Briefing
0

Her er de vigtigste nyheder fra Finans fredag morgen

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.

Hvidvaskjæger brugte selv skattely til sine selskaber. Bill Browder har fungeret som hvidvaskekspert hos Europa-Parlamentets særlige skattelyudvalg oprettet efter Panama Papers-skandalen. Men skandalens midtpunkt - advokatkontoret Mossack Fonseca - oprettede også selskaber til ham selv.

Markederne i tvivl om brexit. Mens pundet handler på frygt og er banket i bund, så er prisen på mange britiske aktier og virksomhedsobligationer til gengæld slet ikke påvirket af konsekvenserne af et uordentligt brexit, der kan kaste både EU og Storbritannien ud i et økonomisk stormvejr.

Underhuset vil have udskudt brexit. Nu skal May spørge EU om lov. Med stemmerne 412 mod 202 har det britiske parlament torsdag aften støttet regeringens forslag om at bede EU om udsættelse af brexit. Premierminister Theresa May vil derfor nu formelt bede om lov til at blive i EU længere. Uvisheden hersker dog stadig blandt investorer og analytikere trods Mays afstemningssejr.

Flere klager over ulykkesramt Boeing-fly. Amerikanske piloter har klaget mindst fem gange over problemer med at kontrollere Boeings udskældte fly 737 Max 8, der har været involveret i to fatale ulykker på kort tid. Klagerne kredser om nogle af de samme problemer, der mistænkes for at være årsag til flystyrtene i både Etiopien og Indonesien. (Politico)

Trailere på ulykkestog sad løst. Da et lyntog om morgenen den 2. januar blev ramt af en trailer fra et godstog på Storebæltsbroen, skyldtes det, at flere sættevognstrailere på godstoget ikke var låst ordentligt fast, fastslår Havarikommissionen i en foreløbig rapport om ulykken. Godstoget slog gnister mindst 500 meter før kollisionen. (Politiken)

Bilkæmpe forudser mangel på små biler til købelystne danskere. En række nye biler kommer alligevel ikke til at stige i pris fra 1. april på grund af en ny måde at opgøre bilernes brændstofforbrug på. Det vil medføre mangel på mikrobiler, fastslår topchefen for Interdan-koncernen, der bl.a. forhandler Peugeot, Citroën, DS-biler, Mitsubishi og Opel.

Skatteminister vil eftergive syv års skat for 1200 boligejere. Det er for meget at kræve, at boligejere fra omkring 1200 ejendomme skal betale ejendomsværdiskat tilbage for de seneste 10 år, mener skatteminister Karsten Lauritzen (V). Han vil lade boligejerne slippe med at betale tre års skat.

Københavns Kommune vil alligevel vælge Danske Bank. Selv om Københavns overborgmester, Frank Jensen, har tordnet mod Danske Bank og hvidvask af penge, står banken alligevel til at vinde en lukrativ kontrakt på kommunens fire milliarder kroner store kassekredit. »Tilbuddet fra Danske Bank er billigst,« skriver Økonomiforvaltningen. (Berlingske)

Volkswagen-chef undskylder for Auschwitz-reference. Der er nogen ting, man ikke skal røre ved. Det fandt adm. direktør for Volkswagen Herbert Diess ud af på den hårde måde, da han kom under beskydning for at præsentere en spareplan med ordene: »EBIT macht frei«. Siden har han undskyldt. (Reuters)

Dansk landbrug vil være klimaneutralt i 2050. Staten skal være medspiller for et mål om bæredygtigt landbrug i 2050, mener Landbrug & Fødevarer.

København mere attraktiv for udstationerede. København har bevæget sig et hak op på listen over de bedste byer at blive sendt til som udstationeret. Den danske hovedstad ligger nummer 8 ud af 231 byer. Wien i Østrig ligger nummer et på listen for tiende år i træk.

Aktiernes sejrsrække sluttede - men Apple steg igen. Aktiemarkederne i USA lå ved middagstid med små stigninger, men sluttede torsdagen med en lille pil nedad, da investorerne fokuserede på handelsforhandlingerne mellem USA og Kina. Her er den seneste børsberetning.

Vi er ved at se en form for "elitemarxisme", hvor guldrandede lønpakker til cheferne i toppen æder en uforholdsmæssig stor del af virksomhedernes indtjening. Aktionærerne er de store tabere, lyder vurderingen i podcasten Bundlinjen, hvor man også tager Peder Tuborghs eftermæle i Pandora og Falck-bossens problemer under kærlig behandling. Lyt med.

DET SKER I DAG

Erhverv: Der kommer årsregnskab fra bl.a. Tivoli og Andersen & Martini og Egmont, mens aktionærerne i DSV og Tryg er indkaldt til den årlige generalforsamling.
Økonomi:
Danmarks Statistik løfter klokken 8 sløret for, hvordan det gik med de danske firmaers køb og salg i januar, og så kommer der tal for industriproduktionen i USA.

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

BRANCHENYT
Læs også