Briefing
0

Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen

Billeder af villaer i postnummer 2930. 
Bellevue - Taarbæk, Taarbæk Strandvej

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
 

De rigeste danskere er blevet meget rigere.
Danmark ligner ikke længere det øvrige Skandinavien, når det kommer til indkomsten hos den rigeste procent af befolkningen. På få år har indkomsten hos de rigeste danskere taget et dramatisk hop. Eksperter advarer om øget ulighed. Valgkampen viser, at debatten om de højeste indkomster vil fortsætte mange år frem.

Erhvervslivet advarer mod debatten i valgkampen. Valgkampens snak om massedeportationer og et opgør med islam risikerer at skræmme dygtige udlændinge væk. Sådan lyder det nu fra flere sider i dansk erhvervsliv, der betegner debatten som »skinger« og »bekymrende.« Ulrik Bo Larsen, direktør i vækstvirksomheden Falcon.io, har allerede mærket valgkampens bagside. »Dette er ikke noget, jeg har oplevet tidligere.«

Ørsted får ny storkonkurrent: To rivaler slår sig sammen og vil investere over 100 mia. i havvind. Franske Engie og portugisiske EDP, som er to udfordrere på markedet for vindenergi, puljer ressourcerne i målet om at blive verdens andenstørste udvikler af offshore vindfarme.

Theresa May åbner for ny brexit-afstemning. Premierminister Theresa May vil nu lade Underhuset stemme om, hvorvidt der skal afholdes en ny folkeafstemning om brexit. Det sagde hun i en tale tirsdag aften, hvor hun fremlagde en række ændringer til sin brexit-aftale.

Kina vil genoptage handelsforhandlingerne med USA. Der blæser positive vinde ind over dramaet om handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, efter at Cui Tiankai, den kinesiske ambassadør i USA, nu melder stormagten klar til yderligere forhandlinger. Kineserne kritiserer dog samtidig den amerikanske side for at ”skifte mening” for ofte i de hidtidige forhandlinger. (Reuters)

Vildt rentefald: Nu er F5-lån billigere end F1. Den seneste tids rentefald har nu sendt F5-renten i minus. Det giver boligejerne en pæn besparelse - og så har F5-lånet pludselig overhalet F1-lånet.

Magtkampe og uro i Ikea efter stifterens død. Der er åbenlys uro i både topledelsen og hos de ansatte i Ikea. Interne dokumenter afslører tvivl om, hvem der reelt har magten i møbelgiganten: Stifterens tre sønner eller topledelsen. (Expressen)

Aktivistinvestor lægger pres på Hempel-konkurrent for at splitte koncernen op. Den amerikanske malinggigant PPG, der konkurrerer med danske Hempel, bider ikke umiddelbart på en aktivistinvestors indædte ønske om en opsplitning af selskabet.

Vil du leje nyt tøj hver måned? Modegigant satser på det. Urban Outfitters vil forsøge at booste indtjeningen ved at lade folk leje tøj i stedet for kun at kunne købe det. Dermed hopper den amerikanske modegigant med på en af de hurtigstvoksende trends i modeindustrien, skriver Wall Street Journal.

Bilgigant i historisk stort tab. Det største minus nogensinde. Det er overskriften på det årsregnskab, som Jaguar Land Rover har offentliggjort tirsdag. Den britiske bilproducent er kommet gennenm året med en faldende omsætning og et dundrende underskud. Omsætningen faldt fra 25,8 mia. pund til 24,2 mia. pund., mens bundlinjen gik fra et overskud før skat på 1,5 mia. pund til et underskud på 3,6 mia. pund.
 

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

BRANCHENYT
Læs også