Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Regeringen vil fritage advokater fra sladreordning | Prispres rammer Vestas' kunder | Fætter BR giver stort svind i garantifond

GODMORGEN

Herhjemme venter vi blandt andet på regnskab fra Tryg og trafiktal fra Københavns Lufthavn. Men først skal du have onsdagens første nyhedsrids.

NYHEDER

Regeringen lægger op til at fritage advokater fra sladreordning. Et nyt lovforslag fra regeringen, der pålægger skatterådgivere at orientere skattemyndighederne, når de har rådgivet klienter om grænseoverskridende konstruktioner, der kan udløse en skattefordel, vækker kritik. Forslaget, der er baseret på et EU-direktiv, lægger nemlig op til at fritage advokater fra ordningen, og det mener bl.a. revisorbranchen er helt uhlodbart. 

(Erhvervspolitisk direktør i FSR Danske revisorer, Tom Vile Jensen mener det er helt uholdbart, at advokater skal friholdes indbertningspligten i et nyt lovforslag. Foto: Stine Bidstrup)

Prispres rammer Vestas' kunder. Flere års prispres har sænket prisen på vindkraft og lagt en dæmper på indtjeningen blandt producenter og underleverandører til vindindustrien, så flere nu melder om, at der ikke er meget mere at give af. Fordelen er til gengæld at vindkraft bliver en konkurrencedygtig energikilde over det meste af kloden.

Fætter BR giver stort svind i garantifond. Lønmodtagernes Garantifonds halvårsopgørelse viser en stigning i forhold til samme periode sidste år på 28 pct., målt på udbetalte erstatninger. Det skyldes blandt andet konkurseri Top-Toy og Domino’s Pizza.

Frankrig vil indføre grønne skatter på flyrejser. Fra 2020 vil franskmændene indføre klimaskat på internationale flyrejser, oplyser den franske transportminister, Elisabeth Borne. Ifølge ministeren vil det resultere i en fortjeneste på 180 millioner euro svarende til 1,34 milliarder kroner, når det bliver indført.

Danske investorer har skruet godt op for de amerikanske aktier. Siden årets begyndelse har investorerne, der tæller både private småinvestorer og store institutionelle spillere som eksempelvis pensionsselskaberne, udvidet deres porteføljer med nordamerikanske aktier for samlet 16 mia. kr. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Nationalbank, der omfatter perioden januar til maj.

Retssag mod Facebook kan få konsekvenser for hundredetusindvis af virksomheder. Tirsdag begyndte retssagen mellem Facebook og den østrigske aktivist Max Schrems. EU-domstolen skal afgøre, hvorvidt Facebook og andre europæiske virksomheder, der lagrer personlige data om deres brugere i USA, overskrider europæernes rettigheder. (Reuters)

Branche: Brexit kan koste over 400.000 kr. i minuttet. De britiske bilproducenter og forhandlere advarer om katastrofale følger, hvis brexit gennemføres uden en aftale. De forudser et tab på op mod 50.000 pund, ca. 420.000 kr., hvert minut ved forsinkelser ved grænsen.

Landbruget jubler over sommervejr. Mens de fleste danskere nød solen og de høje temperaturer sidste år, så udviklede sidste års tørre sommer sig til en ren katastrofe for kornavlerne. Lige omvendt ser det ud i år, hvor det skiftende vejr med skiftende temperaturer har lagt an til en perfekt høst. (DR)

Milliardær vil udfordre Trump i 2020. Milliardæren Tom Steyer føjer sig til den lange liste over demokrater, der håber at blive nomineret som partiets præsidentkandidat ved valget i USA i 2020. Med den 62-årige milliardærs entré blandt de demokratiske kandidater er feltet nu oppe på 25 udfordrere. (ritzau)

GIK DU GLIP AF...

Landets største virksomheder fejlansætter alt for ofte topchefen. En omfattende kortlægning viser, at en betydelig del af de danske bestyrelser fejler i deres valg af topchef. I 20 pct. er der tale om fejlansættelser, hvor topchefen er stoppet kort efter at være blevet ansat, mens 16 pct. af udskiftningerne sker for sent.
Hvad kan løsningen være? Arbejdet med at finde en ny topchef - den såkaldte successionsplanlægning – skal højere op på agendaen i bestyrelserne, mener Sanna Suvanto-Harsaae, der er en af dansk erhvervslivs mest erfarne bestyrelseskræfter.

(Sanna Suvanto-Harsaae har mange års erfaring med bestyrelsesarbejde. Hun mener, at arbejdet med at finde en ny topchef ofte bliver prioriteret for let. Foto: Gregers Tycho)

FINANS FAKTA

De rige blive rigere og de fattige fattigere. Sådan har det lydt et utal af gange, men nu er det vendt. For første gang i syv år er antallet af millionærer faldet på verdensplan. Samtidig skrumpede de riges formuer også med næsten tre pct. Se tallene bag den opsigtsvækkende drejning her.

DAGENS PROFIL

Den kreative sjæl, der tør gå ukendte veje i en til tider konservativ mediebranche. Sådan har overskriften været for adm. direktør på TV 2 Lorry, Morten Kjær Petersen, lige siden han gjorde sin entré i mediebranchen for over 20 år siden. I dag fylder han 50 år.

BØRS

Aktierne i Europa havde en off-dag tirsdag. Det brede Stoxx 600-indekset faldt tirsdag med 0,5 pct. I USA endte S&P 500-indekset med at stige med 0,1 pct., Dow Jones faldt med 0,1 pct., mens Nasdaq steg mest med 0,5 pct. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Nej, højere kapitalkrav koster ikke kunderne en krone. Erhvervsministeren har netop øget kravet til bankernes "polstring". Desværre præger særligt to misforståelser debatten om højere kapitalkrav, skriver Finans´ debatredaktør, Magnus Barsøe.

DET SKER I DAG

Erhverv: Tryg kommer med regnskab for andet kvartal.
Økonomi:
Københavns Lufthavn præsenterer trafiktal for juni og så kommer Danmarks Statistik med tal for firmaernes køb og salg, maj 2019.
Udland:
FED-chef Jerome Powell skal tale foran Kongressen, og markedernes reaktion oven på talen ventes med spænding.

PS...

Briterne er bare bedre til at rydde op. Igen i år stod Roskilde Festival med en oprydning af en enorme dimensioner. Tusindvis af telte, luftmadrasser og soveposer samt alt mulig andet affald er blevet efterladt af festivaldeltagerne, som var det engangsbestik til en børnefødselsdag. Men hvad den danske festival ikke formår, det kan den britiske festival Glastonbury. Her deltager dobbelt så mange i festivalen (200.000, red.) og over 93 pct. antages at have taget al bagage med sig hjem.

Putins kamp mod vindmøllerne. Ruslands præsident Putin er bestemt ikke fan af vindmøller. Det gjorde han klart under et interview tirsdag, hvor han slog fast, at vindmøller er en trussel mod verdens bestand af fugle og regnorme. Landet han står i spidsen for er i øvrigt et af verdens ledende producenter af fossile brændstoffer.

Rumrejser på børsen. Milliardæren Richard Branson har planer om at tage Virgin Galactic på børsen i løbet af 2019. Virksomheden specialiserer sig blandt andet i rumturisme, hvor man for en billetpris på omkring en kvart million dollar kan komme en tur i kredsløb.

Rigtig god dag,
Mads Ring,
Nyhedsredaktør, Finans

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail finans@finans.dk.

Læs også