Her er de vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Kapitalfond strammer greb om Flying Tiger-ledelse og siger stop for flere butikker. Kapitalfonden EQT har taget konsekvensen af de skuffende resultater i Flying Tiger Copenhagen og omkalfatret ledelsen. Flying Tiger Copenhagen sætter samtidig alle vækstplaner i bero. Nu skal der fokus på, hvordan butikkerne gøres mere lønsomme, lyder det fra topchef Mette Maix om planen, der skal få den flyvende tiger tilbage på sporet.
Kampen om landets eftertragtede højtuddannede tager til. 6 af 10 ingeniører er det seneste år blevet eller forsøgt headhuntet til et nyt job, viser en rundspørge. De har de seneste år oplevet reallønsstigninger på mere end 3 pct. hvert år. Djøf melder også om øget efterspørgsel efter højtuddannede. Thomas Sillesen fra ingeniørvirksomheden BIIR hyrer ingeniører i bundter i et ellers presset marked og har gjort manglen på ingeniører til en voksende forretning.
Finanstilsynets formand afviser at gå af. Politisk pres fra Socialdemokratiet preller af på Finanstilsynets bestyrelsesformand, David Lando. Han har ikke tænkt sig at gå af før tid - og mener heller ikke, at hans kolleger i bestyrelsen bør gå af. (Berlingske)
Trump er villig til at udskyde deadline i handelskrig. USA’s varslede toldforhøjelse på kinesiske varer bliver muligvis ikke gennemført, selvom den fastsatte deadline i marts overskrides, meddeler præsident Donald Trump. (Bloomberg)
Danske milliardfirmaer bruger big data til at tjene flere penge. Selv om store dele af dansk erhvervsliv buldrer derudaf, døjer flere af de gamle industrikoryfæer med lav indtjening. Derfor har mange af dem sat gang i en offensiv på big data for at skære i omkostningerne og effektivisere forretningen. Læs her hvordan.
Toys 'R' Us planlægger comeback under nyt navn. Om kort tid kan amerikanerne muligvis igen stifte bekendtskab med den konkursramte legetøjsgigant Toys 'R' Us. En tidligere chef i Toys 'R' Us arbejder på at genoplive kæden under et nyt navn. (CBS News)
Medie: USA og EU tæt på sanktioner mod Rusland. De nye sanktioner skal diskuteres på et udenrigsministermøde i EU på mandag, og hvis de vedtages, skal de indføres de kommende to måneder. (Financial Times)
Socialdemokratiet vil bremse salg af statens selskaber. Der er ingen grund til at sælge fra af statens selskaber lige nu, lyder det fra Folketingets største parti Socialdemokratiet efter kuldsejlet Radius-salg. (Berlingske)
Flypassager sagsøgt for snedigt trick. En bestemt finte generer Lufthansa så meget, at den tyske flygigant nu har sagsøgt en af sine passagerer. (CNN)
Står det til Nets, synger faste dankortpriser på sidste vers. Men politikerne på Christiansborg er bekymrede for, at frie priser vil gøre det dyrere for butikkerne at tilbyde dankortet som betalingsløsning.
Danske sommerhusudlejere går nyt rekordår i møde. Rekordmange tyskere og danskere vælger at holde ferie i et lejet sommerhus i Danmark, og den stigende tendens ser ud til at fortsætte i 2019.
BØRS
De amerikanske aktier steg solidt på gode nyheder fra den politiske front. En mulig budgetaftale i USA - og nyheden om at præsident Trump nu er åben for at skyde deadline for nye tariffer i handelskrigen - udløste en sand optur for aktierne. Her er den seneste børsberetning.
DEBAT
Falck-skandalen handler ikke om etik og ’ufine tricks’. Den handler om klokkeklare ulovligheder. Det bør afspejles i konsekvenserne for smædekampagnes bagmænd, skriver Finans' debatredaktør, Magnus Barsøe.
DET SKER I DAG
Erhverv: Der kommer regnskaber fra Heineken, Teva (med den danske topchef Kåre Schultz), Swedish Match, Schibsted og Natus Medical.
PS...
IBM har bygget en computer, hvis formål er at slå mennesker i debatter. Den er fyldt med gode argumenter og masser af viden, men kom alligevel til kort, da den for nyligt blev testet mod en menneskelig super-debattør.
Der kan være poppel-alléer, brostensbelagte gader, direkte adgang til havet, eksklusive biler langs kantstenene, skinnende messingskilte på dørene - og alt derimellem. Her er Danmarks dyreste veje, ifølge boligsitet Boliga.
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.
Finans Redaktionen