Morgen

Christine Lagard bliver ny ECB-chef | Mærsk ruller skytset frem med kunstig intelligens | Våbnene lades til valutakrig

GODMORGEN

Lagarde har kurs mod Frankfurt, Mærsk satser stort på kunstig intelligens, det kan være en god forretning at omlægge dit boliglån, og så klager rigtig mange danskere over deres bilkøb. Her er, hvad du skal vide.

NYHEDER

Mærsk ruller skytset frem med kunstig intelligens. Kunstig intelligens kan gøre en markant forskel for shippingselskaber, og Mærsk arbejder i øjeblikket intenst på at udnytte mulighederne. Den danske shippingkoncern satser bl.a. på at få et forspring over for konkurrenterne ved at hyre de skarpeste hjerner fra Silicon Valley og installere sensorer og udvikle software, der ved brug af kunstig intelligens kan spare penge på brændstoffet.

Berian James skiftede i 2016 Silicon Valley ud med Esplanaden for bl.a. at stå i spidsen for Mærsks udvikling af kunstig intelligens i shippingbranchen. Foto: Stine Bidstrup

Regeringschefer vil have Christine Lagarde som ny ECB-chef. IMF-chef Christine Lagarde ser ud til at afløse Mario Draghi som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB). Det blev en del af resultatet af forhandlingerne om topposterne i EU. 63-årige Lagarde, der har en fortid som finansminister i Frankrig, overtager stolen den 31. oktober.

Våbnene lades til valutakrig. Med udsigt til lavere vækst på begge sider af Atlanten er både den amerikanske og den europæiske centralbank nu gået i stilling til at sænke renterne og dermed svække valutaerne i kampen om verdens vækst. Dermed er den første ammunition gjort klar til en mulig valutakrig.

Transportminister lægger afstand til reklame fra Øresundsbroen. Den nye transportminister Benny Engelbrecht er ikke begejstret for Øresundsbroens seneste reklame, hvor selskabet opfordrer danskere til at køre til Sverige for at købe slik og chokolade, der er markant billigere på den anden side af broen ikke mindst på grund af den danske sukkerafgift.

Margrethe Vestager har kurs mod næstformandspost for EU-Kommissionen. Tirsdag aften blev stats- og regeringscheferne fra alle EU-lande enige om, hvem de vil nominere til en række topposter i EU-systemet. Margrethe Vestager er indstillet som ny næstformand for EU-Kommissionen. (Jyllands-Posten)

Milliardærs luksusbilhus i stor fremgang. For fjerde år i træk er indtjeningen steget i Torben Østergaard-Nielsens Selected Car Leasing, der nu vil fordoble sine aktiviteter.

Boligejere kan få dobbelt rabat ved låneomlægning. Der er udsigt til en historisk stor omlægningsbølge med det ultrabillige 1 pct. lån, og mange boligejere kan give sig selv dobbelt rabat ved at lægge deres lån om. Foruden renterabatten kan de med samme manøvre sikre sig rabat på bidraget.

Justitsminister vil have it-koks i politiet undersøgt. Den nyudnævnte justitsminister Nick Hækkerup (S) vil have alle fejl frem i lyset i sagen om en omfattende it-fejl hos politiet. Han vil samtidig undgå, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved undersøgelsens validitet, og sætter derfor uvildige eksperter til at kontrollere politiet og anklagemyndighedens gennemgang af sagerne. (DR)

ECB har ikke travlt. Den Europæiske Centralbank (ECB) er ikke klar til at kaste sig over yderligere stimuli allerede til månedens møde, der afholdes 25. juli. Centralbanken foretrækker at vente på flere økonomiske nøgletal, fortæller anonyme embedsmænd med indblik i sagen til Bloomberg News. (Bloomberg)

Flere konkurser i 2019. Selv om juni bød på det laveste antal konkurser i næsten ni måneder, har flere virksomheder drejet nøglen om i 2019 end sidste år. Samlet set lyder antallet af konkurser i årets første seks måneder på 4437. Det er en stigning fra 3301 i samme periode af 2018. (Ritzau Finans)

GIK DU GLIP AF...

Tidligere borgmester vil i Højesteret efter millionerstatning i Amagerbank-sagen. Mindst en af de dømte i erstatningsopgøret mod den tidligere ledelse i Amagerbanken vil i Højesteret, efter at syv tidligere bestyrelsesmedlemmer samt den tidligere direktør Jørgen Brændstrup i sidste uge blev idømt erstatningskrav på samlet 225 mio. kr. Det drejer sig om Tårnbys tidligere borgmester, Henrik Zimino.
Hvad er gået forud? Forud for landsrettens dom var de syv tidligere bestyrelsesmedlemmer og den tidligere direktør blevet frifundet for erstatningskravet i byretten. Oprindeligt lød kravet fra Finansiel Stabilitet, som overtog den fallerede bank, på 900 mio. kr. Men det skrumpede i landsretten til 375 mio. kr., og endte altså med en dom på en erstatning på 225 mio. kr.
Hvad så nu? Det er endnu usikkert om de syv andre dømte også søger at få omgjort dommen i Højesteret. Det kræver helt særlige grunde eller omstændigheder, hvis Højesteret skal tage en sag, der allerede har været behandlet ved to retsinstanser.

(Tidligere borgmester og bestyrelsesmedlem i Amagerbanken, Henrik Zimino, ønsker at få erstatningsdommen fra landsretten taget op i Højesteret i håb om at få annulleret erstatningsdommen på sammenlagt 225 mio. kr. til de otte dømte.)

UDSYN

Japan har udført sin første kommercielle hvalfangst i over 30 år. Det har ikke meget at gøre med japanernes entusiasme for hvalkød. Den er næsten lig nul. Så hvorfor stikker japanerne så hånden ind i en hvepserede, der allerede helt forudsigeligt har medført en masse protester fra bl.a. diverse miljøorganisationer? Det handler som altid om politik. 

FINANS FAKTA

Kvindelige topchefer omsætter for mindre end mænd. Amerikanske kvinder har en større tendens til at lede små, forholdsvis nystartede virksomheder med færre ansatte og lavere omsætning end mændene. Det viser et nyt studie foretaget af den amerikanske centralbanks afdeling i St. Louis.

DAGENS PROFIL

Vækkeuret ringede dagligt klokken fem om morgenen, da Torben Dalby Larsen i en 33 år lang periode var topchef i mediebranchen. Men efter han er stoppet som topchef for Sjællandske Medier, har dagligdagen ændret sig markant. Han glæder sig over at have en længere sommerferie end nogensinde før. Nu fylder han 70 år.

(Torben Dalby Larsen var i en lang årrække topchef i Sjællandske Medier.)

BØRS

Der var lidt længere mellem smilene på Wall Street tirsdag, end der var mandag. Godt nok steg det ledende aktieindeks S&P 500 til en ny lukkerekord, men den daglige stigning var slet ikke på niveau med mandagens kursstigninger. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Det er ikke så meget alderen som den manglende erfaring, der gør, at Finans' debatredaktør Magnus Barsøe mener, kritikerne af den nyudnævnte erhvervsminister Simon Kollerup har en pointe - og Kollerup har under alle omstændigheder tre konkrete opgaver, han kan tage fat på.

DET SKER I DAG

Europa-Parlamentet vælger ny formand. Parlamentet ventes på sin første plenarsamling efter valget i maj at vælge ny formand. Derudover kommer der en række nøgletal fra USA, men ellers ikke det store.

PS...

Bilkøb er den helt store synder, når man kigger på, hvad der klages mest over til ankenævnet for biler. Faktisk handler tre ud af fire klager om netop dette. Og oftest handler det om, at køber og sælger ikke har lavet en helt klar aftale, inden penge og bil bytter hænder. Her får du en række gode råd, som kan hjælpe dig til ikke at købe en mandagsmodel.   

Hvis man kunne tænke sig en royal pyntegenstand til hjemmet, så har man nu chancen for at byde på nogle af prins Henriks tidligere ejendele. En del af prins Henriks samling af figurer og masker fra Afrika og asiatisk jadekunst bliver nemlig sat til salg gennem auktionshuset Bruun Rasmussen i august. I alt bliver omkring 900 genstande sat til salg.

(Afrikanske masker med royalt tilsnit. Omkring 900 genstande fra Prins Henriks kunstsamling sættes nu på auktion.)

Rigtig god dag,
Mads Ring,
Nyhedsredaktør, Finans

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail finans@finans.dk.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også