Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Jyske Bank vil have virksomheder tjekket for fusk | PFA vil polstre din pension med udenlandske mursten | Ursula von der Leyen valgt som ny formand for EU-Kommissionen

GODMORGEN

Blot ni stemmer var hun fra at miste posten, men nu kan tyske Ursula von der Leyen officielt kalde sig ny formand for EU-Kommissionen. Læs her mere om valget og få samtidig historien om, at Jyske Banks kræver mere tjek af virksomheders fusk, at PFA satser massivt på ejendomme og at Carlsberg trods sin farve er knap så grøn.

NYHEDER

Jyske Bank vil have virksomheder tjekket for fusk. I årets første seks måneder indberettede Jyske Bank 393 mistænkelige transaktioner fra erhvervskunder til bagmandspolitiets hvidvasksekretariatet. Det er en stigning på 23 pct. i forhold til første halvdel af 2018. Ordførende direktør Anders Dam foreslår, at der indføres en lovpligtig revisorerklæring, som selskaber, der har fravalgt en revisor, skal benytte.

Mange af de kunder, der kører store summer gennem Jyske Bank, prøver ifølge ordførende direktør Anders Dam formentlig at lave momskarusseller. Foto: Linda Johansen

PFA vil polstre din pension med udenlandske mursten. I løbet af de seneste tre år er Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA, spurtet fra alle andre, når det kommer til investeringer i mursten, viser Finans' kortlægning af pensionsselskabernes ejendomsinvesteringer. Nu intensiveres jagten på attraktive ejendomme i resten af Europa.

En streg i Calsbergs miljøregning. Carlsbergs bæredygtige fremstød med en limet sixpack er knap så grønt, som bryggerikoncernen umiddelbart har promoveret i sin storstilede markedsføringskampagne. De nye sixpacks transporteres nemlig i øjeblikket mange hundrede kilometer i lastbiler til Danmark fra Polen.

1 pct. lånet er et hit: 85 pct. af alle de lånetilbud, Totalkredit afgav i juni, var med fast rente. Så stort et tal er ikke set siden indførslen af flekslån for over 20 år siden.

Ny rapport afslører fortsat spekulation i udbytteskat. På trods af, at Danmark har indført streng kontrol som følge af udbytteskandalen, er spekulationen fortsat, vurderer det europæiske markeds- og værdipapirtilsyn Esma i ny statusrapport. (Børsen)

Britisk pund helt i bund. De to spidskandidater til premierministerposten i Storbritannien har skabt ny brexit-uro, og det har sendt den britiske valuta ned på et laveste niveau i to år (The Guardian)

Amazon vil betale 10 dollars for data. Den amerikanske gigant går nu endnu et skridt i kampen om kunderne på nettet med ny kampagne, der tilbyder kunder penge til gengæld for adgang til at spore deres data - og altid give dem Amazons pris, når de shopper hos konkurrenter. (Reuters) Det sker samtidig med, at et stort antal forsøger at flygte fra Amazon (Bloomberg)

Amerikanske storbanker viser styrke: Men faresignaler blinker med fornyet kraft. JPMorgan Chase, Citigroup og Wells Fargo slog markedets forventninger, men bl.a. lave renter truer indtjeningen i fremtiden. (Reuters)

Japansk bilgigant overrasker på elbilfronten. Der er en stime af nye elbiler på vej fra Toyota. Det første skridt ind i den elektriske verden bliver overraskende taget på varevogns-fronten. (JP)

GIK DU GLIP AF...

Tyske Ursula von der Leyen valgt som ny formand for EU-Kommissionen. Den tyske forsvarsminister vandt Europa-Parlamentets godkendelse med 383 stemmer ved en hemmelig afstemning i parlamentet i Strasbourg.
Portræt: Kvinden øverst i EU flygtede fra voldsgruppe og fik dæknavn.(JP)
Det stemte de danske EU-politikere: Af de 13 danske medlemmer af EU-Parlamentet stemte otte ja, fire nej og en enkelt blankt. Få overblikket her.

Ursula von der Leyen kan nu officielt kalde sig formand for EU-Kommissionen. Hun overtager posten den 1. november. Foto: Vincent Kessler

FINANS FAKTA

Lysten til forældrekøb er helt i bund. Man skal helt tilbage til 2011 for at finde en tilsvarende lav aktivitet, viser en analyse fra Realkredit Danmark. Aktiviteten ligger nu 20 pct. under det gennemsnitlige niveau for perioden de seneste ni år og næsten 40 pct. under topniveauet fra foråret 2015.

DAGENS PROFIL

»Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, hvad meningen med den titel egentlig er. Derfor er den jo også den perfekte metafor for alt vores corporate bullshit,« siger Morten Münster om sin bestseller: "Jytte fra marketing er desværre gået hjem for i dag". I disse uger udkommer bogen på engelsk efter at have rundet hele 40.000 solgte eksemplarer herhjemme.

BØRS

Hvordan har markederne udviklet sig? Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Køber du bil i Danmark, er din timeløn kun 40 kr. Mens du slikker sol og nyder driverlivet, kan du læne dig tilbage i strandstolen og glæde dig over, at du ikke brænder din kostbare tid af til 40 kr. i timen. Det ville nemlig være din timeløn, hvis du ellers havde tænkt dig at købe en ny bil, skriver Toke Kruse.

DET SKER I DAG

Erhverv: Postnord, Netflix, IBM, Ebay, Swedbank, Ericsson, Finnair og Handelsbanken kommer alle med regnskab for de første seks måneder af 2019.
Økonomi:
Finans Danmark kommer med tal på udlån til ejerboliger i andet kvartal 2019.
Øvrigt:
Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har sagsøgt Skandinavisk Motor Co. A/S i en sag om ophavsret og eneret. Retten i Glostrup afsiger dom klokken 13.00. Anklagen går på, at firmaet har bragt et billede af Ai Weiweis kunstværk på Kunsthal Charlottenborg på bygningen ud mod Nyhavn.

TUREN GÅR TIL

Lake Titicaca er den største sø i Sydamerika og ligger i en højde af mere end 3.800 meter, delt mellem Peru og Bolivia. Når man kigger på et ældre kort, står "Lake Titicaca" skrevet med store bogstaver hen over grænsen mellem de to lande – med "Titi" i Peru og "caca" i Bolivia. Det får man meget sjov ud af i Peru, for "caca" betyder "lort" på spansk, og den del har det peruvianske folk omkring Lake Titicaca det helt fint med, at Bolivia tager ejerskab over. Kom med på besøg hos Uros-folket, der her bor på flydende øer af siv – ligesom de har gjort altid, selv længe før inkaerne kom til.

Her ses en gondol, der sejler på Lake Titicaca. Foto: Tea Petersen

PS...

Nikolaj Coster-Waldau og resten af "Game of Thrones"-holdet satte rekord. Det skete tirsdag, da den amerikanske fantasy-serie skrev tv-historie ved at score hele 32 Emmy-nomineringer.

Rigtig god dag,
Peter Sinding og Maria Kehlet
Nyhedsredaktører

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail finans@finans.dk.

Læs også