Eftermiddag
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

PFA står klar med milliarder til kunderne | Danske medicinalkæmper er afhængige af hjælp udefra | Skatteministeren truer fuskere med tvungen revisor

Kære Finans-læser

Her er, hvad du skal vide.

NYHEDER

Skatteministeren truer fuskere med tvungen revisor. Lempelserne af revisionspligten er nok gået for vidt, så skatteminister Karsten Lauritzen (V) mener, at det er på tide at skærpe reglerne igen. Men kun over for dem, man ved betaler for lidt skat og moms.

De store danske medicinalselskaber er afhængige af hjælp udefra. Kan de største danske medicinalselskaber fortsætte de sidste årtiers væksteventyr ved at satse på egne laboratorier? Svaret ser ud til at være et stort, rungende nej, for selskaberne skyder om sig med milliarder i et tempo, der aldrig er set før.

PFA står klar med milliarder til kunderne. Landets største pensionsselskab er klar til at dele ud til de kunder, som ønsker at opgive deres gamle ydelsesgarantier. Dermed går PFA stik imod resten af de kommercielle pensionsselskaber. »Vi skal ikke betale noget overskud til aktionærerne.«

Ewii har sat punktum efter detroniseret el-konge. Det blev en dyr omgang. Det stormombruste energiselskab Ewii har tirsdag sat foreløbigt punktum for tidligere tiders ekspansive og underskudsplagede aktiviteter. »Jeg har været ude og sælge økonomiske huller i jorden,« siger den nye direktør.

Dansk milliardær vil sætte fart på luksusbilhus. Torben Østergaard-Nielsen blev i foråret eneejer af luksusbilhuset Selected Car Leasing. Nu vil han gøre selskabet til en »betydelig aktør« i leasingbranchen. Finans har besøgt hans bilsamling, der er Europas måske fineste. Kom med ind, hvor det er »by invitation only.«

Rige spritbrødre solgte al snapsen - og pengene vælter ind. Selvom en af landets rigeste familier, Just Karberg, er færdig med at være danskernes snapsleverandør, tjener familien stadig store summer på at handle med vin og spiritus. Det viser et nyt årsregnskab, hvor overskuddet er vokset til 95 mio. kr. (Børsen)

Tesla fjerner to bilfarver for at holde farten. I et forsøg på at gøre produktionen af nye biler mere simpel har Tesla fjernet to af de syv standardfarver, som kunderne kan vælge imellem. Ændringerne blev - som sædvanlig - offentliggjort på Twitter af Teslas topchef, Elon Musk. (Bloomberg)

Nu indfører Uefa sin tredje klubturnering. Uefa har givet grønt lys til at lancere endnu en europæisk fodboldturnering for klubhold. Det skal ske fra sæsonen 2021, og den vil køre sideløbende med Champions League og Europa League. (BBC)

INDSIGT

Ex-topchef Peter Engberg: »Vi forudså ikke i vores vildeste fantasi det, der kom.« Som en af ganske få danskere har Peter Engberg siddet med ansvaret for en finansgigant, mens finanskrisen hærgede. For ham gav krisens konsekvenser den største hovedpine. Vi ser tilbage på finanskrisens udbrud for præcis 10 år siden.

FINANS FAKTA

Københavnerne og drengene er mere dovne - men generelt får de unge bedre fat i jobmarkedet. Det er pigerne, og det er jyderne, der fremstår som de mest arbejdsomme unge, viser tal fra Danmarks Statistik. Generelt har de unge fået bedre fat i arbejdsmarkedet siden finanskrisen.

DAGENS PROFIL

Superiværksætter er træt af kældersnakken. Softwareselskabet Peakon nærmer sig en omsætning på 100 mio. kr. Medstifteren Kasper Hulthin har allerede tjent kassen på sine tidligere succeser. Alligevel er han nu flyttet over Atlanten igen for at tage livtag med verdens største marked. »Dette er en seriøs forretning, forstår du, hvad jeg mener?«

BØRS

A.P. Møller-Mærsk synker til bunds i C25-indekset, mens Genmab og Coloplast ser ud til at slutte i toppen. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Kommentar: Velkommen til amatørernes århundrede. En marketingassistent, der ikke kan stave, slår sig op som rådgiver i at lave jobansøgninger. Problem? Næh.

PS...

Løbehjuls-mani giver travlhed på skadestuerne. Deletjenester med eldrevne løbehjul er blevet et kæmpehit i USA’s største byer, og virksomhederne bag har fået tilført over seks mia. investorkroner. Men det er ikke ufarligt.

Rigtig god aften,
Peter Simonsen
Nyhedsredaktør
 

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også
Top job