Briefing
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er de 13 vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen

Berian James, Mærsks chef for data science og kunstig intelligens.

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.

Mærsk ruller skytset frem med kunstig intelligens. Kunstig intelligens kan gøre en markant forskel for shippingselskaber, og Mærsk arbejder i øjeblikket intenst på at udnytte mulighederne. Den danske shippingkoncern satser bl.a. på at få et forspring over for konkurrenterne ved at hyre de skarpeste hjerner fra Silicon Valley og installere sensorer og udvikle software, der ved brug af kunstig intelligens kan spare penge på brændstoffet.

Regeringschefer vil have Christine Lagarde som ny ECB-chef. IMF-chef Christine Lagarde ser ud til at afløse Mario Draghi som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB). Det blev en del af resultatet af forhandlingerne om topposterne i EU. 63-årige Lagarde, der har en fortid som finansminister i Frankrig, overtager stolen den 31. oktober.

Våbnene lades til valutakrig. Med udsigt til lavere vækst på begge sider af Atlanten er både den amerikanske og den europæiske centralbank nu gået i stilling til at sænke renterne og dermed svække valutaerne i kampen om verdens vækst. Dermed er den første ammunition gjort klar til en mulig valutakrig.

Transportminister lægger afstand til reklame fra Øresundsbroen. Den nye transportminister Benny Engelbrecht er ikke begejstret for Øresundsbroens seneste reklame, hvor selskabet opfordrer danskere til at køre til Sverige for at købe slik og chokolade, der er markant billigere på den anden side af broen ikke mindst på grund af den danske sukkerafgift.

Milliardærs luksusbilhus i stor fremgang. For fjerde år i træk er indtjeningen steget i Torben Østergaard-Nielsens Selected Car Leasing, der nu vil fordoble sine aktiviteter.

Boligejere kan få dobbelt rabat ved låneomlægning. Der er udsigt til en historisk stor omlægningsbølge med det ultrabillige 1 pct. lån, og mange boligejere kan give sig selv dobbelt rabat ved at lægge deres lån om. Foruden renterabatten kan de med samme manøvre sikre sig rabat på bidraget.

Justitsminister vil have it-koks i politiet undersøgt. Den nyudnævnte justitsminister Nick Hækkerup (S) vil have alle fejl frem i lyset i sagen om en omfattende it-fejl hos politiet. Han vil samtidig undgå, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved undersøgelsens validitet, og sætter derfor uvildige eksperter til at kontrollere politiet og anklagemyndighedens gennemgang af sagerne. (DR)

ECB har ikke travlt. Den Europæiske Centralbank (ECB) er ikke klar til at kaste sig over yderligere stimuli allerede til månedens møde, der afholdes 25. juli. Centralbanken foretrækker at vente på flere økonomiske nøgletal, fortæller anonyme embedsmænd med indblik i sagen til Bloomberg News. (Bloomberg)

Flere konkurser i 2019. Selv om juni bød på det laveste antal konkurser i næsten ni måneder, har flere virksomheder drejet nøglen om i 2019 end sidste år. Samlet set lyder antallet af konkurser i årets første seks måneder på 4437. Det er en stigning fra 3301 i samme periode af 2018. (Ritzau Finans)

Japan har udført sin første kommercielle hvalfangst i over 30 år. Det har ikke meget at gøre med japanernes entusiasme for hvalkød. Den er næsten lig nul. Så hvorfor stikker japanerne så hånden ind i en hvepserede, der allerede helt forudsigeligt har medført en masse protester fra bl.a. diverse miljøorganisationer? Det handler som altid om politik. 

Kvindelige topchefer omsætter for mindre end mænd. Amerikanske kvinder har en større tendens til at lede små, forholdsvis nystartede virksomheder med færre ansatte og lavere omsætning end mændene. Det viser et nyt studie foretaget af den amerikanske centralbanks afdeling i St. Louis.

Der var lidt længere mellem smilene på Wall Street tirsdag, end der var mandag. Godt nok steg det ledende aktieindeks S&P 500 til en ny lukkerekord, men den daglige stigning var slet ikke på niveau med mandagens kursstigninger. Her er den seneste børsberetning.

Bilkøb er den helt store synder, når man kigger på, hvad der klages mest over til ankenævnet for biler. Faktisk handler tre ud af fire klager om netop dette. Og oftest handler det om, at køber og sælger ikke har lavet en helt klar aftale, inden penge og bil bytter hænder. Her får du en række gode råd, som kan hjælpe dig til ikke at købe en mandagsmodel.  

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

BRANCHENYT
Læs også