Morgen
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Danske virksomheder tjener færre penge | En presset tøjindustri tvinges til bæredygtighed | Kina slår tilbage i handelskrigen - største aktienedtur i USA i 2019

GODMORGEN


Handelskonflikten mellem USA og Kina optrappes. I går bekræftede Kina, at stormagten stopper indkøbet af amerikanske landbrugsprodukter. Da dagen var omme, havde de amerikanske aktier taget det største dyk på en dag i 2019, mens den kinesiske valuta blev svækket markant. Der er med andre ord lagt op til endnu en ekstremt spændende og uforudsigelig dag.

NYHEDER

Danske virksomheder tjener færre penge. Opsvinget blandt danske virksomheder er forbi. Andelen af danske virksomheder med overskud faldt nemlig markant i 2018. Det viser en ny analyse fra Spar Nord. »De nye tal er et tegn på, at væksten herhjemme har toppet,« lyder det fra Dansk Erhverv. Brexit, handelskrige og tilbagegang på Danmarks største eksportmarked, Tyskland, nævnes som årsager til, at danske virksomheder kæmper mere med indtjeningen.

(Spar Nord har undersøgt 120.000 selskabers regnskaber fra 2014 til og med 2018.)

En presset tøjindustri tvinges til bæredygtighed. Bæredygtighed er et af de store temaer i denne uge, når den halvårlige modeuge finder sted i København. Det skyldes nye og hårde krav fra forbrugerne om, at tøjleverandører skal have øget fokus på miljø og klima. Men det kan der også være en god forretning i. Danske Bestseller lancerede i slutningen af 2018 en ny strategi for netop bæredygtighed, og her er der rent kommercielt allerede gode resultater at spore.

Kina slår tilbage i handelskrigen - største aktienedtur i USA i 2019. Kinas devaluering af valutaen yuan og melding om stop for amerikanske landbrugsvarer sender rystelser gennem de amerikanske aktiemarkeder. Især tech-aktierne er ramt.

Banker frygter langvarig handelskrig. Handelskrigen mellem Kina og USA er blusset op på ny. To danske banker frygter, at striden kan trække ud til efter det amerikanske præsidentvalg i november 2020.

Storbank: Olieprisen kan falde til 30 dollars. Oliepriserne kan komme i frit fald, hvis Kina vælger at underminere de amerikanske sanktioner og købe mere iransk olie, vurderer amerikansk storbank.

Masseskyderi får internetselskab til at sige stop: Sender omstridt webforum i sort. Det kontroversielle diskussionsforum 8chan er sendt offline af it-leverandøren Cloudfare. Det sker efter endnu et masseskyderi i USA, der sammen med højreekstreme holdninger blev annonceret på forhånd på 8chan.

Venstres medlemmer af hovedbestyrelsen håber på endnu et Løkke-valg. Formanden for Venstre bør ved næste valg igen hedde Lars Løkke Rasmussen. Det mener et overvældende flertal blandt hovedbestyrelsesmedlemmerne i Venstre. (Jyllands-Posten)

Avis-gigant er tæt på at blive købt for 1,4 mia. dollars. Selskabet New Media Investment oplyser mandag, at det har planer om at købe USA Today-ejeren Gannett Co. i en handel til 1,4 mia. dollars. Overtagelsen vil i så fald føre til, at selskabet bliver den største avisejer i USA. (Reuters)

GIK DU GLIP AF...

Pensionsselskabernes dilemma. To trends har sat et markant præg på det danske pensionsmarked, men uheldigvis for kunderne går de to dårligt i spænd med hinanden.
Trends: Stadig flere danskere er begyndt at flytte deres pensionsopsparing. Alene sidste år flyttede flere end 150.000 pensionsordninger med en samlet værdi på 53 mia. kr. fra et pensionsselskab til et andet. Samtidig har den lave rente gjort det svært at skabe afkast på traditionelle investeringer i aktier, og derfor har pensionsselskaberne fået appetit på det, der på fagsprog hedder alternative investeringer. Det er f.eks. unoterede aktier som Nykredit og TDC. Men også investeringer i vindmølleparker, ejendomme og infrastruktur.
Problemet: De to trends kombineret er en farlig cocktail. For mens aktier konstant prissættes på en børs, er der ikke samme løbende værdisætning af alternative investeringer. Derfor er der en stigende risiko for, at kunderne snyder sig selv eller kunderne i det selskab, som de forlader.
Investeringerne: Siden finanskrisen har landets pensionsselskaber skruet markant op for investeringerne i ejendomme, og i dag ejer kunderne i 14 store pensionsselskaber ejendomme for 277 mia. kr. Finans satte tidligere på året fokus på et af områderne inden for alternative investeringer: Pensionsselskabernes store ejendomssats.

(PFA med adm. direktør Allan Polack i front er blandt de pensionsselskaber, der satser på alternative investeringer. Men det kan skabe problemer for skiftende kunder, fordi det er svært at opgøre den præcise værdi af disse investeringer. Foto: Niels Hougaard)

INDSIGT

Bill Gates’ mange milliarder bliver bestyret af en total ukendt. Bill Gates’ formue er i år sat til 96,5 mia. dollars, men forvaltningen af formuen foregår ikke hjemme over køkkenbordet i den 6.100 kvm. store villa på 73rd Avenue i Seattle-forstaden Medina ved Lake Washington. Den opgave har siden 1994 været lagt i hænderne på Michael Larson. En mand så tilpas ukendt, at det er en udfordring at sammenstykke et billede af, hvem han egentlig er. Finans' globale redaktør Keld Louie Pedersen har gjort et forsøg.

FINANS FAKTA

Flere arbejder i byggebranchen – men færre nye boliger skyder op. Byggebranchen i Danmark fortsætter væksten og beskæftiger stadigt flere. Men byggemængden tog et dyk i juni.

DAGENS PROFIL

Nikoline Liv Andersen er svær at sætte i bås. Men fakta er, at hun laver anderledes og usædvanlig mode. Hun har f.eks. kreeret kjoler til sangerinden Björk. »Jeg bliver nok aldrig kommerciel eller kommer til at lave design til masseproduktion,« fortæller hun til Finans.

BØRS

Handelskrigen intensiveres, frygten stiger og Wall Street-aktierne dykkede markant. De amerikanske aktier fortsatte mandag med kraftige fald og tog det største dyk på en dag i år. Optrapningen af handelskrigen, en svækkelse af den kinesiske valuta samt svage data fra den amerikanske servicesektor var årsagerne til nedturen i en uge, som kan blive meget uforudsigelig.

DEBAT

Trump kommer. Gem pandaerne. »Trump har opdaget, at hans værste fjende, Kina, og Danmark flirter heftigt. Hvis han vil have flirteriet skåret ud i pap, kan han tage i Zoo og kigge på Xing Er og Mao Sun. Imens kan han spekulere over, hvad det mon helt præcist var, som Kina bad om at få, da de forærede det officielle Danmark to bambusbjørne. Om tjenesten hed noget på grønlandsk,« skriver Anders Heide Mortensen.

DET SKER I DAG

Erhverv: Deutsche Post, Rolls-Royce og Walt Disney Company kommer med regnskaber. Luftfartsselskabet Norwegian kommer i dag med trafiktal for juli.
Økonomi:
Danmarks Statistik kommer i dag med nye tal for tvangsauktioner.
Øvrigt:
Modeugen i København, Copenhagen Fashion Week, åbner i dag. Modeugen har fokus på sæsonen forår og sommer 2020.

PS...

Japan satser på flyvende biler og demonstrerer ny model. Flyvende biler – eller små eldrevne helikoptere – skal være en japansk specialitet, mener Japans regering. Et nyt bud på en flyvende bil har allerede fået tilladelse til at flyve gennem byen.

Rigtig god dag,
Peter Sinding og Thomas Andrew,
Nyhedsredaktører

Vi ønsker dig en god dag og glæder os til at forsyne dig med nyheder og analyser resten af døgnet. Hvis du har gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail finans@finans.dk.

BRANCHENYT
Læs også