Eftermiddag
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Skatteminister vil undersøge storbanker i udbytteskandale | Lars Rasmussen stopper som topchef i Coloplast | Danske Bank-chef erkender: »Det vil være naturstridigt, hvis vi ikke mister flere kunder«

Kære Finans-læser

Finans' nyhedsoverblik på en tæt regnskabsdag er klar. Her er, hvad du skal vide.

NYHEDER

Skatteminister vil undersøge storbanker i udbytteskandale. Karsten Lauritzen (V) pudser nu Finanstilsynet på de tre storbanker Danske Bank, Nordea og SEB i sagen om udbyttesvindel for 12,7 mia. kr. »Sagen om udbyttesvindel er den mest forargelige svindelsag i den nyere Danmarkshistorie,« siger ministeren, der også varsler nye stramninger i kamp mod skattesvindlere.

Minister kræver svar: Bech-Bruun skal stå skoleret i udbytteskandalen. Det store danske advokatfirma Bech-Bruun har spillet en dobbeltrolle i svindelsagen med udbytteskat, som har kostet den danske statskasse 12,7 mia. kr., viser dokumenter i sagen.

Ultrabilligt boliglån har fået fjernet en stor risiko. Danmarkshistoriens billigste 30-årige lån med fast rente har for alvor fået et gennembrud. Der er nu udstedt for 5,5 mia. kr. 1,5 pct. lån til private boligkunder.

Britisk brexitminister tror på snarligt gennembrud i forhandlinger. Brexitminister Dominic Raab er optimistisk i forhold til, at der snart kan indgåes en aftale for Storbritanniens farvel til EU. Han tror, at den vil være på plads senest 21. november. (Ritzau)

Dansk eksporteventyr ruller af sted på støttehjul. Med Nature Energys køb af Xergi er der skabt en ny kæmpe i dansk biogasindustri. Målet er, at købet skal bane vejen for en milliardeksport af danske biogasanlæg.

REGNSKABER

Lars Rasmussen stopper som topchef i Coloplast - men bliver ny bestyrelsesformand for medicokoncernen. Et skifte, der er i clinch med regler for god selskabsledelse - og blev meldt ud samtidig med, at det nye regnskab viste et dårligere fjerde kvartal, end analytikerne havde regnet med - og fik aktien til at styrtdykke.

Den nye topchef i Coloplast bliver Kristian Villumsen. Den interne kandidat, der bl.a. har slæbt ni års erfaring fra konsulenthuset McKinsey & Co. med sig ind i medicokoncernen.

Torsdag bød også på regnskab fra Danske Bank, hvis overskud dykker markant, og hvor kundeflugten er i gang. Det erkender den midlertidige adm. direktør Jesper Nielsen. »Det vil være naturstridigt, hvis vi ikke mister flere kunder,« siger han på dagen, hvor et nyt regnskab fra Danske Bank afslører et fald i resultatet på 24 pct. sammenlignet med året før.

Samtidig landede et Danfoss-regnskab, der afslører, at de både sælger og tjener mere. Handelskrigen mellem USA og Kina skaber usikkerhed og turbulensen i Tyrkiet rammer kundernes investeringsvilje, men manden i spidsen for Danfoss holder fast. »Vi blinker ikke, fordi der kommer en lille smule modvind,« siger Kim Fausing.

Novo Nordisk skal skille sig af med 1300 ansatte. Det afslørede dagens regnskab fra medicinalgiganten. Men derudover er der ikke umiddelbart nye spareplaner på tapetet, siger topchef Lars Fruergaard Jørgensen. Men han holder dog fortsat muligheden åben. »Vi lever i en verden, hvor vi ikke længere kan lægge omkostninger til vores budget,« siger Novo-chefen.

Endelig kom der også regnskab fra Carlsberg, der oplever salgsfremgang på alle markeder, tal fra Ørsted, der opjusterer forventningerne til i år, ligesom danske Kåre Schultz bød på en opjustering hos det israelske Teva.

INDSIGT

En ballademager blev lukket ind i Grundfos-familiens forgyldte hønsegård. Selvom frontfiguren i Grundfos-dynastiet helst havde set sin søn, Poul Due Jensen, som ny formand i den magtfulde fond, var han tydeligvis tilfreds med den alternative løsning - Jens Bager. Men så begyndte Bager at røre på sig.

PODCAST

Det lysner for Danske Bank, defensive danske topchefer og brodne kar i lastbilsbranchen er på agendaen. Her er det nyeste afsnit af "Bundlinjen".

FINANS FAKTA

Flere unge mænd flytter hjem til mor og far. Om det er gratis husly, ophørte udenlandsrejser eller mors mad, der får unge mænd til at vende hjem, er uvist. Men flere mænd i alderen 15-29 år flytter tilbage til forældrene, efter de er fløjet fra reden.

DAGENS PROFIL

Han indførte topstyring, men er nu et af dets største kritikere. DTU's universitetsdirektør, Claus Nielsen, er tilhænger af så få regler som muligt. »Vi er fortsat underlagt en masse overflødige regimer og bureaukrati fra politisk side,« siger direktøren, der nu fylder 60 år.

BØRS

Coloplast får en hård medfart oven på dagens regnskab og ledelsesrokade. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Ørsted-boss er pisket til at købe op for at beholde sit job. Det grønne energiselskab Ørsted er snart fokuseret til et havvindselskab med nogle mindre sideaktiviteter. Men hvad skal topchef Henrik Poulsen så lave?, spørger virksomhedsredaktør Søren Linding.

PS...

Verdens klammeste mad får nu sit eget museum. Du skal blot et smut over Øresund for at besøge "Disgusting Food Museum", som i dag åbner i Malmø. Her kan man både finde stegt marsvin, kogt tyrepenis og nå ja, saltlakrids. For som den svenske psykolog Samuel West, der står bag, forklarer til CNN, så må, »hvad vi finder ulækkert være tillært - det handler om kultur«.

Rigtig god aften,
Maria Kehlet
Nyhedsredaktør
 

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også