Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Ørsted svømmer i penge: Milliarder kan være på vej til aktionærerne | Danske Bank er millimeter fra at udpege sin nye topchef | Det bliver nemmere for DSV at gennemføre sit næste store opkøb

GODMORGEN

I dag affyrer Kina det næste skud i handelskrigen med USA. Kina indfører told for 60 mia. dollar på amerikanske varer. Det sker efter, at USA i sidste uge varslede told på import af varer fra Kina på 200 mia. dollar. Vi er klar med mandagens første briefing.

NYHEDER

Ørsted svømmer i penge: Milliarder kan være på vej til aktionærerne. Energiselskabet ventes at lave frasalg for mere end 50 mia. kr. Det kan betyde en sjældent set pengeregn over aktionærerne. Ørsted siger stop: Men analytikere forventer flere milliardfrasalg.

Bunden knager under landbruget. Prisen på landbrugsjord fortsætter med at falde, og er nu reduceret med 10.500 kr. pr. hektar siden tredje kvartal 2017. Det reducerer handelsværdien af dansk landbrug med 26 mia. kr., og den aktuelle krise i erhvervet kan forstærke prispresset.

Danske Bank er millimeter fra at udpege sin nye topchef. Ifølge Finans’ oplysninger er kun én intern kandidat i spil til posten som den, der skal føre banken videre efter hvidvaskskandalen.

Genmab-stifters nye biotekbaby suser i vejret på børsen. Biotekvirksomheden Y-mabs Therapeutics, som har en række danske rigmænd i ejerkredsen, blev skudt til vejrs på sin første dag på børsen i USA.

Kina aflyser planlagte forhandlinger med USA. Det sker efter, at handelskonflikten mellem de to lande på det seneste er eskaleret med USA’s varsling af flere tariffer på importerede varer. Oveni det har den kinesiske regering aflyst militære samtaler med amerikanske embedsmænd på grund af utilfredshed med sanktioner mod Rusland. Hele konflikten kan få konsekvenser, der rækker langt udover finanserne. (Wall Street Journal/Reuters/New York Times)

EU-kommissionen vil pudse sin vagthund på Finanstilsynet. Kommissionen har bedt det europæiske banktilsyn om at kigge nærmere på, om Finanstilsynet har levet op til sit ansvar i hvidvasksagen. (Financial Times)

Airbnb vil gøre sine værter til aktionærer. Selskabet har sendt et brev til de amerikanske børsmyndigheder, hvori de opfordrer myndighederne til at justere på reglerne for, hvem private selskaber må give aktier til. (Axios)

Det bliver nemmere for DSV at gennemføre sit næste store opkøb. Det danske transportselskab, der netop har fået sin rating af kreditvurderingsselskabet S&P, vil bruge obligationsmarkedet mere aktivt, næste gang milliarderne skal op af lommen. (Bloomberg)

DEBAT

Se far, jeg styrer. Den store fremgang for de amerikanske aktier lever på lånt tid. Donald Trump har en stor opgave med at overbevise både sig selv, vælgerne og investorerne om, at væksten ikke er en enlig svale, mener Per Hansen fra Nordnet.

GIK DU GLIP AF...

Det var skammens, sorgens og beklagelsens dag i Danske Bank. Danske Banks længe ventede hvidvaskrapport blev præsenteret onsdag. Både adm. direktør Thomas Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen varslede deres exit fra banken. Væk var det sædvanlige - næsten drengede - smil.

DET SKER I DAG

Økonomi:

  • Danmark: Offentligt kvartalsregnskab, 2. kvt. 2018
  • Danmark: Kvartalsvise offentlige finanser, 2. kvt. 2018
  • Tyskland: Importspriser, y/y, aug
  • Kina svarer nu USA igen ved fra i dag at indføre told for 60 mia. dollar på amerikanske varer. Det sker efter, at USA i sidste uge varslede told på import af varer fra Kina på 200 mia. dollar.

Erhverv:

  • Betalingsrådet præsenterer i dag de første analyser af omkostninger ved detailbetalinger. Betalingsrådet blev oprettet i 2012 af Nationalbanken som et forum for samarbejde om detailbetalinger i Danmark. Formålet med rådet er at fremme effektiviteten og sikkerheden af disse betalinger.
  • Kronprins Frederik deltager i dag i Speakers’ Lunch og efterfølgende Delegations Tour i forbindelse med TechBBQ, som i dag og i morgen finder sted i Øksnehallen. TechBBQ er et internationalt teknologi-topmøde, der har til formål at inspirere og skabe netværk på tværs af institutioner, iværksættere og brancher.
  • Alle DR-medarbejdere har til i dag til at bede om en frivillig fratrædelsesordning. Tilbudet om den frivillige fratrædelsesordning er en del af DRs bebudede spareplan.

Politik:

  • Det amerikanske Senats retsudvalg skal i dag høre vidneudsagn under ed fra både Brett Kavanaugh, kandidat til posten som ny højesteretsdommer, og kvinden, der har anklaget ham for overgreb.
  • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er i New York i forbindelse med FN’s generalforsamling. Klokken 15.00-15.30 dansk tid deltager han i et pressemøde i forbindelse med World Economic Forum topmødet ’Sustainable Development Impact Summit’, hvor Danmark i dag og i morgen er et af værtslandene.
  • Danmark fejrer i dag de bæredygtige verdensmål med arrangementet ’Denmark: It’s more than a small country – It’s a BIG idea’.

PS...

Selskabet CCCC, der skal føre Kinas infrastrukturdrømme om en moderne silkevej ud i livet, efterlader sig et spor af giftige problemer. Læs Bloombergs fortælling om, hvordan CCCC er belejret af anklager om svindel, korruption og ødelæggelse af miljøet. (Bloomberg)

Med ønske om en god dag,
Thomas Andrew
Nyhedsredaktør

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.

Læs også
Top job