Eftermiddag
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Hvidvasksagen er langt fra afsluttet endnu | Ole Andersen åbner for exit som formand i Danske Bank | Mærsk-chef varsler større investeringer i logistikeventyr

Kære Finans-læser

Velkommen til eftermiddagens nyhedsopdatering, der i høj grad fokuserer på konsekvenserne af hvidvaskskandalen i Danske Bank og topchef Thomas Borgens exit. Men der er også andre nyheder fra ind- og udland. God fornøjelse.

NYHEDER

Danske Banks hvidvaskrapport er endelig blevet offentliggjort onsdag, og den betyder bl.a., at bankens adm. direktør Thomas F. Borgen er fortid i banken efter fem år. Her kan du danne dig et hurtigt overblik over de vigtigste punkter i den 90 sider lange rapport, der bl.a. konkluderer, at der er mistænkelige transaktioner for mindst 745 mia. kr.

Hvidvasksagen er langt fra afsluttet endnu. Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) mener langt fra, at Danske Banks egen undersøgelse sætter et punktum for konsekvenserne af hvidvasksagen, og han lover at kulegrave Danske Banks hvidvasksag yderligere og sætte ind, hvis ledelsen kan drages til ansvar.

Ole Andersen åbner for exit som formand i Danske Bank. Danske Bank skal sandsynligvis snart have en ny bestyrelsesformand. På dagens pressemøde signalerede formand Ole Andersen, at han snart kan være fortid i den skandaleramte bank.

Følg desuden Finans' live-dækning af dagens reaktioner og konsekvenser.

Mærsk-chef varsler større investeringer i logistikeventyr. Der skal postes flere friske penge i logistikken, hvis A.P. Møller-Mærsk for alvor skal udnytte vækstpotentialet i shippingkoncernens seneste organisationsændring. Sådan lyder det fra den kommercielle direktør Vincent Clerc, efter at Mærsk onsdag annoncerede, at man smeder to af sine divisioner tættere sammen i forsøget på at vinde kunder.

Det har kostet TDC over 800 mio. kr. at blive opkøbt af pensionskasserne. Det bliver et amputeret overskud i Danmarks største teleselskab i 2018. TDC kommer til at skære en stor luns af sit overskud i 2018. Pensionskassernes opkøb af TDC har været en dyr engangsomkostning for telekæmpen.

Runder milepæl: Her er grænsen for topskat i 2019. For første gang nogensinde skal danske borgere tjene over 500.000 kr. på et år for at betale topskat. Skatteministeriet har netop offentliggjort de nye beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen for 2019.

Vestager opgiver skattesag mod McDonalds og Luxembourg. I flere år slap burgerkæden McDonald's for at betale skat af en række indtægter fra restauranter i Europa via en skatteaftale med Luxembourg. EU-Kommissionen har efter flere års efterforskning opgivet at gøre noget ved sagen. (Ritzau)

Kaffeprisen er på et 12-årigt lavpunkt, og det rammer kaffebønderne – særligt i Sydamerika – hårdt. Kaffeproducenterne er ved at være desperate, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen, efter at prisen på kaffebønner er raslet ned. Den columbianske kaffeorganisation prøver nu at gå i dialog med Starbucks og Nestle for at finde en løsning. (FødevareWatch)

Den tyske kemi- og ukrudtsbekæmper, Bayer, går til modforsvar, efter at retten i Californien har dømt, at selskabets ukrudtsmiddel, Roundup, har forårsaget kræft. Bayer vil have dommen omstødt og kræver erstatning for det værditab, selskabet led som følge af et kraftigt aktiedyk. (WSJ)

INDSIGT

Finansmarkederne forbereder sig på et kaotisk brexit. Risikoen for, at Storbritannien må forlade EU uden en aftale, er steget så meget, at de finansielle markeder er begyndt at indregne det som et sandsynligt scenarie.

FINANS FAKTA

Derfor møder du langt færre i trafikken med en mobil ved øret. Antallet af bilister med håndholdt mobil er styrtdykket de senere år. Alligevel vil regeringen stramme op. Nye tal viser imidlertid, at bilister hastigt er ved at lægge mobilen på hylden, når de færdes i trafikken. Alene fra 2016 til 2017 faldt antallet af mobiltalende bilister, der blev taget af politiet, med 29 pct.

DAGENS PROFIL

Topchefen løb tør for held. Hvidvasksagen i Estland har fældet Thomas F. Borgen, som ellers med succes genoprettede Danske Bank efter en svær periode oven på finanskrisen. Sagen om hvidvask – som er blevet kaldt en af de største erhvervsskandaler i Danmark – endte med at sætte en stopper for Borgens karriere i Danmarks største bank.

BØRS

Danske Bank skraber bunden i det danske C25 indeks efter offentliggørelse af hvidvaskundersøgelsen i dag. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Nu dages det i bananrepublikken. Tillidskløften mellem borgerne og parnasset vokser. Hvis vi skal genoprette tilliden mellem samfundets top og den menige borger, så kræver det, at man lytter på direktionsgangen, og at myndighederne følger skandalen i Danske Bank til dørs, skriver Finans' debatredaktør Magnus Barsøe.

PS...

Er Tesla på vej i graven? Det mener i hvert fald tidligere næstformand hos General Motors. For nylig meddelte de amerikanske myndigheder, at Elon Musk efterforskes for svindel, da han tweetede, at han ovevejede at tage Tesla af børsen. »Elon Musk er en fin fyr, men han har ingen idé om, hvordan man skal lede en bilproducent,« lyder det.

Rigtig god aften,
Heidi Joy Madsen
Nyhedsredaktør
 

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også
Top job