Eftermiddag
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Højesteret stadfæster kæmpebøder til Uber-chauffører| Draghi holder renten på rekordlavt niveau | Pensionister har fået flere penge mellem hænderne – har du også?

Kære Finans-læser

Velkommen til eftermiddagens nyhedsopdatering med seneste nyt fra ind- og udland.

NYHEDER

Højesteret stadfæster kæmpebøder til Uber-chauffører. Fire Uber-chauffører skal samlet betale flere hundredetusinde kroner i bøde for ulovlig taxakørsel. Det står klart, efter at Højesteret i dag har stadfæstet en dom fra Østre Landsret. Sagerne mod de fire Uber-chauffører spiller en vigtig rolle i forhold til et større retsligt efterspil.

Draghi holder renten på rekordlavt niveau. Den Europæiske Centralbank (ECB) fortsætter ufortrødent med en ekstremt lav rente. Centralbankens ledende rente vil som minimum ligge på det historisk lave niveau -0,4 pct. frem til midten af næste år.

Nordsøens største oliefelt lukkes om få år. Siden 1979 har Statfjord-feltet hentet olie og gas i land for 1.500 mia. norske kroner til statskassen og ejerne. Snart er det slut. Norge er i gang med at afvikle det, der engang var Nordsøens største oliefelt. Den første platform ”Statfjord A” bliver lukket og pillet fra hinanden inden 2022.

Trodser tyrkisk præsident: Banker renten voldsomt op. Den tyrkiske centralbank hæver sin rente til 24 pct., stik i modsætning til ønsket fra landets præsident. Trækket styrker den tyrkiske lira markant.

Fyret Matas-boss køber sig ind i kendt kaffekæde. Terje List blev for et år siden afsat som topchef i Matas. Nu er han blevet medejer af kaffekæden Riccos. Før Terje Lists entré i Riccos var ejerskabet delt mellem Ricco Sørensen og finansmanden Christian Dyvig. Sidstnævnte købte sig ind i kaffekæden i januar 2017.

Gyldendal ansætter ny kommerciel direktør i jagt på overskud. I bestræbelser på at vende underskud til overskud ændrer forlaget Gyldendal sin organisation og henter en ny kommerciel direktør. Gyldendal har også netop udskiftet sin litterære direktør, og derudover skal en ny struktur få forlaget på ret kommerciel kurs. (Ritzau)

Mangel på arbejdskraft kan forsinke infrastrukturprojekter. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) frygter, at mangel på arbejdskraft betyder, at statslige infrastrukturprojekter bliver forsinket eller dyrere end planlagt. (PolicyWatch)

Short-kongen har tjent 1 mia. kroner på Pandoras kursfald. Amerikanske Coatue Management, der er ejet af en belgisk-født milliardær, Philippe Laffont, har fået en kæmpe gevinst, efter at ti hedgefonde gennem to år har tjent milliarder på Pandora-aktiens fald. Philippe Laffont er lige nu nr. 11 på Forbes’ liste over de bedst tjenende hedgefond-bosser i 2018. (Børsen)

Orkanen Florence nærmer sig den amerikanske østkyst. Flyselskaber er allerede begyndt at lukke ruter, og flere fabrikker lukker ned på forhånd for at undgå skader. Mange husholdninger har ikke en forsikring mod oversvømmelse, så stormen forventes at kunne koste dyrt og efterlade husholdningerne med en stor økonomisk byrde. (WSJ)

Bob Woodwards bog om Trump har solgt 750.000 eksemplarer. Bogen ”Fear: Trump in the White House” har solgt mere end 750.000 eksemplarer på sin første salgsdag. Antallet dækker over både forbestillinger på nettet, e-bøger og printeksemplarer. Forlaget har for niende gang sat trykkeriet på ekstra arbejde. (Variety)

INDSIGT

Da banken så, at Knud Erik kunne bygge vindparker, fik den en idé - det har gjort ham hovedrig. European Energy skovler penge ind på at bygge vind- og solparker over hele kloden. Herhjemme kunne de grønne energikilder dække en langt større andel af energiforbruget - hvis ellers de fik lov - siger stifter.

FINANS FAKTA

Pensionister har fået flere penge mellem hænderne – har du også? Med en årlig disponibel indkomst på 282.300 kr. er de 65-årige danskere nu en af de mest likvide aldersgrupper. Det skyldes en stigning i den disponible årsindkomst på 68,2 pct. siden 1991.

INTERVIEW

Danfoss-formand holder fast i magten: »Den næste formand bliver ikke en fra familien. De er ikke klar«. Formand for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, har skrevet en slags håndbog til den fremtidige ledelse af landets største industrivirksomhed. Et generationsskifte i toppen af landets største industrivirksomhed kan dog godt trække ud. Står det til den snart 70-årige formand i Danfoss, Jørgen Mads Clausen, så er jobbet som bestyrelsesformand hans en rum tid endnu.

DEBAT

Men et generationsskifte presser sig på hos Danfoss. Arvefølgen i toppen af Danmarks største industrivirksomhed skal snart besluttes, så en strid om magten kan forhindres i tide, skriver Finans´ virksomhedsredaktør Søren Linding Jakobsen.

BØRS

Lundbeck og Danske Bank ligger i top i dagens C25 indeks. Her er den seneste børsberetning.

PS...

Stop, hvis du er på vej til tatovøren for at få lavet en Domino´s Pizza tatovering. En Domino´s i Rusland har efter blot fem dage stoppet sin kampagne, hvor kunder kunne få et 100-års forbrug af pizzaer, hvis de fik tatoveret Domino´s logo på kroppen. Alt for mange sendte billeder ind af tatoveringer med logoet, så butikken måtte stoppe. I alt vandt 381 pizzaelskere 100 pizzaer om året i 100 år.

Rigtig god aften,
Heidi Joy Madsen
Nyhedsredaktør

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også
Top job