år i fonden, der bliver administreret af ATP. 

Theresa May lover snarlig brexit-afstemning. For at undgå oprør i parlamentet vil den britiske premierminister senest den 27. februar afholde afstemning om brexit-aftale. Hun vil desuden i denne uge bede parlamentet om mere tid til at forhandle med EU. (Bloomberg)

Brexit-krise og nervøsitet rammer britisk økonomi hårdt. Netop risikoen for en hård brexit uden aftale med EU og dødvande i forhandlingerne rammer allerede den britiske økonomi hårdt. Således forventer økonomer, at nye tal mandag vil vise, at den økonomiske vækst blev halveret i sidste kvartal af 2018. (The Guardian)

Finansminister angriber Vestagers nej til kæmpefusion. Den franske finansminister, Bruno Le Maire, kritiserer, at EU med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen har vendt tommelfingeren nedad til en jernbanefusionsaftale mellem tyske Siemens og franske Alstom. Han opfordrer til, at man lemper konkurrencereglerne for at stå stærkere mod konkurrencen fra Kina. (CNBC)
 

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

BRANCHENYT
Læs også