Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kunder risikerer at blive snydt, når de skifter pensionsselskab | Danske butikker forsømmer at omfavne ny intelligent teknologi | Lukrativt marked er lukket land for småsparerne

GODMORGEN

Vi begynder ugen med et nyhedsoverblik.

NYHEDER

Kunder risikerer at blive snydt, når de skifter pensionsselskab. Når danskere skifter pensionsselskab, er der en stigende risiko for, at de snyder sig selv eller kunderne i det selskab, som de forlader. Pensionsselskabernes øgede investeringer i f.eks. vindmølleparker, ikke-børsnoterede virksomheder og ejendomme har betydet, at det er uhyre svært på daglig basis at opgøre værdien af kundernes opsparing. Den stigende appetit på at flytte kombineret med selskabernes større appetit på alternative investeringer er en farlig cocktail. Det blev tydeligt i december.

(PFA med adm. direktør Allan Polack i front er blandt de pensionsselskaber, der satser på alternative investeringer. Men det kan skabe problemer for skiftende kunder, fordi det er svært at opgøre den præcise værdi af disse investeringer. Foto: Niels Hougaard)

Danske butikker forsømmer at omfavne ny intelligent teknologi. Den hype, der har været om kunstig intelligens de senere år, er ikke slået igennem i dansk erhvervsliv. Det bliver som regel ved skåltalerne og små-eksperimenterne. Og så er det svært at finde kompetente folk, lyder det.

Lukrativt marked er lukket land for småsparerne. De private markeder for unoterede aktier og virksomhedsgæld er trods flere forsøg stadig lukket land for de fleste danske småinvestorer. Det er i stigende grad et problem, fordi investorerne går glip af store værdistigninger, vurderer flere pengeforvaltere.

Varslet strejke i London-lufthavn udsat. Den varslede strejke i Europas travleste lufthavn, Heathrow i London, er blevet udsat - indtil videre med en dag. Strejken skulle ellers være begyndt umiddelbart efter midnat mandag og skulle have varet til og med tirsdag. 170 fly er allerede blevet aflyst. (Ritzau)

Krisen fortsætter for hårdt pressede minkavlere. Minkavlere havde i 2018 i snit et underskud på 900.000 kroner. Selv de dygtigste har svært ved at tjene penge. (DR Nyheder)

Iranske medier: Endnu et olieskib er beslaglagt. Ifølge Irans statstyrede medier har elitesoldater fra Iran taget kontrol over en olietanker på grund af smugling af olie til andre lande i regionen. Det vil i så fald være en eskalering af den lurende konflikt mellem USA og Iran. (Reuters)

Handelskrig giver bonus for danske firmaer. Danske virksomheder med produktion i Asien får markant flere henvendelser fra kunder, der vil flytte produktion ud af Kina for at undgå toldsatser. (Børsen)

Elon Musk vil bore huller i Kina. Under et besøg i Kina i slutningen af august vil Elon Musk lancere en kinesisk filial af The Boring Company, skriver han på Twitter. Boreselskabet er et af Tesla-direktørens sideprojekter, der arbejder på at løse trafikproblemer i storbyerne med tunneler. Målet er at gøre tunneler ti gange billigere at grave end i dag.

Medie: Kina stopper import af landbrugsvarer fra USA. Kinas statsdrevne landbrugsvirksomheder er på opfordring fra landets regering ophørt med at importere landbrugsvarer fra USA. Det oplyser anonyme kilder med indsigt i situationen til nyhedsbureauet Bloomberg News. (Ritzau)

GIK DU GLIP AF...

Når Peer H. Kristensen lader blikket glide hen over landingsbanen fra direktørkontoret med de store panoramavinduer, er der ikke ret mange fly i Aarhus Airport på en hverdag først på eftermiddagen. Det vil den nyansatte 50-årige lufthavnsdirektør lave om på med en aggressiv strategi.

(Peer H. Kristensen har voldsomme ambitioner for Aarhus Airport, hvor han er ny direktør. Men høje mål giver den 50-årige chef masser af energi. Det får han brug for, hvis lufthavnen i Tirstrup skal løftes til ukendte højder. Foto: Joachim Ladefoged)

INDSIGT

Her hjælper kunstig intelligens danske virksomheder. Kunstig intelligens er gang på gang blevet udråbt til at være den hellige gral for erhvervslivet. Men i praksis er der ikke så mange gode eksempler på projekter, hvor kunstig intelligens og anden avanceret teknologi er blevet indarbejdet i den daglige produktion. Finans’ journalist Jesper Kildebogaard har trukket den abstrakte AI helt ned på jorden og har set nærmere på to helt forskellige projekter på dansk grund, der begge viser, at der kan være pæne gevinster - men også meget arbejde - i at bruge kunstig intelligens til at sælge mere.

FINANS FAKTA

Kinesisk smartphone er tæt på at overhale Apple. Apples salg af iPhones daler, og dermed er en kinesisk udfordrer lige ved at overhale Apple og indtage den globale tredjeplads.

DAGENS PROFIL

Annette Toft følger lige nu på nærmeste hold den nye EU-Kommission og det nye EU-Parlament for at aflæse hvilken linje, der bliver lagt på områder som bæredygtighed, klima og landbrugspolitik. Hun er direktør for Landbrug & Fødevarers afdeling i Bruxelles, hvor landbrugspolitikken inklusive landbrugsstøtten snart skal genforhandles.

(En opringning tværs over Atlanterhavet i 1994 blev bestemmende for retningen i Annette Tofts karriere de følgende 25 år. Foto: L&F)

DEBAT

Ultralave renter bør ikke give offentlig investeringsbonanza. Den korte danske rente er negativ, og det frister nemt politikerne til at bruge stort på offentlige investeringer. Det bør de være utroligt varsomme med, advarer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

DET SKER DENNE UGE

Regnskabssæsonen åbner. Torsdag bliver en travl dag med masser af regnskaber. En del interesse vil samle sig om halvårsregnskabet fra Novozymes, som i juni fremlagde ny strategiplan kort tid efter en nedjustering. Samme dag kommer der halvårsregnskaber fra FLSmidth, Københavns Lufthavne, LifeCycle Pharma, Solar B og Ørsted. Fredag følger halvårsregnskaberne fra G4S, Novo Nordisk og Sparekassen Sjælland. I løbet af ugen kommer både SAS og det hårdt prøvede Norwegian med trafiktal. På den makroøkonomiske front kommer der i løbet af ugen en række nøgletal fra blandt andet eurozonen og Tyskland. I København vil der de kommende dage blive uddelt en lind strøm af kindkys under den årlige modeuge. Her er, hvad ugen bringer.

PS...

Hvordan tanker en selvkørende bil sig selv? Det kan den ikke, så iværksættere er ved at udvikle en robotarm, der uden menneskehjælp kan tilslutte et ladekabel til en elbil, så den kan blive ’tanket’. Robotarmen arbejder dog endnu ikke med benzin-optankning. (Techcrunch)

Du behøver ikke være elitesportsudøver for at vide, at en god sang i ørerne kan få motivationen i vejret. Men hvad skal man egentlig lytte til for at kunne løbe hurtigere og længere? Det spørgsmål forsøger forskere at finde svaret på.

Verdens ældste Porsche - fra før Porsche blev oprettet som virksomhed - ryger i denne måned på auktion. Og prisen bliver ikke for hvem som helst.

Lyver du også om løn til jobsamtalen? En ny undersøgelse hævder, at hver fjerde europæer overdriver lønnens størrelse, når de forhandler med en ny arbejdsgiver. Og der er forskel på både kønnene og de europæiske lande imellem.

Rigtig god dag,
Peter Sinding og Peter Simonsen
Nyhedsredaktører

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail finans@finans.dk.

Læs også