Briefing

Brexit handicapper det globale opsving | Kapitalfonde risikerer at forkøbe sig | Lastbilproducenter modtager rekord-bøder

Kære Finans-læser

Det er blevet tid til dagens sidste håndskrevne briefing. Husk, at vi udgiver Update klokken 19, selvom vi befinder os i den dybeste sommerferie.

NYHEDER

IMF: Brexit handicapper det globale opsving. Havde det ikke været for brexit, så ville verdensøkonomien nok have klaret sig bedre end ventet næste år. Det skriver Den Internationale Valutafond (IMF) i den første opdatering af sin globale prognose, siden briterne den 23. juni stemte for at melde sig ud af EU. Den globale økonomi vil nu vokse 0,1 pct. point mindre end den seneste prognose, vurderer IMF.
 

Kapitalfonde risikerer at forkøbe sig. Kapitalfonde har de seneste par år købt mere end dobbelt så meget, som de har solgt, selvom de rekordlave renter gør det til sælgers marked. Risikoen er, lyder advarslen, at kapitalfondene køber på toppen af markedet i stedet for at sælge ud. Til skade for investorerne - hovedsageligt pensionskasserne.
 

Lastbilproducenter modtager rekord-bøder. EU-kommissionen har sendt bøder ud til lastbilsproducenterne Volvo/Renault, Daimler, Iveco og DAF. Ifølge kommissionen har de haft et hemmeligt og ulovligt samarbejde i 14 år, hvor de har aftalt priser på lastbiler. Bøderne er på rekordstore 22 mia. kr.
 

Danske penge skælver under tyrkisk uro. Tyrkiet er det 23. største danske eksportmarked, og de seneste dages uro får danske virksomheder og investorer til at frygte, at Tyrkiet ender i noget, der minder om et totalitært styre. »Vi ved, det er de demokratiske og åbne økonomier, der klarer sig bedst,« siger Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank.
 

Telenor taber kunder - 3 vinder kunder. Salget i Telenor-butikken er faldet, og hver eneste dag i 2. kvartal har budt på 198 færre Telenor-kunder. Det er virkeligheden i Danmark for den norske telegigant Telenor, viser det dugfriske kvartalsregnskab. Samtidig har 22.000 danske mobilkunder skiftet til teleselskabet 3 i april, maj og juni. Indtjeningen har dog ikke fulgt med op.
 

Yahoo fortsætter nedturen. Virksomhedens indtjening er faldet 19 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Nogle analytikere mener nu, at selskabet bliver solgt, inden juli er omme. (Washington Post)
 

Zalando afslører kanontal før tid. Det går forrygende for online tøjbutikken Zalando, der øgede salget med markante 25 pct. til 1,7 mia. euro eller 12,7 mia. danske kroner i de første seks måneder af 2016. (Ritzau)
 

Da Donald Trumps kone Melania talte på republikanernes konvent i går var hun tilsyneladende inspireret af Michelle Obamas tale til demokraternes konvent i 2008. I dag bliver hun beskyldt for at plagiere talen fra dengang. (BBC)
 

Illums Bolighus rykker til Tyskland. Til efteråret åbner Illums Bolighus en butik på en attraktiv adresse i Hamborg, som skal lokke tyskere såvel som turister indenfor. Forventningen til den nye butik i Hamborg er, at den når en årlig omsætning på 40 mio. kr.
 

Kæmpe prishug på vej i London. Det franske finanshus Societe Generale frygter, at priserne på boliger i London kan falde mere end de 30 pct. efter brexit, som ellers er det worst case-scenarie, britiske banker er blevet vurderet på i de seneste stresstest. (Aktiefokus)
 

Mercedes på vej med selvkørende bybusser. Mercedes-Benz vil sende busser gennem byen med hastigheder op til 70 km/t. Vel at mærke uden at chaufføren behøver at have hænderne på rattet og en fod på speederen. Busserne skal i første omgang testes på en særlig strækning i Holland - fra Schiphol-lufthavnen til Haarlem.
 

Nintendos aktiekurs på vild himmelflugt. Nintendo har mere end fordoblet sin markedsværdi på 14 dage i kølvandet på spil-succesen Pokémon Go. Ved premieren den 6. juli lå kursen på 916 kr. per aktie, mens den siden er steget til 1949 kr. per aktie. Nintendos markedsværdi er dermed fordoblet og ligger i dag på 286 mia. kr. (Computerworld)

ANALYSE

World Economic Forum sabler Danmark ned i ny rapport om risikovillig kapital til iværksættere. Regeringen har bebudet ny iværksætterstrategi, men står det virkelig så skidt til, som de nye tal viser? Det kunne tyde på, at der er stor forskel på, om det er verdens toplederes øjne, der ser – eller om der er hardcore data på bordet. Finans analyserer.

KORTLAGT

Det er stor forskel på, hvor mange opgaver kommunerne vælger at udbyde i konkurrence. Nogle steder er udviklingen i udlicitering næsten gået helt i stå. Få overblikket på dette kort.

GODE RÅD

Det er sin sag at rekruttere nye medarbejdere i dagens konkurrenceprægede marked, og det er ofte afhængigt af medarbejderne, om det kommer til at gå godt for ens virksomhed. Så uanset om man er iværksætter, forholdsvist uerfaren erhvervsleder eller erfaren leder, er der noget ganske bestemt, man skal sørge for, hvis man har store planer i støbeskeen: Sæt det stærkest mulige hold. Her er seks gode råd til, hvordan du klarer det.

DAGENS PROFIL

Biotekselskabet Genmab vil inden for de kommende år identificere det middel, som skal blive den næste store vinder. Lykkes det at komme hele vejen, så bliver Genmab et »ikonisk selskab«, siger direktøren. »Det bliver ualmindelig svært at skabe endnu et banebrydende lægemiddel, men hvis noget selskab kan gøre det, så er det Genmab,« siger Jan van de Winkel, adm. direktør i Genmab, i et interview med Finans.

BØRS

Genmab skiller sig positivt ud på et dansk aktiemarked, der ellers er lettere nedtrykt sammen med de fleste europæiske børser på en grå tirsdag. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Højere priser kan være en farlig sti at bevæge sig ud på. Det må streamingtjenesten Netflix konstatere oven på sit regnskab for andet kvartal, hvor selskabet ikke har været i stand til at vokse så hurtigt, som det havde forventet. Og nu lader det til, at danske forbrugere også er begyndt at vende sig mod tjenesten. Det vrimler med utilfredse kommentarer på Finans' Facebookside. »Har selv droppet Netflix efter næsten 3 år.«, »så snart man har haft det i nogen tid, så sker der virkeligt intet,« og «kedeligt udvalg...« er bare nogle af de kritiske kommentarer.
 

Er den gal med byudviklingen i København? Det mener byplanlægger Jan Gehl. Han synes, at Københavns nye byområder som Ørestad og Nordhavnen har mistet sansen for menneskets biologi i jagten på profit. »Fra at være en konkurrence om at lave gode byer er det i Danmark blevet en konkurrence om at lave parfumeflasker. Husene ligner jo flakonerne i min kones parfumeskab«.

PS...

Urin fra hellige køer er en million-industri i Indien, og den trives i disse år, efter den indiske regering har brugt flere hundrede millioner kroner på beskyttelse af køerne. Den ildelugtende væske bliver brugt i et utal af produkter som for eksempel sæber og lægemidler. Så i Indien er ko-urin faktisk dyrere end mælken fra det samme dyr.
 

Det er hviledag i touren, inden det hele skal afgøres på de fem sidste etaper. Det er et godt tidspunkt at gøre status på pengepræmierne. Indtil videre er Team Tinkoff løbets helt store økonomiske vinder med ca. 660.000 kr. i præmiepenge, mens årets økonomiske taber hidtil er Cannondale Drapac holdet, som har kørt sig til ca. 43.000 kr., som Matti Breschel får en sjat af.
 

Og så var der en længe ventet reunion i går, hvis du altså er fan af amerikansk satire. Talkshow-værten Stephen Colbert blev genforenet med Jon Stewart, halvandet år efter Colbert forlod sit show på Comedy Central. Emnet de to talte om? Donald Trump naturligvis.
 

Med ønske om en god dag,

Peter Sinding

Nyhedsredaktør, Finans
 

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.