Briefing
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er de 7 vigtigste nyheder fra Finans tirsdag morgen

Arkivfoto: JP

Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.

Elnet-branchen undersøges af tilsyn. For første gang er Forsyningstilsynet gået i gang med at undersøge elnetselskabers køb af strøm for at finde ud af, om nogle af landets energikoncerner ulovligt malker kunderne. Dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i, viser, at det er en række af landets største energikoncerner såsom Ørsted, SEAS-NVE, Ewii og Nrgi, der er i myndighedernes søgelys. I alt bliver 12 elnetselskaber undersøgt.

Landets største virksomheder fejlansætter alt for ofte topchefen. En omfattende kortlægning viser, at en betydelig del af de danske bestyrelser fejler i deres valg af topchef. I 20 pct. er der tale om fejlansættelser, hvor topchefen er stoppet kort efter at være blevet ansat, mens 16 pct. af udskiftningerne sker for sent. Arbejdet med at finde en ny topchef - den såkaldte successionsplanlægning – skal højere op på agendaen i bestyrelserne, mener Sanna Suvanto-Harsaae, der er en af dansk erhvervslivs mest erfarne bestyrelseskræfter.

Danske Bank nedjusterer med 1 mia. kr. Landets største bank forventer færre penge i kassen i år. Storbanken forventer et resultat på 13-15 mia. kr. mod tidligere 14-16 mia. kr. Banken skriver, at de lavere forventninger skyldes de vanskelige vilkår i markederne samt øgede omkostninger til bl.a. hvidvaskbekæmpelse.

Det rigtige energimærke kan skære fire måneder af salgstiden. Hvis huset skal sælges hurtigt, er det langt fra ligegyldigt, hvilket energimærke boligen har. Huse med det bedste energimærke, såkaldte A-mærkede huse, bliver nemlig solgt hurtigere end huse med en lavere mærkning.

Dagbøder for langsomt internet. EU-Domstolen har besluttet at tildele Belgien dagbøder af 5000 euro, eller hvad der svarer til 37.300 kr., fordi landet ikke som krævet har skrevet ind i sin lovgivning, at befolkningen skal have højhastighedsbredbånd. (Ritzau)

Trump lægger britisk ambassadør på is. USA's præsident, Donald Trump, svarer nu tilbage i sagen om lækkede skriverier fra den britiske ambassade i USA, hvor det er kommet frem, at den britiske ambassadør har ytret sig særdeles kritisk over for Trump. Nu skriver Trump på Twitter, at han helst ser en ny britisk ambassadør i USA, og at han ikke ønsker at have noget med manden at gøre. (Ritzau)

Handelskrig rammer kendt stålproducent hårdt. U.S. Steel, der er en af USA’s mere kendte virksomheder og landets næststørste stålproducent, har set sin aktieværdi falde med næsten 70 pct., siden toldkrigen begyndte for 16 måneder siden. I alt er der forsvundet 5,6 mia. dollars, svarende til ca. 37 mia. kroner, af selskabets værdi.

Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.

Læs også