Briefing Morgen
Hemmelighedsfuldt firma med danske rødder skal efterforske kollapset kryptobørs
GODMORGEN
Et selskab med rødder i Danmark skal nu efterforske kryptobørsen FTX’s kollaps - og netop krypto-kaos er også til debat i denne uges udgave af podcasten Bundlinjen. I dag venter så boligtal for hele 2022, ligesom det amerikanske kongetal lander i eftermiddag. God dag.
Foto: Brian Karmark.
Hemmelighedsfuldt firma med danske rødder skal efterforske kollapset kryptobørs
Da den internationale kryptobørn FTX gik i betalingsstandsning i november, sendte det rystelser gennem hele industrien. For den 52-årige dansker Michael Grønager var det endnu en ordre i bogen i hans fremadstormende virksomhed Chainalysis.
Dårlige tider for boligejere: Eksperterne venter større prisfald
Priserne på boligmarkedet er faldet hurtigere end ventet, og flere boligøkonomer nedjusterer deres forventninger.
Dansk kæde går efter 1.000 butikker i Europa
Efter et regnskabsår med høj fart skruer Normal op for ambitionerne. Målet for selskabet, der har Anders Holch Povlsen som hovedaktionær, er at åbne 200 nye butikker årligt og ramme 1.000 i Europa på få år.
Lufthaven letter kontrolbøvlet for rejsende
Den besværlige og langsommelige proces gennem sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn vil snart blive meget smidigere, blandt andet med nye 3D-scannere, skriver Berlingske.
Elmarkedets stenrige mellemhandlere står til at slippe for indgreb mod tårnhøje profitter
EU-landene har besluttet at opkræve ekstraordinært høj indtjening fra energiselskaber, der har tjent stort på energikrisen. Alligevel ser de danske mellemhandlere ud til at kunne beholde deres ekstraordinære indtjening.
Internationalt
Samsung skuffer med laveste kvartalsvise overskud i 8 år
Elektronikgiganten Samsung melder for seneste kvartal om et sandsynligt drastisk fald i indtjeningen på 69 pct. i forhold til sidste år som følge af den globale økonomiske situation, der har smittet negativt af på efterspørgslen, skriver Reuters.
Fortsat kaos og uenighed om McCarthy i Repræsentanternes Hus
For 11. gang i streg tabte republikaneren Kevin McCarthy i nat dansk tid en afstemning om at blive formand for Repræsentanternes Hus i USA og bryder dermed ifølge Washington Post en over 100 år gammel rekord.
Flyselskaber kan se frem til hårdere straffesanktioner i USA
De amerikanske myndigheder planlægger blandt andet at indføre markant højere bødestraffe til flyselskaber, der overtræder regler vedrørende forbrugerbeskyttelse, skriver Reuters.
Portræt
Foto: Nicolai Lorenzen.
Hun arbejdede i løbet af fire år for fire ministre
Louise Mogensen har oplevet mere end de fleste i sin karriere i den finansielle sektor. Hun var med på første parket, da finanskrisen brød ud, og hun blev headhuntet til en nøglerolle med at sikre banksektoren i det daværende økonomi- og erhvervsministerium. Hun var også en af de absolutte nøglepersoner, da Nykredit fik sin nuværende form. Men karrieren begyndte et helt andet sted.
Debat
Regnskabets time nærmer sig for dansk erhvervsliv i Rusland
Mens bomberne på ellevte måned brager i Ukraine, er der blevet ganske stille om en række danske virksomheders stort anlagte exit fra Putins Rusland. Danske virksomheder har brugt i alt 20 mia. kr. på russisk exit. Har det kunnet betale sig for Ecco og Rockwool at blive i Putins Rusland trods invasionen af Ukraine?
Børs
Det sker i dag
- Økonomi: Boligsiden offentliggør i dag en oversigt over handelsaktiviteten i december og dermed for hele 2022. Danmarks Statistik kommer med tal på arbejdsløsheden i november 2022.
De første estimater på inflationstallet for december i eurozonen offentliggøres. - Udland: Det såkaldte kongetal, tallet for nye amerikanske job uden for landbruget, bliver offentliggjort i dag klokken 14.30.
USA’s præsident, Joe Biden, har planer om at mindes toårsdagen for stormløbet mod Kongressen 6. januar 2021 med en ceremoni i Det Hvide Hus. - Øvrigt: Cavlingprisen uddeles.
PS...
Fik du læst fortællingen om Martin Storm?
Forretningsmanden, der lånte millioner af venner og familie - og nu beskyldes for at være en dansk Bernie Madoff. Finans giver dig historien i tre kapitler.