Eftermiddag
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske Bank er politianmeldt i hvidvasksag | B&O har haft sit bedste år længe | Brunata er blevet solgt

Kære Finans-læser

Her er, hvad du skal vide.

NYHEDER

Danske Bank er politianmeldt i hvidvasksag. En officiel politianmeldelse af Danske Bank er landet på bagmandspolitiets bord. Det er den britisk-amerikanske forretningsmand Bill Browder, der nu beder politiet om at efterforske Danske Bank-ledelsen i forhold til den hastigt voksende hvidvaskskandale.

B&O har haft sit bedste år længe. Indtjeningen i B&O er positiv for første gang i tre år og lander på 81 mio, mens omsætningen har passeret 3 mia. kr. Selskabet forventer en vækst i omsætningen på mere end 10 pct. i det kommende år. De gode nyheder har fået aktien til at stryge til vejrs, ligesom topchef Henrik Clausens løn også er skudt til vejrs. Det seneste år har nemlig budt på en heftig lønstigning fra 6,6 mio. kr. i det forrige regnsabsår til hele 12,8 mio. kr. i det seneste.

Theresa May har offentliggjort plan for brexit. I planen foreslår briterne et nyt sikkerhedsmæssigt partnerskab med EU. Samtidig lægger den britiske regering op til, at Storbritannien og EU opretholder et frit marked for varer - med et løsere forhold omkring tjenesteydelser. EU får svært ved at sluge den, lyder vurderingen. (Ritzau)

Brunata er blevet solgt. Brunata, der har været ejet af familien Fischer Hansen siden 1990, er blevet solgt til tyske Minol for en halv. mia. kr. Den nye ejer beholder navnet Brunata og Brunatas ledergruppe med CEO Keld Forchhammer i spidsen fortsætter, når Minol overtager virksomheden i september.

Atea-sagen skal i retten igen. Fem tidligere Atea- og Region Sjælland-chefer har nu meldt ud, at de anker de fængselsdomme, som de blev idømt i danmarkshistoriens største bestikkelsessag for to uger siden. Bagmandspolitiet oplyser, at det vil kontra-anke over for de fem med krav om skærpede straffe

Norwegian lander overraskende godt regnskab. Nettooverskuddet i Norwegian endte på 300 mio. norske kr. i andet kvartal, hvilket er en stærk forbedring fra samme periode sidste år, hvor tabet var på 691 mio. norske kr. Overskuddet overrasker analytikerne, der havde ventet et større underskud. (Ritzau)

Harlangs ekshustru trækker sig fra familiefond. Bente Meyer, ekshustru til den konkursramte Christian Harlang, trækker sig fra familiefonden Harlang & Toksvig Fondet. Det er en kulmination på mange måneders interne stridigheder mellem på den ene side Christian Harlang og Bente Meyer og på den anden side Christian Harlangs søskende.

Flere byggefirmaer går konkurs trods opsving. I første halvår af 2018 gik 468 bygge- og anlægsfirmaer konkurs. Det er knap 30 procent flere i første halvår af 2017. Alene i sidste uge krakkede 79 byggefirmaer mod 17 konkurser i samme uge sidste år. Der er for mange brodne kar i branchen, lyder det fra næstformand i 3F Byggegruppen. (Fagbladet 3F)

Omstridt ex-advokat får frataget sin hjemmeside. Den tidligere advokat Hans Boserup har fået frataget adressen til sin hjemmeside, www.advokathansboserup.dk, efter at Advokatsamfundet har klaget over Boserups brug af titlen som advokat. Hans Boserup blev i 2016 idømt 60 dages fængsel og frakendt retten til at være advokat i to år.

EU-politikere scorer millioner på bijob. Næsten en tredjedel af medlemmerne af Europa-Parlamentet scorer ekstra summer fra job ved siden af EU-arbejdet. Samlet har parlamentsmedlemmerne registret 1366 bijob for op mod 41 mio. euro – svarende til over 300 mio. kr. - siden 2014, ifølge en ny undersøgelse.

INTERVIEW

Bekymringerne vokser hos erhvervsminister Rasmus Jarlov. Erhvervsministeren er især bekymret for, at Trump har indledt en konflikt med Europa. »For problemet med det amerikanske handelsunderskud handler først og fremmest om, at der er et problem over for Kina. Derfor er det ærgerligt, at han også åbner en konflikt med Europa, som det er svært at se formålet med – og hvad der skal komme ud af det,« mener Rasmus Jarlov.

INDSIGT

Bygger vi snart en computer, der er smart nok til at overtage verdensherredømmet? Vi kender superintelligente computere fra film som Terminator og 2001: A Space Odyssey. Men kunne det ske i virkeligheden? Jeps, siger flere eksperter. Det virker endda uundgåeligt.

FINANS FORKLARER

Skatteministeriet har ikke tænkt sig at smide håndklædet i ringen lige med det samme, efter at en række udenlandske investeringsforeninger har fået medhold i en sag om udbytteskat ved EU-Domstolen. Ifølge dommen har Danmark opkrævet udbytteskat i strid med EU-retten, og investeringsforeningerne mener derfor, at de skal have penge tilbage. Her forklarer Finans dig sagen.

DAGENS PROFIL

Ingmar Bergman ville være fyldt 100 år på lørdag. Han er både blevet undervurderet og overvurderet, men han har også ændret liv. Filmanmelder Nanna Frank Rasmussen skriver her om Bergman og den film, der ændrede hendes verden.

BØRS

Det danske eliteindeks følger den positive stemning, der generelt præger de europæiske aktiemarkeder efter onsdagens nedtur. Her er den seneste børsberetning.

KOMMENTAR

Tænk hvis alternativet faktisk er fornuftigt. »Er Alternativets folketingsmedlemmer virkelig 10 tåbelige tilfælde med fødderne luftigt plantet på månen?,« spørger René Gade, gruppeformand i Alternativet, og fortsætter: »Jeg vil her give dig et billede af mine ni kolleger fra Alternativets folketingsgruppe som bygger på det, de lavede før, vi i 2015 kom i Folketinget.«

PS...

Nu er der kun to kampe tilbage, inden VM er ovre for denne gang. Og i disse kampe skal alverdens tv-seere koncentrere sig mere om bolden. Fifa vil nemlig have, at der vises færre flotte kvinder blandt publikum på tv-billeder i forbindelse med kampene.

Rigtig god aften,
Peter Sinding
Nyhedsredaktør
 

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også
Top job