Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske topledere presses til bæredygtighed | Køen for at sælge ejerlejligheden er vokset markant | Mange danskere sætter ikke nok til side til pensionen

GODMORGEN

En ny uge har taget sin begyndelse, hvor en navnestrid mellem H.C. Ørsteds børnebørn og energigiganten Ørsted behandles af byretten i København, hvor bl.a. Grundfos og Royal Unibrew aflægger årsregnskab, og hvor det vigtige amerikanske kongetal viser sundhedstilstanden i den amerikanske økonomi. Og så er det ugen, hvor Finans sætter fokus på den bølge af bæredygtighed, der i disse år skyller ind over erhvervslivet og selskabernes topchefer. Læs med i serien Bosserne og bæredygtighed.  

NYHEDER

Danske topledere presses til bæredygtighed. Skal man tro den danske børselite selv i en aktuel rundspørge, så bliver 2019 året, hvor bæredygtighed for alvor rykker ind på ledelsesgangene.
Hvad siger undersøgelsen: I rundspørgen blandt de 24 selskaber i det førende danske eliteindeks, svarer 18, at de vil øge fokus på bæredygtighed i 2019, mens to svarer, at det vil være uændret højt, efter en væsentligt forøgelse i 2018. Fire har ikke svaret.
Hvad er der på spil:
Der er flere årsager til udviklingen og topchefernes øgede fokus på bæredygtighed: Som symbol på omverdenens forventning om bæredygtighed stiger reguleringen. Opmærksomheden både politisk og i den brede offentlighed øger presset på virksomhederne. Men bæredygtighed kan også være en god forretning.
Tættere på: »Den største og vigtigste udfordring er, hvordan luftfarten som industri og SAS som selskab kan omstille sig, så det bliver bæredygtigt og holdbart at rejse. Det er noget, vi må tackle så hurtigt som muligt, og vores ambitioner er store,« siger SAS-tophef Rickard Gustafson, som forklarer, hvorfor fokus på bæredygtighed er øget markant i løbet af 2018, og det vil blive skærpet fremover.

(Rickard Gustafson, topchef i SAS)

Køen for at få solgt sin ejerlejlighed er vokset markant. Så markant, at det har karakter af ophobning. Hårdest ramt er markedet i København. På et år er udbuddet steget med 37 pct., viser nye tal fra Boligsiden. 

Mange især velhavende danskere sætter ikke nok til side til pensionen til at opretholde en indtægt, der svarer til 80 pct. af lønnen, når de forlader arbejdsmarkedet. Men der er stor geografisk forskel på, hvor godt sikrede de kommende pensionister er, påpeger Danica Pension i en ny undersøgelse.

Domino’s Pizza drejer nøglen om i Danmark. Det fortæller en telefonsvarer, når man ringer til selskabet. Det er i sidste ende en række journalistiske historier om dårlig hygiejne i flere af pizzariaerne, der har ”fjernet forretningsgrundlaget”, fortæller et bestyrelsesmedlem. (Ritzau, Børsen)

Porche er blevet viklet ind i en skattesag. Den Volkswagen-ejede bilkoncern samarbejder med myndighederne for at få styr på manglende skattebetalinger - blandt andet relateret til tidligere toplederes private brug af firmaets fly. (Reuters, Bild am Sonntag)

Uber-konkurrenten Lyft løfter sløret for en omsætning på 13 mia. kr. Det sker som led i, at taxaapp-selskabet forbereder sig på en af årets store børsnoteringer. I takt med at omsætningen stiger, farer underskuddet dog også i vejret. (Financial Times)

Frankrig vil beskatte internetgiganter. En digital skat på 5 pct. skal få selskaber som Amazon og Google til at bidrage til statskassen – noget, som potentielt kan give Frankrig 500 mio. euro. (Bloomberg)

Flere kvinder i arbejde kan booste de mest ulige økonomier med 35 pct. i snit. Sådan lyder konklusionen fra Christine Legard, chef for IMF, til nationer med konservative arbejdslove og -kulturer i anledningen af kvindernes internationale kampdag d. 8. marts.

Elon Musk er et skridt videre mod at sende mennesker i rummet. Søndag dokkede et af de ubemandede rumskibe hos SpaceX, som Tesla-direktøren står i spidsen for, i den internationale rumstation, ISS. Til juli kan NASA’s astronauter være med ombord. (Quartz)

INDSIGT

Hvem er giganten bag Huaweis imperium? Ren Zhengfei har bygget et globalt imperium op fra grunden. Alligevel vides der forbløffende lidt om Huaweis grundlægger. De fleste detaljer kommer fra essays, han selv har skrevet, samt sparsom research fra vestlige medier. Det magre kildemateriale peger mod et liv så barskt og episk, som landet han er opvokset i. Her er et portræt af hovedpersonen.

(Ren Zhengfei er en magtfuld mand. Her i sleksab med Kinas præsident Xi Jinping (til venstre i billedet).

FINANS FAKTA

Danskerne er vilde med digitale spil, men hvilket køn spiller oftest? Umiddelbart tegner mændene sig for den højeste score blandt de 6.000 adspurgte personer fra 16 år og opefter. Et dybere blik på seneste måling fra fjerde kvartal af 2018 afslører imidlertid, at kvinderne oftere forsvinder ind i den digitale spilverden for en stund at dømme ud fra deres egne svar.

DAGENS PROFIL

Selectchefen scorede aftale med stor fodboldliga. Det var egentlig tennis, der var Peter Knaps helt store passion, da han i sine unge år foldede sportstalentet ud og høstede flere DM-titler i double. I de seneste 17 år er det dog de lidt større læderbolde, der har optaget det meste af hans tid. Som adm. direktør for Select Sport siden 2002 har han været med til at gøre den familieejede danske virksomhed til en af verdens førende leverandører af håndbolde og fodbolde. Mød den 60-årige fødselar, der rejser verden rundt med en læderbold under armen.

(Topchef i Select Sport, Peter Knap, fylder 60)

DEBAT

Cheføkonom: Verdensøkonomien nærmer sig frysepunktet. Mens februar har sat nye varmerekorder og fået forårsfornemmelserne frem hos de solhungrende danskere, nærmer temperaturen i verdensøkonomien sig frysepunktet. Renten forbliver formentlig lav og likviditeten rigelig i mange måneder fremover. Centralbankerne tør simpelthen ikke andet, skriver Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

GIK DU GLIP AF...

Taltrylleri eller god regnskabsføring? Sådan leger danske børsselskaber med reglerne. En række danske virksomheder bruger tekniske regnskabsgreb, der får resultaterne til blomstre op. Finans skræller lakken af regnskaberne for Novozymes, Carlsberg og Chemometec.

DET SKER DENNE UGE

Et erhvervsfremstød, en navnestrid og et kongetal. Kan Kronprins Frederik sikre det danske erhvervsliv flere kontrakter i Canada? Kan H.C. Ørsteds tiptipoldebørn få et børsnoteret selskab til at skifte navn? Kan Grundfos pumpe sig til en ny omsætningsrekord? Kan Skattekommissionen finde hoved og hale i Skats skandalesager? Kan det amerikanske kongetal holde kadencen? Og kan Kristian Thulesen Dahl mon slå Pernille Vermund i en direkte duel? Her er, hvad ugen bringer.

PS...

En justitsminister, et ulogisk valg og et slagsmål på et pizzeria. Læs Weekendavisens lange skriv om Apples indtog i Viborg – og om hvordan borgerne i Viborg mangler svar på, hvorfor kommunen i samme ombæring valgte at sløjfe arbejdet med en vedvarende energikilde og sende regningen på 165 mio. kr. videre til fjernvarmeforbrugerne.

Rigtig god dag,
Thomas Andrew og Mads Ring
Nyhedsredaktører

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail finans@finans.dk.

Læs også