Eftermiddag
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ni ansatte i Skat til at kontrollere 438.110 anmeldte fradrag | Ambu-aktien fortsætter sit bratte fald | Trump og FED-chef i strid om pengepolitikken

Kære Finans-læser

Torsdag eftermiddag og masser af gode grunde til at opdatere sig med vores seneste briefing. God læselyst!

NYHEDER

Danske Bank-sag rammer ned i kompleks af lukkede københavnske kommanditselskaber. Sagen om mulig hvidvask i Danske Banks filial i Estland kan blandt andet spores til et kompleks af københavnske kommanditselskaber med forbindelser til velkendte skattely.

Ambu-aktien fortsætter sit bratte fald. Ambu-aktien har haft noget der minder om en rædsels-torsdag. Aktien har dagen igennem taget et voldsomt dyk og er her kort før tid nede med 13,7 pct. til en kurs omkring 158. Det voldsomme kursfald kommer efter, at Nordea torsdag morgen har sendt en ny analyse på gaden, der sænker kursmålet på Ambu-aktien fra 168 til 143.

Ni ansatte skulle kontrollere 438.110 anmeldte fradrag. I et svar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Folketinget fremgår det, at Skat sidste år havde godt 9 fuldtidsstillinger til på at kontrollere 438.110 anmeldte fradrag under Boligjob-ordningen til en samlet værdi på 2,8 mia. kr. Enhedslisten mener risikoen for snyd er stor, men det afviser skatteministeren.

Handelskrig giver panderynker hos danske virksomheder. Selv om Danmark ikke er direkte ramt af handelskrigen mellem USA og Kina, så lægger det en dæmper på stemningen i de danske industrivirksomheder. Det mener Dansk Industri, efter at Danmarks Statistiks konjunkturbarometer er faldet fra plus 1 til minus fem på en måned. (Ritzau Finans)

Mystiske hotelejere tjener kassen. Ejerne bag Copenhagen Admiral Hotel ønsker ikke deres identitet afsløret, men det er et faktum, at de står bag en bemærkelsesværdig succes i den danske hotelbranche. I 2017 var Copenhagen Admiral Hotel det enkeltstående hotel i Danmark med den bedste indtjening.

Antallet af batteridrevne biler vil stige eksplosivt i løbet af de næste to årtier og vil udgøre en væsentlig større del af bilerne på vejene verden over. 3,1 mio. elbiler var registreret i 2017, men i 2040 vil dette tal være 280 mio. Det spår den schweiziske investeringsbank UBS i en ny prognose.

Trump og FED-cehf i strid om pengepolitikken. En usædvanlig kamp mellem chefen for den amerikanske centralbank (FED) og præsident Donald Trump udspiller sig for åbent tæppe i disse dage. Først var FED-chef, Jerome Powell, meget usædvanligt ude at sige i går, at Præsident Trumps handelskrig dræner økonomien. Efterfølgende har Trump været ude og kritiserer FED for at hæve renten til det højeste i 10 år. (CNBC)

De danske jernbaner ser nok engang ud til at befinde sig i en økonomisk skandale. Med byggeriet af en ny jernbane mellem København og Ringsted og den nye Femernforbindelse, er Ringsted Station udset som et kommende knudepunkt. Nu viser det sig, at ombyngningen af stationen er blevet underbudgetteret med 118 pct. Dermed bliver ombygningen en mere skrabet model, der bl.a. betyder langsommere fart igennem Ringsted. (Ingeniøren)

Politiet opgiver sag mod Lego-arving. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale bagmandspolitiet, har standset efterforskningen af en sag om mulig industrispionage foretaget af Thomas Kirk Kristiansens private selskab Great Northern og Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi Invest. (Børsen)

Storbyer i boligboble-fare. En lang række storbyer verden over befinder sig i fare at bevæge sig ind i en egentlig boliboble. Sådan lyder vurderingen i storbanken UBS´ globale boligboble-indeks. Storbyer som Hong Kong, New York, Sydney og Stockholm oplever alle, at ejendomsmarkedet er overprissat. (Bloomberg) 

INDSIGT

Politiet har notorisk set altid været bagud i bekæmpelsen af den kriminelle handel på internettet. En vild og vovet aktion sidste sommer, kaldet Operation Bajonet, kan dog have vendt op og ned på styrkeforholdet, vurderer en operativ leder og kriminologisk sociolog.

UDSYN

Trump vil forhandle om en åbning af Japans bilindustri. Men det er uklart, hvilke krav japanerne skal imødekomme. Samtidig har Trump annulleret flere japanske importlempelser, netop om biler, indgået under tidligere forhandlinger med Barack Obama.

KARRIERE

Frygten for at ende i bunden af ansøgerbunken vokser for de fleste i takt med alderen. Her får du syv gode råd fra virksomhederne selv, hvis du eller en, du kender, står i sit karreieres efterår og leder efter nyt job.

BØRS

Hæslig dag for Ambu, som skrevet ovenfor. Aktien har dog rettet sig lidt her til eftermiddag. Generelt er C25 i rødt, hvor Genmab også har en dårlig dag på aktie-kontoret. Her er den seneste børsberetning.

KOMMENTAR

Boligmarkedet i de store byer og særligt København er begyndt at vise svaghedstegn. Antallet af handler er faldet med en femtedel, antallet af udbudte lejligheder stiger, og det samme gør størrelsen på prisnedslag. Boligmarkedet vil næppe overleve en rigtig københavnsk nedtur, skriver makroøkonom i Sydbank Søren Vestergaard Kristensen.

PS...

De fleste kender besværet med at hive computer og andet elektronisk udstyr op af håndbagagen, når man skal igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Men fra og med i dag er bøvlet slut – i hvert fald hvis du rejser fra Aalborg Lufthavn. Lufthavnen har som den første i Danmark valgt at implementere de såkaldte EU Security Standard C2 i X-Ray-maskiner i sikkerhedskontrollen, hvilket betyder, at du slipper for at tage dit elektroniske grej op af håndbagagen.

Rigtig god aften,
Mads Ring,
Nyhedsredaktør, Finans
 

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også
Top job